Berlingske Tidende, 7. maj 1991
Af en endnu levende censors erindringer
Af Søren Søgaard

Studentereksamen!!

Set i bakspejlet er det
forunderligt, som systemet virker. Jeg mener, tusindvis af elever og lærere mødes hvert år under urimelige forhold, hvoraf det værste er antallet af ofre, som skal køres igennem salamimaskinen på en arbejdsdag. Uden pauser, bortset fra en kort (og ofte kummerlig) frokost, uddeler læreren endelige domme over lange rækker af unge mennesker. Og vi må håbe, at alt går til på bedste måde, for mange fremtider afgøres her, i studentereksamens kværn.

Censor er på en mærkelig måde både tilskuer og deltager i dette drama. En garvet censor må så kunne sammenfatte sine erfaringer til gavn og glæde for fremtidige ofre. Right? Lad os se på sagen.

Jeg er på et gymnasium i en sjællandsk provinsby. Det er første eksamensdag, sidst på dagen, som ikke har været meget opløftende. Læreren er flink og rar, smiler opmuntrende til sine elever og forsøger at støtte dem, som han bedst kan, uden dog direkte at forære dem noget. Men han er ikke særlig god til at eksaminere, og eleverne har været søde og gennemsnitlige hele dagen. Det er svært at bevare koncentrationen og huske den ene fra den anden, og når jeg lader blikket glide ned over karakterlisten, ser det bedrøvelig jævnt ud med en tendens til tyngde.

Jesper
Ind kommer Jesper, dagens sidste.

Tingene ser straks lidt lysere ud. Jesper er i fin form, velklædt og smilende, ser direkte på folk, trykker i hånden, præsenterer sig med for- og efternavn, bevæger sig spændstigt rundt i lokalet, velforberedt og selvsikker. Fra forberedelsen har han en stak notater med. Eksaminationen begynder.

Når jeg nu tænker tilbage, kan jeg måske godt huske, at læreren havde et lidt bekymret udtryk i øjnene, tror jeg.

Under alle omstændigheder udvikledeeksaminationen sig hurtigt i retning af det skinbarlige nonsens. Jesper havdefaktisk ikke begreb skabt om noget som helst, der blot havde den svageste forbindelse med stoffet. Men med stor energi hagede han sig fast i censor (mig), afviste ethvert tilnærmelsesforsøg fra læreren og for fort i sin
vankundighed, smilende og overbevisende. Indtil han pludselig, efter ca. ti minutter, afbrød sig selv og gav sig til at diskutere, hvilken karakter han med rimelighed kunne forlade lokalet med.

Det havde læreren og jeg ikke megen lyst til. Med nogen vanskelighed fik vi i fællig afsluttet eksaminationen og sendt Jesper ud. Velvilligt takserede vi ham til et 03. Det gik læreren så ud og fortalte ham. Han kom skyndsomst tilbage igen og lukkede døren bag sig. Ilokalet på den anden side gav Jesper sig til at råbe, og et øjeblik efter kunne vi høre den umiskendelige lyd af inventar, der blev knust mod vægge og gulv.

Vi overvejede situationen. Sammen kunne vi nok havde nedlagt Jesper, men det ville ikke se så godt ud i EkstraBladet. Telefon var der ikke i lokalet, og selv om der havde været, hvad så?
Politi? Ikke godt! Så vi besluttede at ride stormen af, forudsat han altså ikke kom ind til os for at aflive os, hvilket en del af råbene højlydt stillede i udsigt.

Efter tre-fire stole og et enkelt bord løjede stormen af, og vi afsluttede dagen. Om han blev student, og evt. hvordan, ved jeg ikke.

Lysette
Eller Lysette i Nordsjælland. Hun kommer ind i leopardbukser, med en tændt pibe i hånden og håret i en meget trafiksikker farve. Hun har sort læbestift på, bander og svovler i vaskeægte nørrebrosk dialekt, siger hverken goddag eller noget som helst, men går
“lige løs på lortet”, som viser sig at være en sammenligning af to
guldalderdigtere, nemlig Winther og Aarestrup.

Hvordan skal det dog gå! Hvordan?
Hun er fremragende. Bag den sproglige forklædning er der ikke noget i vejen. Efter 5 minutter går det med stigende undren op for mig, at der faktisk ikke er en eneste krog i opgavens tekster, hun ikke til overflod har forstået. Og ikke alene synes hun, at guldalderdigtning, især Aarestrup, “fandme er skide lækkert”, men hun fører os rundt i hele periodens værdiunivers og historiske virkelighed med suverænt overblik og i en forbløffende blanding af gadesprog og akademisk fremstilling. Efter 20 minutter er jeg overbevist. Lysette får 13.
“Det er sgu OK”, mener hun. Så vidt jeg ved, læser hun nu filosofi.

Lærke
I København møder jeg Lærke. Hun er oppe i historie. Jeg har lagt mærke til hende tidligere. Hun er enormt tjekket og smuk, læner sig op ad væggen i elegante stillinger og ryger med rør, taler og smiler, flirter med både lærer og censor. Da hun kommer ind efter forberedelsestiden, er hun dog stille og tavs. Eksaminationen begynder i tavshed. Læreren smiler opmuntrende til Lærke. Han er bange for at hyle hende ud af den og vil lade hende begynde selv. Sympatisk. Efter et antal minutter bliver situationen dog uholdbar, og læreren siger forsigtigt: “Nå, Lærke, vi må jo se at komme i gang. Hvad med at….”
Lærke begynder uden varsel at skrige. Hun falder hen over bordet og trommer med sine små, velplejede hænder i bordpladen:
“Nej…nejnejnej…jeg vil ikke…åh NEJ!”

Vi kigger rædselsslagne på hende og forsøger febrilsk at tysse hende ned. Hvad mon folk ude på gangen tænker? Lærke skriger ufortrødent videre et stykke tid, indtil læreren får hende rejst op,
giver hende vand og smøg, går lidt frem og tilbage med hende. Det tager nogle minutter. Da hun er blevet rolig, sætter hun sig igen og smiler blegt til mig.

Jeg smiler faderligt tilbage.
Læreren virker nu mere nervøs end Lærke. Han kigger forsigtigt på hende og forsøger sig: “Nå, Lærke, mon ikke vi…” Nye skrig fylder rummet, små hænder trommer. Osv. Jeg mener, at tiden nu må være gået. Vi får dysset Lærke ned, får hende rejst op og gelejdet udenfor.

Tjah, meget mere end 00 kan man jo ikke få for at møde op og skrige. Fuld af ruelse går læreren ud for at meddele resultatet. Jeg går med, for alle tilfælles skyld.

Udenfor står Lærke, smukt draperetop ad væggen, helt cool, rygende på sit rør. “Nå, ja ja, jeg tænkte det jo nok. Vi ses til næste år!” Hun skruer sig elegant ned ad gangen og vinker bagud over ryggen.

Hvis tur er det så?

Ole
Ole er enormt flittig og intens.
Han ser oprigtigt på lærer og censor og giver os ret i alt. Og international politik er altså bare SÅ interessant. Et problem dukker op: I et bestemt område bør status quo bevares. Læreren spørger: “Jamen, hvad ER da status quo?” Ole tænker sig om i nogle tanketunge øjeblikke. “Det er en by,” siger han afgjort og læner sig tilbage i stolen. Læreren er desorienteret. “Er det en by,” spørger han overrumplet.
“Ja,” fastslår Ole, og før nogen kan forhindre det, er han oppe ved
det store verdenskort. “Og den ligger der!” Han anbringer en finger i
Det Ydre Mongoli, lige vest for Ulan Bator.

Så farer der en uundskyldelig, men forståelig djævel i læreren. “Er der da nogen særlig grund til, at den skal bevares?” Et minuts tid er situationen kaotisk, men læreren er også hårdt ramt. Dagen før havde en elev anbragt Asien i Zaire. En anden havde
udkæmpet Vietnamkrigen i Korea.

Og sådan går eksamensdagene. 12 eller 15 elever på rad og række, hver med deres liv, problemer og historier.
Censor lærer dem at kende i 20 eller 30 minutter af deres liv, og de har alle krav på opmærksomhed, indlevelse og retfærdig behandling. Og den konventionelle visdom er ikke i tvivl: Går det godt for en klasse, er det, fordi eleverne er begavede.
Går det dårligt, er læreren dum.

Censor er kun på gæstevisit.
Eleverne passerer revy, alt for mange pr. dag. Når man tænker tilbage, flyder de sammen til en slags standardelev, som ikke findes. Jeg ved, at der er små kurser i at gå til eksamen. I at klæde sig, gå og stå, komme ind og gå ud, indlede, tale med det rigtige tonefald og med det rigtige kropssprog osv. osv.

Men jeg tror ikke på det. Når det kommer til stykket, kan man godt bande sig gennem Aarestrup og Winther. Og hvadhjælper det at beherske det rigtige kropsprog, hvis inventaret knuses, og status quo er en by i Det Ydre Mongoli.