Kategoriarkiv: Bøger

Genvejstaster, 2009

Johannes Fibiger & Søren Søgaard

Academica 2009. ISBN 978-87-7675-736-6

Kapitler:

Forord: Genvej til gode tekster
Indledning: Når du skriver i bacheloruddannelserne
1.  Sproget og skriften
2.  Skrivning som et håndværk
3.  Skriveprocessens arbejdsfaser
4.  Skrivecoaching som værktøj
5.  Når ordene strejker – om skriveblokeringer og skriveangst
6.  Akademisk formidling og artikelskrivning
7.  Genrer i bacheloruddannelserne
8.  Empiri
9.  Opgaveskrivningens retorik
10. Præsentation og performance
Afslutning: At få nok ud af din vejledningBagsidetekst:

Genvejstaster er lavet til dig, der skal skrive opgaver på bacheloruddannelserne. I modsætning til andre beslægtede bøger tager den udgangspunkt i opgaveskriverens problemer. For det, der sker på de videregående uddannelser er, at mange studerende kommer til kort med de færdigheder, de har erhvervet sig i ungdomsuddannelserne. Nogle får kurser i opgaveskrivning, andre lærer sig selv at skrive opgaver, men mange lærer det aldrig og udvikler skriveblokering og blindhed over for, hvad der fungerer og hvorfor.

 

Genvejstasters overordnede mål er at angive genveje til at skrive funktionelt i de genrer, du som studerende møder i din uddannelse. Det drejer sig om bachelorprojektet, synopser, praktikrapporter, præsentationer og faglige artikler. Bogen fokuserer desuden på informationssøgning, skriveprocesser, skriveblokeringer, teksters retorik, argumentation, kildehåndtering, layout og sproglige sammenhængskraft. Endelig ser vi på den mundtlige præsentation, som den kendes fra oplæg og eksaminer på baggrund af projektopgaver eller synopser.

Skriftens veje 2009, 2. udgave 2011

Johannes Fibiger, Inger Maibom og Søren Søgaard

Academica, 2009. ISBN 978-87-7675-519-5
2. udgave   2011. ISBN 978-87-7675-890-5

Kapitler:

Indledning: Scribo ergo cogito
1.  Sprogets og skriftens historie
2.  Skriftens kultuhistoriske betydning
3.  Fra proces til produktskrivning
4.  Vejen til skriften – om skriveprocessen
5.  Tekstens hus – om tekstens konstruktion
6.  Teksters byer – om genreskrivning
7.  Fiktionsskrivning
8.  Skriftlig dansk
9.  Journalistiske genrer og webgenrer
10. Progression og skrivedidaktik – i indskoling, mellemtrin og udskoling
11. Håndskrivningens didaktik
12. Computerskrivningens didaktik
13. Fra Tavle til smartboard
14. Evaluering og efterbehandling af skriftlige produkter

Bagsidetekst:
Der er ikke én vej til at skrive godt eller undervise andre i skrivning, men utallige vejkryds, som både skribenter og skrivevejledere skal navigere i. At skrive betyder at træffe valg. ikke bare om emner, genrer, layout eller målgruppe, men også om ordvalg, tekstbånd og flow. for at kvalificere disse valg har man brug for en guide. Skriftens veje er et klart svar på denne udfordring!

Skriftens veje er den første bog af sin art, der både beskriver skrivning og skriftlighed indgående og giver konkrete anvisninger på, hvordan man både bliver en bedre skribent og en dygtig underviser i skriveprocesser. Målet er at skabe ruter ind i skriftens forunderlige verden og gøre feltet farbart i form af en samlet fremstilling af hånd- og computerskrivning, proces- og produktskrivning, genreskrivning og responsgivning.

Skriftens veje giver både læreren og den lærerstuderende et solidt fundament inden for et område, der mere end nogensinde før er centralt for både studier og undervisning. Bogen er skrevet af skrivelærere med livslange erfaringer, der strækker sig fra indskolingens legeskrivning til akademisk skrivning, journalistisk formidling og bogudgivelser.

Nordkraft – fra bog til film, 2005

Søren Søgaard

Gyldendal, 2005.  ISBN 87-02-03969-9

Nordkraft – fra bog til film er en studiebog til hovedværkslæsning i dansk. Bogen sammenligner roman og film og er tænkt til et integreret forløb med litteratur, sprog og medier i undervisningen. Tilgangen er både litterær og filmanalytisk, og fokus er at klarlægge de forskelle på de to værkers form og indhold, som har betydning for den måde, fortællingen udformes, opleves og forstås på.

Bogen behandler tre centrale temaer:
·        romaners og films fortællermuligheder
·        romansprog og filmsprog
·        adaptation: processen fra bog til film

I Nordkraft – fra bog til film er der uddrag fra roman og filmmanus, og forfatter Jakob Ejersbo og instruktør Ole Christian Madsen reflekterer i deres indlæg over processen fra bog til film. Der er en lang række opgaveforslag og et minilex med centrale filmiske begreber, forklaret i ord og billeder. Tilknyttet er også hjemmesiden www.nordkraftfilmen.dk, der indeholder filmens trailer, soundtrack, musikvideo og meget mere.

Skriv om virkeligheden, 2005

Søren Søgaard

Avisen i undervisningen 2005.  ISBN 87-90048-38-5

•  Aviser
•  Journalistik
•  Praksis

Skriv om virkeligheden henvender sig til elever i ungdomsuddannelserne, som arbejder med aviser, enten som et mål i sig selv eller som en del af andre opgaver eller projekter. Den består af tre dele: en oversigtsdel om avisernes historie og samfundsroller, en håndværksdel om journalistikkens væsen og skriveformer og en anvisningsdel med konkret hjælp til at gennemføre et avisprojekt i undervisningen.
Opgaveforslag til bogen ligger på www.aiu.dk, ligesom der bogen igennem er henvisninger til interessante og anvendelige netsteder.

Reporter, 2001

Søren Søgaard

Malling Beck Forlag 2001.  ISBN 87-7417-810-5

Reporter Reporter er et kreativt værktøj, der gør det muligt at introducere avisen for eleverne allerede i slutningen af indskolingen og på mellemtrinnet.
I lærervejledningen til Reporter kan man hente inspiration til, hvordan Reporter kan inddrages i en undervisning, der kommer bredt omkring en række danskfaglige aktiviteter. Derudover findes en grundig baggrundsviden om avisens historie, produktion og genrer. Bagerste del af lærervejledningen er en manual til programmet. Programmet består af tre dele:

  • Lav selv avisen, hvor eleverne kan arbejde i avis-skabeloner med at skrive mindre tekster og illustrere dem med billeder.
  • Opdag avisen, hvor eleverne kan bladre i en tekst med de mest grundlæggende informationer om avisens genrer, produktion og opbygning. Teksten kan også høre som speak. Emnerne er: Hvad er avisen, Hvem laver avisen og Hvordan læser man avisen.
  • Leg med avisen, hvor eleverne kan eksperimentere med en række avisrelaterede aktiviteter, fx skrive en historie samtidig med at de bygger et billede op og laver sjove billeder af redaktioner og journalister. Alle billeder kan gemmes og anvendes i avisskabelonerne i Lav selv avisen.

Dagdriveren og detektiven, 1998

Søren Søgaard

Avisen i Undervisningen 1998.
ISBN 87-90048-14-8

Dagdriveren og detektiven En bog om journalistik for amatører.Denne bog handler om en anden form for skriveundervisning. Den tilbyder journalistiske arbejdsformer som en pædagogisk metode til at fremme netop det, der ser ud til at være disse års mantra i undervis­ningsverde­nen: procesorienteret skriveundervisning, undervisningsdiffe­rentiering og “ansvar for egen læring”, på en meningsfuld og bæredygtig måde. Og frem for alt: at lære det ved at gøre det, i stedet for at sidde i klasseværelset og høre om det. Man kan kun lære at cykle ved at cy­kle…
Det er en optimistisk bog, fordi den tror på, at alle mennesker i alle aldre og på alle trin af deres udvikling kan skrive og kan lide at skrive, hvis de får lov til at gøre det uden alt for megen kontrol og med et mi­nimum af røde streger.
Dagdriveren og detektiven henvender sig til de ældste klasser i folkeskolen og til gymnasiet og de øvrige ungdomsuddannelser, men andre kan også bruge den. Højskoler, seminarier, studerende og individuelle skrivere kan bruge både den journalistiske metode og skrivemodellerne til at gøre sig bedre til det magiske håndværk, som skrivning er.
Dette er en bog for amatører i egentligste forstand: mennesker, der kommer til at holde af at gøre det, de gør.

At skrive – det er ingen kunst, 1995

Munksgaard 1995.
ISBN 87-16-11398-5

En bog om skrivning som et håndværk der kan læres.Man kan kun lære at skrive, mens man skriver. Problemet er at finde ud af, hvad der virker godt, og hvad der ikke gør, især hvis man er en af dem, der blev rettet ihjel undervejs. Men i virkeligheden er der kun én i hele verden, der ved, hvad du kan, og hvor skoen trykker, og kun én, der kan lære dig at skrive. Den person er i begge tilfælde dig selv. Læseren præsenteres i bogen for en række mulige skriveværktøjer, som skal medvirke til at lukke op for de ressourcer, som alle skrivende besidder. Skriveprocessens faser gennemgås:

  • At få idéer
  • At samle stof
  • At få overblik
  • At skrive teksten
  • At gøre teksten færdig

Til hver fase foreslås nyttige værktøjer, og teksten suppleres med opgaver. Endelig afsluttes bogen med et kapitel om større skriftlige opgaver og et om skriftlig eksamen.

At skrive – det er ingen kunst henvender sig primært til danskundervisningen i Den Almene Voksenuddannelse, men bogen kan bruges af alle, der gerne vil skrive bedre, og vil også kunne fungere som en nem og overskuelig håndbog.

Skrivebogen, 1994

Ellen Krogh, Alma Rasmussen & Søren Søgaard

Dansklærerforeningen, 1994.
ISBN 87-7704-292-1

Skrivebogen Skrivebogen betragter skrivning som en proces og et håndværk, der kan læres af alle. Her kan du finde hjælp og mulige løsninger, hvis du enten skal eller har lyst til at skrive og f.eks. kan nikke genkendende til et eller flere af følgende problemer:

  • Hvordan skal jeg dog finde ud af, hvad jeg skal skrive om?
  • Hvor skal jeg lede for at finde materiale?
  • Hvordan skal jeg få styr på mit stof
  • Hvordan kommer jeg i gang?
  • Hvem kan jeg snakke med for at komme videre?
  • Hvordan kan jeg blive bedre?

Bogen er primært beregnet for skriveundervisningen i ungdomsuddannelserne, men kan også anvendes til selvstudium.