Alle indlæg af admin

Artikler

Essay: Tekst og kvalitet – noter fra tekst- og skrivelandskabet

Fremstillingens kunst, Gymsprog 2000

Se som pdf: PDF

Af Søren Søgaard
undervisningskonsulent på Berlingske Tidende

Søren SøgaardJeg tror – for fanden jeg ved! – at enhver kan skrive, eller mere præcist: kan komme til det. Det betyder ikke, at ethvert cykelbud kan blive Shakespeare … Men det betyder, at ethvert cykelbud kan finde SIN skrift, en, vi ikke har haft før, fordi det skide cykelbud bare ikke har skrevet før.
Det kræver bare, som alt andet, et Helvedes arbejde – det er såmænd det hele.

 

Dan Turéll
1.  Der er gode tekster, og der er dårlige tekster. Vi er ikke i tvivl, når vi møder dem: Gode tekster er levende, fyldt med former, farver og bevægelse; de taler til vore sanser og vore følelser samtidig med, at de ind imellem husker at løfte sig så meget, at vi hele tiden kan forstå, hvad meningen er og derved føle os klogere og rigere. Dårlige tekster er grå, kedelige og statiske; de vækker ingen billeder, ingen farver og ingen forestillinger. Dårlige tekster hænger frit i luften; de har ingen forbindelse til sansninger og oplevelser, og de letter heller aldrig så meget, at læseren kan få det store billede. Dårlige tekster er produceret af bogholdere, hvis vigtigste mål er at få regnskabet til at stemme, tegnene sat på plads og opgaven løst efter forskrifterne.

 

Tyrkernes rige er blevet stort, og en dag skyder deres stærke kanoner Konstantinopel i grus. Kejser Konstantins by holdt i over 1000 år, og så er det slut med det østromerske rige. Snart har tyrkerne erobret Balkan, men ved Østrig gør de holdt. Her har habsburgerne taget magten. De vil herske over Alperne, men det vil de stolte bønder i Schweiz ikke finde sig i. En sommeraften samles de unge mænd i engen og sværger, at de vil kæmpe for friheden og befri deres land.

 

2. Når mennesker skriver tekster, der er så grå, at de aldrig selv ville finde på at læse dem frivilligt, kan der være flere grunde til det. En kan være den gode, gamle udøvelse af magt gennem sproget, som her i 150-året for den demokratiske grundlov stadig er et problem rundt omkring. En anden kan være, at man ikke har noget at sige og derfor gør sit bedste for at skjule det i et uanskueligt sprog. En tredje kan være tilpasning: Hvis man ikke ved, hvad man skal gøre. kigger man efter sidemanden eller efter, hvad man plejer at gøre i den organisation, man er havnet i. Og endelig kan det skyldes uvidenhed, som altid vil være den underliggende årsag til tilpasningsstrategierne, men ofte viser sig at være den underliggende årsag til hele misèren.

 

 

OPSLAG

 

Idriftssættelse af adgangskontrolsystemet udsættes
hermed i ca. 14 dage på grund af igangværende færdiggørelse
af adgangskortene og dermed initiering af system.

 

3. Uvidenhed betyder ikke, at mennesker ikke har gået i skole og ikke har lært at stave, men det betyder, at de ikke har lært, hvad skrivning er. De har måske lært, at skrivning er disposition og stavning, eller nogle formelle ting, men de har ikke lært, hvad skrivning egentlig er, hvad der driver skrivning, hvad der foregår inde i hovedet, når man skriver, og hvad man kan gøre. Det er det, jeg mener med uvidenhed. Der er måske så mange som 600.000 funktionelle analfabeter i Danmark, som alle sammen har gået i skole og lært at læse og skrive. De kan læse et ord plus et ord plus et ord plus et ord, men de kan ikke læse tekster. De er ikke ordblinde, men de tror ikke på, at skriften er mulig. Hvis de kommer på de rigtige kurser og først får aflært det, de lærte i skolen, kan de sagtens både læse og skrive, for der er jo ikke noget i vejen med dem. De er blot en del af et kontinuum, der går fra minimalskriveren, som, fordi det er ubehageligt, skriver så lidt som muligt så sjældent som muligt og aldrig sætter noget på spil, til den, der godt kan og føler glæde ved det. Man kan kalde det tillært inkompetence.
Ingen er født som analfabeter. Analfabetisme er altid noget man har lært i skolen.
4. Ingen er født med at kunne skrive. Skrivning er altid noget, man har lært. At nogle mennesker så er bedre til det end andre, skyldes måske nok talent – men det kunne også tænkes, at de gode bare har lært det bedre. Skriftsproget er det første fremmedsprog, vi lærer, ikke kun på grund af bogstaverne og alt det formelle – det, man kan kalde mekanikken i sproget – men også fordi ordenes lyde, betydning og selve grammatikken faktisk er ret meget forskellige fra det talte sprog. Og skrivningens hemmelighed består i alt væsentligt i, at skriveren fra starten føler, at skrivning er noget, der kan lykkes. Fra starten! Man kan sammenligne skolegang og læring med et skib, der sejler ud på åbent hav. Hvis det ved udsejlingen forbi havnemolen kommer bare 1/2 grad ud af kurs, ser det ikke ud af så meget i begyndelsen, men efter 9 eller 12 års sejlads 1/2 grad ude af kurs er man ret langt væk fra det sted, hvor man skulle have været. Sådan er der mange, der har haft det med skrivning i skolen. Og med matematik. Og med alt muligt andet. Derfor gælder det om at finde den rette kurs så tidligt som muligt.
For at skrive gode tekster skal man tro på, at det er muligt at sige noget.
Det er et stort held, at de små børn kommer i skole med et talesprog. Hvis vi skulle lære dem at tale, ville halvdelen af befolkningen være stumme.
Don Murray
5. En vigtig grund til de skriveproblemer, mange mennesker vitterligt har, ligger i de to forskellige måder, de har lært sprog på. De fleste udtrykker sig meget lettere mundtligt, end de gør skriftligt, og det er ikke så mærkeligt. For da de som børn lærte at tale, lærte de det ved simpelthen at gøre det, og når de lavede fejl, blev de støttet og opmuntret af de voksne, som syntes, at deres fejl var sjove og nuttede. En stor del af livet i skolen går med at finde og rette fejl, og det bliver hurtigt så som så med skrivelysten, hvis det eneste formål med skrivningen bliver fejlfinding og kritik fra læreren. Og uden skrivelyst, ingen skrivelæring. Derfor er det vigtigt, at bruge så meget af talesproget, som man kan, hvis man vil gøre skrivning bedre og hurtigere. Først og fremmest må man vænne sig til at tale med andre om det, man laver, og holde op med at betragte skrivning som et privat mareridt. Og så skal man skrive så tæt på det talte sprog, som skriftsprogets regler tillader. Man skal skrive med ørene!
Når mennesker kommer ud af skolen, kommer de ud i et miljø, det slet ikke ligner skolen. Her skal de så gøre noget på skrift, og det første, de opdager, er, at der ikke findes ret mange steder, hvor de skal gøre det, de har lært.
Hvad gør man så? Så tilpasser man sig.

 

Hermed vil jeg venligst anmode redaktionen om gengivelse af nedenstående indlæg, og ligeledes anmodes om en god placering i håb om, at så mange som muligt gøres opmærksom på denne interessegruppe i byen.

 

6. Hvad skal man stille op med alle de dårlige, grå, statiske, fjerne og tilpassede tekster? Man kan selvfølgelig holde dem ud i stiv arm og give dem et serviceeftersyn: de kan f.eks. have en forkert rækkefølge i informationerne, (meget almindelig fejl ved danske stile!), verbalsubstantiver, passive konstruktioner, sammensatte ord, papirord, klicheer og floskler, unødvendigt fagsprog eller forsnosket syntaks. Man kan lave sådan et service-eftersyn og vise, at det er dårlige tekster og vise det til skriveren, men det bliver han ikke nødvendigvis bedre af. De fleste grå tekster er ikke grå, fordi skriveren ikke kender sine mekaniske mangler. De er grå, fordi skriveren ikke fungerer som skriver. Skrivere bliver kun bedre ved at skrive.
Man kan ikke gøre skrivere bedre ved at reparere tekster.
7. Den bedste måde at lære at skrive på er at skrive, jo mere jo bedre, og at snakke med nogen om det, mens man gør det. At cykle er også den bedste måde at lære at cykle på. Men det går bedre, hvis man hele tiden ved, hvad man gør, og hvorfor man gør det, og hvis man har nogen til at støtte sig, indtil man er sikker. For at lære at skrive godt er det vigtigt at skrive meget. For at skrive meget skal man have lyst. For at have lyst er det vigtigt at skrive om virkeligheden, om noget, man har forstand på, eller noget, der ligger en på hjerte.
Men det vigtigste er måske at skrive til mennesker, som har andre interesser i læsningen end at få noget at rette i.
Interessen for kurset er stor, og det tilrettelægges derfor således, at kurset bliver gentaget flere gange, således at skoler, der geografisk set er beliggende i nærheden af hinanden, kan deltage samtidigt.

 

8. Gode tekster er tekster, der rører ved begge hjernehalvdele. Gode tekster er tekster, der starter i kroppen og ender i kroppen. Og undervejs kan de gøre alt mulig andet. Al god skrivning starter med sanserne, med observationer og iagttagelse, med at se og høre, skændes med folk og knytte følelser til. Al god skrivning starter med, at man fylder sin blok, for man ved ikke, hvad man har oplevet, før det står på blokken. Det er et kneb fra journalistikken, der jo netop handler om dagen, om det konkrete, om at fortælle det største gennem det mindste. Man kan gøre verden større og større, indtil det konkrete møder det abstrakte i metaforen. Den berømte abstraktionsstige er i virkeligheden en cirkel, hvor det mest abstrakte møder sanserne igen i metaforen. Dårlige tekster ligger altid midt imellem. Gode tekster er tekster, som i det konkrete kan finde den ene ting, som udtrykker det hele. Hold øje med vorten; find vorten, resten af manden er ligegyldig, men find vorten. Det er gode tekster.
Metaforen i alting. The Big Bang.
9. Mennesker lever ikke i virkeligheden, men i symbolske repræsentationer af virkeligheden. Kulturen består af de symbolske systemer, som vi benytter os af til at konstruere den virkelighed, vi lever i. I vores kultur er skriftsproget det vigtigste symbolsystem og dermed også den vigtigste adgang til kulturens fælles virkelighed. Derfor burde alle fag have elementer af skrivning i sig i alle timer, men vel at mærke skrivning som fører til erkendelse og virkelighedskonstruktion, ikke mekanisk skrivning, som skal sendes til en bogholder og fordeles på debet og kredit. God undervisning kan beskrives, den kan ikke foreskrives. Og det samme gælder den skriveproces, der kan føre frem til de gode tekster.
De gode tekster kan man kun lave, hvis man får lov til det.
Originalitet består ikke i at sige noget, som ingen har sagt tidligere, men i at sige præcis det, du selv synes.
James Stephen

 

Artikler

Rejsereportage: En same er aldrig alene

Berlingske Tidende, 12. september 1999

En same er aldrig alene

Midt ude i vildmarken, på grænsen mellem Jämtland og Lappland i Sverige, har samerne deres egen verden. Rejseliv tog på besøg.

Af Søren Søgaard

“Jeg troede ikke, I kom,” siger Odd Bjørnar anerkendende,

da min svenske ven Stig og jeg lægger vores oppakning i lyngen uden for hans kåte langt oppe i fjeldet. Vejret er barsk, og Odd Bjørnar og hans storfamilie af samer bor ikke ligefrem i et turistvenligt område. Efter at den absolut sidste grusvej slap op 30 km. fra hovedvejen mellem Strömsund og Gäddede, har vi gået opover og ledt efter dem i 3 1/2 time, men nu har vi fundet dem, og alt er godt.

Vi befinder os i samernes sommerlejr ved Lobbasjöen, 250 km. nord for Östersund, midt ude i vildmarken på grænsen mellem Jämtland og Lappland i Sverige. Disse samer tilhører Jiingevaeri Sameby, hvis hovedbeskæftigelse er pasningen af de ca. 4.800 rener, som de året igennem driver fra skovene op på fjeldet og ned igen i overensstemmelse med de otte årstider, renernes livscyklus deler deres tilværelse op i. Sommerlejren her ved Lobbasjöen ligger lige under trægrænsen og det nøgne fjeld, og renerne er i øjeblikket omkring 20 kilometer væk, ovre i Norge på den anden side af fjeldet.

Odd Bjørnar byder os inden for i kåten, hvor han bor med sin kone Britt og deres to sønner, Nils Mattias på 6 og Pär Björn på 17, samt Tanya, som er 18 år og fra Murmansk i Rusland, men nu har besluttet sig for at blive her og blive svensk same. Vi bliver beværtet med tørret og røget renkød og hjemmebagt brød med friskfanget fisk fra den sø, vi kan se nede i dalen. Og så naturligvis med kaffe, som alle drikker, og som hele tiden koges frisk på smedejernskomfuret i kåtens midte. Vi er ankommet og accepteret.

Samerne her er ikke til turister, og intet i denne sommerlejr er beregnet på turisme. Vi må gerne være her, men det er først, efter vi har vist, at vi kan gå i fjeldet og i øvrigt kan klare os selv, at de for alvor gider at snakke med os. Vi slår teltet op i en lavning med dværgbirk oven over selve lejren på en plet, hvor der tydeligvis tidligere har stået en kåte, og hvor der er en smule læ for den bidende vind og den drivende finregn, som tungt trækker ind over fjeldet fra den norske side. En af lejrens ældste samer, Ingemar på 63 år, betragter os skeptisk med sit brede læderansigt, mens vi fumler med stænger og pløkke. En gang imellem spidser han munden og suger luft ind med en skarp lyd, men det er også hans eneste kommentar.

Temperaturen er ikke over 5 grader her i juli, og til natten falder den yderligere. Vi går i soveposerne med alt tøjet på og er enige om, at vi kan blive hygiejniske, når vi kommer tilbage til Östersund. Det er ellers ikke, fordi man ikke kan komme i bad. Midt ude i fjeldet støder vi på en stor gryde kogende vand og en splitternøgen samekvinde i et plastikbadekar ved siden af. Hun nægter på det bestemteste at
lade sig fotografere, og vi skynder os ud af hendes luftige badeværelse igen.

Dette er en arbejdende lejr, hvor beboerne i to sommermåneder er optaget af at mærke renkalvene fra foråret og så i øvrigt tage sig af flokken. Selve lejren består af en halv snes kåter af forskellige størrelser samt et par hytter. En kåte er en slags kegleformet hytte med røghul i taget, et omvendt kræmmerhus bygget af kløvede
nåletræsrafter, birkebark og græstørv. Den ligner den slags tipier, man kan se indianerne bo i i de klassiske westerns, bare i fast form. Bohavet består af det meget vigtige brændekomfur i midten, nogle få hylder, birkeris på gulvet, dækket af kludetæpper, samt evt. et enkelt lille bord på lave ben til at spise på.

Her leves livet, og her sidder vi i den lange lyse aften og nat og taler sammen, mens børnene går i seng omkring os, efterhånden som de bliver søvnige. Britt er kristen, men hun ved også, at fjeldet er fyldt med kræfter. Nogle steder har mere kraft end andre, det kan man mærke, når man går i vildmarken. Og fordi hun har gået i svensk skole og senere taget universitetskurser i jura og andre nyttige ting, ved hun, at der er meget, svenskerne ikke har styr på. Det velsmagende vand, vi bliver budt på gentagne gange i løbet af sådan en aften, springer fra en kilde på toppen af fjeldet. ”Men vand kan jo ikke løbe opad”, siger Odd Bjørnar. ”Der må være en kraft oppe i himlen, der trækker vandet op og ud af fjeldet.” Og samer, som dør derude uden at blive fundet, vandrer omkring i vildmarken og kan hjælpe, hvis man kommer i vanskeligheder. Pär Björn, den ældste søn, har set dem mange gange. Nogle af dem går i samernes tøj fra gamle tider, lavet af skind. “Man er aldrig alene derude”, siger han alvorligt. “Man kan altid få hjælp”. Også rener kan af forskellige grunde blive ‘seiv’, sådan at de både findes og ikke findes, og ofte kan man møde store renhjorde, som ikke efterlader sig spor. Seiv-rener kan også blande sig med den rigtige renflok og måske føre dem på afveje.

Hergælder det om at slå ørene ud og lytte sig ind i et univers, som er ret meget anderledes end en københavners, men som er langt bedre egnet til overlevelse. Samernes børn lever deres liv i fjeldet, og ingen har opsyn med dem. Der findes ingen samepædagoger og fritidsordninger her. Når de ikke deltager i arbejdetsammen med de voksne, findes der til gengæld en række pædagogiske fortællinger
om en besjælet verden, som holder dem på plads, og Mattias på 6 år er ikke det mindste i tvivl om, at man bliver taget af Nøkken, hvis man leger i elven, eller at den næste kalv bliver født blind, hvis man leger med ilden.

Her oppe på grænsen til Norge er hunde og heste de vigtigste arbejdsredskaber, og det er som at befinde sig i en skandinavisk western at se samerne arbejde. Terrænet er barsk, og den valgte hesterace er svensk nordlandshest. “Islandske heste dur ikke”, erklærer Odd Bjørnar. “De er ikke stærke nok til fjeldet”. Hans egen hest har flækket en hov, som han har spændt sammen igen med en
hjemmelavet anordning, men han er bange for, at hesten er ude af arbejdet for resten af sommeren. “Men samernes bedste hjælper er nu myggene”, erklærer Britt. De holder nemlig renerne samlet og driver dem til fjelds fra de lavereliggende skove. En anden god hjælp har de af nordmændenes fåreflokke, som kommer længere op mod trægrænsen om sommeren. Rovdyrtrykket på renerne er nemlig stort, og svenskerne vil ikke lade samerne skyde de ulve, bjørne, jærv og ørne, som tager deres rener. Det hænder jo nok alligevel, men fårene er gode, fordi rovdyrene foretrækker dem. De er simpelthen lettere at fange. “Renerne er ligesom samerne”, forklarer Odd Bjørnar. “Når de går i skoven, nipper de lidt til lavet her og lidt der, og så går de videre, fordi de ved, at der kommer andre efter dem, som også skal have noget at spise. Men fårene er mere som svenskerne: de bliver på et sted, indtil de har hærget det fuldstændig, inden de fortsætter”.

Odd Bjørnar er egentlig norsk same, men det betyder ikke noget her. Han har aftjent sin værnepligt i Norge, men aldrig været i Oslo. I det hele taget har han kun været i en stor by en gang, dengang da samerne tog til København for at demonstrere i anledning af den radioaktive forurening efter Tjernobyl. En by er ikke et sted for ham.
Bortset fra alt det idiotiske, der foregår, er det jo ikke til at finde en
vejkant at lade sit vand i, hvis man skulle blive trængende, og maden smager heller ikke godt. Det kan han sige med munden fuld af frisk fanget ørred, som Pär Björn netop har bragt ind nede fra søen.

Dette er en boble, en fortryllet verden for en storbybo, og det er meget let at lade sig forføre af den og at romantisere den. Det taler vi også med samerne om, og de ved det godt. Om vinteren bor de nede i dalen, i rigtige huse, og de har også penge i banken og politisk indflydelse. Men alligevel er deres verden anderledes end vores, og selv om Stig og jeg synes, vi er seje her i fjeldet, har vi en klar fornemmelse af, at vi er skrøbelige væsener i den vældige natur
omkring os. Det er hele civilisationen, der holder os i live, og i modsætning til samerne er vi alene. For samerne kunne leve videre her sammen med alle de vandrende forfædre, selv om resten af verden forsvandt.

På vejen ned møder Stig og jeg to samepiger, som er på vej op. De er teenagere, 16-17 år gamle, og vi genkender dem oppe fra lejren. Hver af dem bærer på en stor rygsæk Vi hilser og snakker lidt. Det viser sig, at de har været en tur nede hos en fjeldbonde for at hente varer, som samelejren har bestilt pr. radiotelefon inde fra Gäddede. Varerne bliver kørt ud tilbonden, og samerne henter dem så til fods. Det er en tur ned ad fjeldet og op igen på omkring seks timer. Men i dag er det ingen sag, for vejret er godt. De smiler i solen og fortsætter opover, og vi trasker videre ned modcivilisationen, bilerne, indkøbscentrerne, medierne, underholdningen og
afslutningen på det tyvende århundrede.

Boks:

Vejen til samerne er ikke så ligetil. Man må have en kontakt til dem først, f.eks. gennem Jämtlands Län i Östersund i Sverige. Jeg satte min motorcykel på Oslobåden for at spare en køredag og kørte så fra Oslo til Östersund på en dag ad indlandsvejen, som er perfekt til motorcykler. Fra Östersund gik det godt 200 km. videre nordpå i Stigs gamle Golf, og til sidst var der kun fødderne tilbage over det åbne fjeld. Men disse samer kommer faktisk snart en tur til København og kan træffes på den store Jämtlandsmesse på Hotel Scandinavia d. 14. og 15. oktober.

Artikler

Essay: Den tillærte inkompetence

Dansklærerforeningens fællesskrift 1998

Se som pdf: PDF

Af alle indgangsniveauer i faget dansk er det første det vigtigste. Og i virkelighedens verden findes der slet ikke noget udgangsniveau, med mindre der skulle ske det, at verden stivnede i en færdig og endelig form, og alle historier holdt op. Det sprog, der skulle bruges til at beskrive denne tilstand, ville være det endelige udgangsniveau.
Undervejs kan man så opstille alle mulige standarder og krav, men det karakteristiske for dem vil altid være, at de er vilkårlige i den forstand, at de lige så godt kunne have været opstillet anderledes, og at deres evne til at forudsige de målte personers fremtidige præstationer er ret langt nede i nærheden af nul. Verden er fuld af beretninger om fremragende mennesker, som fik deres fremtidsudsigter malet i triste farver ved deres “udgangsniveauer”.
Indgangsniveauet i skolen forudsætter, at børnene møder op med et rimeligt fungerende sansemotorisk apparat samt et talesprog, og det er et stort held for os alle, at de fleste faktisk gør det, for, som Don Murray ynder at udtrykke det, hvis skolen skulle lære de små børn at tale, ville halvdelen af befolkningen forblive stumme.
Herfra sejler de så ud på det store hav af uddannelser og andre socialisationer i den kultur, vi alle driver rundt i. Og hvis de passerer ydermolen til det åbne hav på ret kurs, skulle de ikke have problemer. Men starter de ude af kurs, bare en halv grad, stiller sagen sig anderledes. En halv grad er der ikke mange, der lægger mærke til, herregud, hvad er en halv grad? Men hvis man sejler ni eller tolv år en halv grad ude af kurs, ender man ret langt fra, hvor man skulle have været, og jo længere tid, der går, jo vanskeligere bliver det at få plimsolleren rettet ind.

Jeg siger dette også ud fra et meget personligt perspektiv. Mine egne børn har haft meget forskellige læringsforløb. Den første var heldig (tænk, at man skal sige det!) og havde i sin skoletid kreative, rummelige lærere (i hvert fald i dansk), som interesserede sig for elevernes forståelse af verden og gjorde dem glade og trygge ved sig selv og dermed produktive. Den anden havde snæversynede, formalistiske, fejlfindende bogholdere, der underviste ud fra en overbevisning om egen ret og gjorde deres elever usikre og passive.
Jerome Bruner fortæller om det sted i hans liv, der bestemte hans senere karriere som uddannelsespsykolog. Han lavede på det tidspunkt rotteforsøg i et laboratorium for at finde ud af, hvad stress betyder for læring. Rotternes opgave var at finde vej ud af en labyrint. Hver gang de valgte forkert, blev de straffet med et lille stød. En del af rotterne var forud blevet stresset med strøm i et andet miljø, sådan at lige meget hvad de foretog sig, fik de det lille stød. De friske rotter løste opgaven efter gennemsnitlig 20 forsøg. De stressede rotter brugte 170. De havde lært, at de ingenting kunne, og at intet nyttede.
I skolen underviser vi efter et princip, som kan forekomme lige så besynderligt i det omfang, vi følger det. Vi opmuntrer eleverne til at gøre deres bedste, hvorefter vi belønner dem med en dårlig karakter. Derefter siger vi, at de skal gøre det igen. Og igen, og igen. Og på et tidspunkt undrer vi os over, at de ikke gider mere.
Dansk er skolens vigtigste fag, for sproget er ikke blot et mekanisk værktøj, der sætter os i stand til at kommunikere tanker og erkendelse. Tanker og erkendelse kan slet ikke tænkes uden. Sproget konstruerer selve vores verden og dermed alt, hvad vi ellers kalder fag i vores uddannelsessystem. Da Adam gik rundt i Edens have og gav alle ting navne, blev verden til, ikke før. Og læg mærke til, at det var Adam og ikke Gud, der opfandt sproget. Det fattige sprog er et fængsel, en fattig verden med fattige tanker, som vi kun kan kompensere for ved hjælp af billeder og drømme.
Fra vi er ca. seks år gamle bliver vi tosprogede. Ved siden af talesproget kommer skriftsproget, det første fremmedsprog. Skriftsproget har en række fordele frem for talesproget. En af dem er, at man bliver nødt til at eksplicitere alting for at kunne skrive. En anden er skriftsprogets permanente karakter, der betyder, at man gennem skriften eksternaliserer sine indre oplevelser og erkendelser, sådan at de bliver til ydre genstande, der kan betragtes fra alle sider og forhandles med andre mennesker. Sproget, og især skriftsproget, bliver derfor til kulturskabte erkendelsesværktøjer, som vi bruger til at benævne og fortolke verden omkring os. Og som vi ved fra den hermeneutiske cirkel, bygger alle fortolkninger på et samspil mellem helhed og dele. Delene får deres betydning af helheden, som på den anden side igen består af delene. Men helheden er altid større end summen af de dele, den består af, og helheden kommer altid først. Man skal først forstå skoven, før man kan forstå de enkelte træer. Og de enkelte gader i byen får først mening, når man forstår hele byen. Derfor skal romaner læses i ét hug, og tekster skrives med det indre blik stift rettet mod historien.
Det er derfor absurd at tro, at man kan lære mennesker det mystiske og berusende skriftsprog blot ved at lære dem at stave, eller at man kan gøre mennesker interesseret i litteratur ved at lære dem litterær analyse. Stavning og analyse er mekanik, skrivning og litteratur er helhedsoplevelser og helhedsfortolkninger. Først når helhederne er på plads, og mennesker er trygge ved deres egne kræfter som fortolkere og konstruktører, kan man kigge på mekanikken.
Så når vi snakker om indgangsniveauer, er det vigtigt, at mennesker tager sproget i besiddelse til det, det er beregnet til: at konstruere oplevelser og mening. Det er faktisk muligt at lære små børn at læse ved at lære dem at skrive egne historier med ført hånd uden at spekulere på mekanikken, omtrent som de lærer at tale. Det er muligt at gengive trætte 7.-klasser troen på, at det er spændende og morsomt at skrive, ved at tilbagegive dem magten over deres egne historier og deres egen virkelighed. Og det er muligt at samle mennesker op efter gymnasiet og sende dem på opdagelse i deres egne verdener, hvis man giver dem lov til at hjælpe sig selv og hinanden med at konstruere skriftsproglige helheder, der altid vil være større end summen af de dele, de består af.
Niveauer burde derfor slet ikke handle om elevers målelige (?) præstationer efter gud ved hvilken undervisning. Niveauerne burde handle om undervisningen. Således burde skriftlig dansk deles op i to niveauer, som man kunne kalde fx skrivning og mekanik. Skrivning skulle handle om at indsamle, fokusere og forme gode historier om verden, som kan læses og forhandles med andre uden utidig indblanding af bedrevidende bogholdere. Mekanik skulle så handle om bogholderiet, de mekaniske dele i sproget, som bedst indlæres mekanisk, og uden at den skrivendes personlighed er på spil. Sandt er det i hvert fald, at jo mere, man skriver, jo bedre bliver man til det, og jo lettere lærer man også mekanikken. Man kan lære at stave ved at lære at skrive, men man kan ikke lære at skrive ved at lære at stave.
En elev i 9. havde skrevet en stil om et billede fra det 19. århundrede, som virkelig havde gjort indtryk på hende. Det var en glimrende tekst, fokuseret på billedets vigtigste historie, elegant vekslende mellem beretning, beskrivelse og sceniske mellemspil med spændende tempusskift og god struktur. Læreren gav hende stilen tilbage med et 8-tal, røde streger under nogle få stavefejl og en kort melding om, at der burde have været flere analytiske iagttagelser.
Eleven havde gjort sit bedste og investeret et stykke af sin person i en god tekst. Læreren havde gjort sin pligt og anvendt sin målestok. Hvis eleven går rundt med en vag følelse af at være en stresset rotte i en labyrint, er det jo ikke lærerens skyld.
Jerome Bruner
Forskningsprofessor i psykologi ved New York University, en af hovedpersonerne bag den såkaldte ’kognitive revolution’ og bag kulturpsykologien. Seneste bogudgivelse på dansk er Uddannelseskulturen, som udkom på Munksgaard i 1998.

Don Murray
Faldsklærmssoldat under 2. verdenskrig, forfatter, journalist og lærer, professor emeritus i engelsk ved University of New Hampshire. Klummeskriver ved Boston Globe og en af verdens kendteste skrivepædagoger. Har optrådt flere gange i Danmark, men ingen af hans bøger er desværre oversat. Gode titler er Writing for Your Readers, A Writer Teaches Writing og Write to Learn.
Oversættelser

JEROME BRUNER, UDDANNELSESKULTUREN, 1998

Munksgaard, 1998

Den bredt anerkendte amerikanske psykolog Jerome Bruner viser, hvordan børn (og dermed også uddannelsen af dem) kun når deres fulde potentiale ved at deltage fuldt ud i kulturen. Ikke bare i kulturens mere formelle sider, men i selve kulturens måde at forstå sig selv på, at tænke på, at føle og samtale på.
ISBN: 87-412-0284-8

 

Artikler

Klumme: Retten er sat

Berlingske Tidende, 29. marts 1995
Retten er sat

Dette er scenen: Bag et langt bord sidder de tre dommere, der også fungerer som anklagere. Foran bordet en stol til delinkventen, og på hver side stole til bisidderne. Lyset er skarpt og hvidt fra lysstofrør i loftet. Atmosfæren er tyk af kridtstøv, fugtige gummistøvler, svage spor af leverpostej og dårlig samvittighed.
Den anklagede er lille og tynd, og efterhånden som seancen skrider frem, runder han ryggen og bliver langsomt tyndere og tyndere.
Der er forældrekonsultation på skolen.
De tre dommere kigger lidt på hinanden, skubber knitrende nogle papirer rundt og starter f.eks. samtalen sådan her:
“Hvordan synes du så egentlig det går?”
“Meget godt…”
“Du synes det går meget godt?”
“Jah, det…det synes jeg da…”
“Nå! Det forbavser mig, for det synes vi faktisk ikke!”
“Nåh…”
“Hvorfor synes du det går meget godt?”
“Det ved jeg ikke…”
“Hvad er det du synes er godt?”
“Det…det ved jeg ikke…”
“Synes du det går godt med kammeraterne?”
“Jah, det…det ved jeg ikke…”

Der går ca. et kvarter. Den anklagede får ikke mange chancer, og hans to bisiddere har svært ved at komme ind, mens de tre på den anden side af bordet afvikler deres planlagte strategi for afhøringen.
Til sidst rømmer faderen sig forsigtigt og spørger:
“Øhh, jamen er der slet ikke noget, han er god til?”
Det viser sig, at det er der. Han er faktisk mægtig god til dansk samt nogle forskellige småting, som hurtigt kan nævnes og gøres færdige, “for de er jo ikke noget problem.”
Det er der derimod så meget andet, der er.
Faderen og moderen ved, at deres barn finder skoledagen interesseløs og dræbende kedsommelig. De ved også, at han har haft mange små nederlag undervejs, som tilsammen vejer tungt på hans spinkle ryg, og at flere af lærerne har gjort ham bange for at spørge, hvis der er noget, han ikke forstår. Men det kan de jo ikke så godt sige her, hvis de skal være loyale over for den skole, som fylder så meget i deres barns liv.
Og problemet er, at den skole efterhånden har overbevist deres barn om, at der er en lang række ting, han ikke kan. De ved, at han har mange talenter, men af en eller anden grund er det ikke rigtig noget, skolen kan bruge til noget. Det er ikke hans talenter, skolen er interesseret i. Det er hans fejl.
Ligesom så mange andre børn var han i starten ivrig og fascineret af skolen og af bogstavernes og tallenes magi. Men i skolen lærer man ting på en anden måde end udenfor. Da han var lille og lærte at tale, lærte han det ved simpelthen at tale, og når han sagde noget forkert, blev han støttet og opmuntret af de voksne, som syntes, at hans fejl var sjove og nuttede. Men i skolen er der ikke mange, der synes, at fejl er nuttede. I ganske mange år har skolen for ham været en fejlfindingsanstalt, og det vigtigste, han har lært, er at holde en lav profil. Hvis man ingenting laver, kan man jo ikke lave fejl. Og jo mindre man investerer, jo mindre er risikoen for nederlag. Det gælder om at begrænse skadernes omfang fra starten.

Hoveddommeren kigger strengt på den skyldige: “Der er kun én ting at gøre,” siger hun strengt. “Knofedt. Du skal bare bruge noget mere knofedt. Er det en aftale?”
“Jah, det…det tror jeg nok,” siger den anklagede. Han ved stadig ikke, hvad han er god til, eller hvor han skal vokse sig bedre i alt det, han ikke kan. Der er ikke meget, der tyder på, at hans skoledag vil blive mere spændende, hans nederlag færre eller hans lærere mere engagerede i ham.
Han er fundet skyldig og er blevet idømt knofedt samt et halvt års yderligere skolegang.

        Indtil den næste forældrekonsultation.
Artikler

Klumme: Hvorfor går børn i skole?

Berlingske Tidende, 5. oktober 1994

Hvorfor går børn i skole?

Samtale ved middagsbordet:
“Far, hvorfor skal børn egentlig gå i skole?”
“Tjah, det ved jeg såmænd ikke. Hvorfor tror du de skal?”
“Det ved jeg ikke. Fordi de voksne siger vi skal. For at lærerne kan have et arbejde.”
“Hmm. Ja, hvis det er den eneste grund, så tror jeg vi melder dig ud af skolen i morgen. Er det ok?”
Prikken i frikadellerne.
“Altså, hvis jeg skulle vælge mellem at gå i skole og ikke at gå i skole, så vil jeg nok helst gå i skole.”
“Hvorfor dog det? Du kunne jo blive hjemme og lave hvad du havde lyst til 8 timer hver dag!”
“Jo, men det er nok lidt usmart. Det er også kedeligt ikke at snakke med kammeraterne.”
“Du kunne jo bare møde dem, når de får fri fra skole, så.”
“Ja, men måske skal jeg også lige lære noget.”
“Hvorfor dog det?”
“Så jeg kan finde ud af ting, ikke?”
“Ting?”
“Ja, læse f.eks.”
“Jamen, det kan du jo godt i forvejen”
Mere prikken i frikadellerne. Lidt panderynken.
“Jeg synes mest det er spild af tid. Hvorfor skal børn dog bruge så meget af deres barndom på at sidde der og høre lærerne ævle. Vi kan alligevel ikke huske det meste af det. Jeg vil sådan set gerne gå i skole, men kun 4 timer om dagen. Ikke mere end 4 timer. Resten er altså spild af dejlig tid!”
“Men I gør da vel ikke altid det samme i timerne!?”
“Joh, lærerne står og snakker, og så skal man lave et eller andet. Det er det samme med dem alle sammen. Og så bliver de sure og råber op, hvis man laver et eller andet de ikke lige synes. Det hele er kedeligt.”
“Det hele?”
“Ja, for det er jo deres arbejde, ikke? De gør det jo hver dag, og så gider de ikke lave noget skægt ud af det.”
“Hvad synes du bedst om i skolen?”
“Formning. Og så frikvartererne. Men de er også kedelige.”
“Ikke andet?”
“Joh, jeg kan lide at skrive, men vi får næsten aldrig lov til at læse op og sådan noget. Og så kan jeg lide emneuge og at lave ting. En gang lavede vi en regnskov ude på gangen, det kunne jeg godt lide! Men vi skal mest lave det, lærerne siger.”
“Hvad synes du er kedeligst i skolen?”
“Det ved jeg ikke. Det meste. Jeg hører ikke så meget efter. Jeg tænker meget på andre ting, ting jeg kan lide.”
Vi snupper lige et par frikadeller til. I morgen er det lørdag…