(Bragt i tidskriftet Viden om Literacy, nr. 19, 2016)

Fra mundtlig til skriftlig kultur– historie og konsekvenser

Af Søren Søgaard, cand. mag. tidligere gymnasielærer, senere journalist, forfatter og oversætter. Se mere på www.soeren-soegaard.dk

Artiklen bygger på nogle af mine kapitler i bogen Skriftens veje (Academica, 2011). I bogen kan man læse meget mere om emnet.

———————————————

Denne artikel ser på skriftsprogets oprindelse og funktion og dets forhold til talesproget. Endvidere ser den på, hvad de mundtlige kulturer vandt ved indførelsen af skriften, men også lidt på, hvad der gik tabt. Det ser ud til, at de skriftsproglige kulturers symbolske repræsentationer af virkeligheden kan fremmedgøre os fra en oprindelig livsintensitet og gøre det vanskeligere for os at fornemme, hvad der virkelig er virkeligt. Der er dog grund til at tro, at en indsigt i skriftens kulturhistoriske virkninger kan hjælpe os til at udvikle meningsfulde læreplaner og undervisningsmetoder i skolen.

——————————————

Sproget er menneskets vigtigste kulturelle redskab, og selvom det er uklart, hvornår i evolutionens løb mennesket udviklede sprog, er der almindelig enighed om, at mennesker for 200.000 år siden havde en betydelig sprogevne, og at sprog, som vi kender det, var en del af menneskets udstyr for omkring 50.000 år siden. Hånd i hånd og uløseligt forbundet med sprogets udvikling gik en stadig mere udviklet intellektuel klarhed og evne til analytisk tænkning. Samtidig markerer udviklingen af sproget et afgørende skift i menneskets forhold til omgivelserne. Fra at være et biologisk væsen (som alle andre) blev mennesket nu et kulturelt væsen, hvis eksistens ikke længere var underkastet blinde naturkræfter, men i høj grad byggede på sociale fællesskabers samarbejde og arbejdsdeling. Sproget kan opfattes som både en forudsætning for og en følge af denne kulturelle udvikling, og ligesom der ikke på Jorden findes mennesker uden kultur, findes der heller ikke mennesker uden sprog.

Mennesker indlærer deres sprog forbavsende hurtigt og råder allerede fra 2-årsalderen over et betydeligt ordforråd sammen med bøjningsendelser, artikler, hjælpeverber, adverbialer og præpositioner, så barnet kan udtrykke forhold som antal og bestemthed samt rum-, tids- og modalitetsforhold. Denne eksplosive udvikling viser sprogets betydning for menneskets sociale overlevelsesstrategi og antyder samtidig, at sprogindlæringen har et eller andet genetisk grundlag, som tidligt i barnets udvikling holder et vindue åbent for sprogindlæring, fordi den voldsomme sprogudvikling i form af akkumulation af ord og sofistikering af grammatikken foregår i et tempo, som ligger ud over, hvad vi er i stand til at opnå hverken alene eller gennem undervisning i nogen anden periode i livet.

Mens det talte sprog er en universel egenskab ved mennesket, forholder det sig helt anderledes med skriften. Mens der i verden findes over 4000 talte sprog (afhængig af, hvordan man definerer sprog og dialekt), er antallet af skriftsprog langt mindre og ligger på omkring 150, hvilket vil sige, at mange sprog aldrig har fået en skrift, og endnu i det 21. århundrede er der store dele af menneskeheden, som ikke benytter sig af skrift. Man regner med, at ca. 1 mia. mennesker kloden over af den ene eller den anden grund er analfabeter eller endnu ikke er nået frem til en skrift. Og det er netop, når man sammenligner udviklingen hos folk uden skrift med udviklingen hos folk, der er i besiddelse af skriftsprogsfærdigheder, at skriftens betydning tydeligst kan iagttages.

Grundlaget for skriftsproget er overalt det talte sprog, men skrift er ikke bare nedskrevet tale, hvad enten den bygger på fonemer som i de europæiske sprog, stavelser som i oldtidens sumerisk eller ord som i kinesisk.

Fra tale til skrift

Skrift synes at være opstået uafhængigt af hinanden mange forskellige steder på jorden og på forskellige tidspunkter, når kulturer nåede visse udviklingstrin, fra Mellemøsten over Asien til Påskeøen og de mellem- og sydamerikanske indianere. Det første ”egentlige” skriftsprog, altså konventionelle symboler for elementer i talesproget, finder vi i Sumer i Mesopotamien (det nuværende Irak) for omkring 5.000 år siden, men forhistorien er lang og går formentlig tilbage til afbildninger af magisk art, som f.eks. de 20.000 år gamle hulemalerier, man finder i Lascaux i Sydfrankrig. Ud over det sumeriske skriftsprog ser det ud til, at skrift opstod uafhængigt i Egypten og Kina i perioden fra 3000 f.v.t til 1500 f.v.t. og f.eks. hos zapoteker- og mayaindianerne i Amerika fra o. 550 f.v.t.

Fælles for udviklingen af skriftsprog ser ud til at være et udgangspunkt i piktogrammer, altså billedlige fremstillinger af den ting eller det forhold, der henvises til. Og det ser ud til, at skriftens oprindelse i Sumer var et ganske prosaisk behov for at få styr på templers og herskeres indtægter og udgifter, som man simpelthen ikke kan holde rede på mundtligt. Sumererne skrev på lertavler, og i løbet af nogle århundreder forsvandt de første primitive piktogrammer og blev afløst af mere stiliserede skrifttegn, den såkaldte

kileskrift, som ved kombinationer kom til at betegne begreber, altså blev til ideogrammer.

Senere fandt man på at lade tegnets lydlige indhold indgå som en del af en rebus, hvorved man langsomt arbejdede sig frem til en lydskrift, f.eks. som hvis man på dansk lod en stiliseret tegning af et får betegne både dyret og verbet med samme lyd. De sumeriske skrivere forsynede derfor skrifttegnene med små ekstrategn, determinativer, som fortalte, om skrifttegnet betegnede en genstand, et verbum eller blot en lyd. Det samme gjorde de egyptiske skrivere i forbindelse med hieroglyfferne, som i begyndelsen mest var beregnet til repræsentative og religiøse indskrifter. Senere udviklede Egypterne yderligere to skrifter, en kursivskrift, som var enklere at håndtere, og den såkaldte demotiske skrift til daglig brug, en skrift, der nærmede sig den alfabetiske lydskrift.

Piktogram, ideogram, stilisering og rebus synes at være universelle udviklingstrin i skriftens historie. Problemet med disse systemer er selvfølgelig antallet af de skrifttegn, en skriver må beherske for at mestre skriftsproget. Sumererne nåede ned på ca. 600 tegnkombinationer med deres rebussystem, mens andre sprogs tegnbeholdning er langt mere omfattende, hvilket i skriftens første par tusind år gjorde skriften til et privilegium for en smal, magtfuld overklasse af præster og lærde.

Den kinesiske skrift, som er den ældste skrift i verden, der stadig er i brug, har bevaret den stiliserede billedskrift og rebusteknikken og er i dag en ord- og stavelsesskrift med o. 8.ooo forskellige tegn i de almindelige ordbøger. Gennem de fire tusinde år, den kinesiske skrift har eksisteret, har man udviklet de oprindelige ”hieroglyffer” eller piktogrammer til en kompleks blanding af billeder og betydninger, dannet ved meningsbærende ekstra tegn eller sammensmeltninger af billeder. Et fonetisk alfabet – pinyin – fik officiel status i 1958 og anvendes især i ordbøger til at angive udtale.

Fordelen ved de kinesiske skrifttegn er, at skriftsproget er uafhængigt af det talte lydsprog og derfor kan anvendes hen over dialekter og endda de helt forskellige sprog, der findes i Kina. Til gengæld må en læsekyndig kineser mestre o. 4.000 tegn, mens der i historisk-filologiske kinesiske leksika findes omkring 50.000 tegn. Det er klart, at selve tegnmængden gør det til en mere krævende opgave at lære at beherske skriftsproget end tilfældet er med de fonetiske alfabeter med deres begrænsede tegnmængde (typisk 24 eller 28 tegn).

Den kinesiske skrift blev antaget af nabofolk som koreanere og vietnamesere og nåede også til Japan, men blev opgivet i Vietnam i begyndelsen af 1900-tallet til fordel for det latinske alfabet og af Nordkorea i 1949 til fordel for et koreansk alfabet på 24 tegn.

Alfabetet

Det var de flekterende indoeuropæiske og semitiske sprog, der udviklede den alfabetiske skrift, vi kender i dag som det mest enkle og smidige skriftsystem. Ved at lade stiliserede billeder for et ord betegne den første lyd i ordet i stedet for hele ordet skabte fønikerne et teknologisk gennembrud med deres alfabet, som vi kender fra o. 1200 f.v.t.

Det nye alfabet var en revolution, fordi det var fonetisk og derfor kunne gengive alle sprogets fonemer med et begrænset antal tegn, typisk mindre end 30. Det fønikiske alfabet var uden vokaler, fordi semitiske ord begynder med en konsonant eller en stødlyd, og fordi vokaler i semitiske sprog ikke har den betydningsadskillende funktion, som de har i de europæiske.

Det var grækerne, der i 700-tallet f.v.t. indførte vokalerne, som videreførtes i det latinske alfabet fra 500-tallet, vi anvender i dag. Det græske alfabet er grundlaget for alle de alfabetiske skrifter, vi kender, og som alle indlæres med bogstaverne i en bestemt rækkefølge. Mange forskere (eksempelvis Egan (2003), som har masser af henvisninger) mener, at den udvikling i det femte århundrede f.v.t., som er blevet kaldt det græske mirakel, og som så pludseligt affødte demokratiet, logikken, filosofien, historien, dramaet, videnskabelig tænkning og så videre, for en stor del kan forklares ved udviklingen og udbredelsen af alfabetiske skriftsprogsfærdigheder, og at det var den nærmere udformning, akkumulering og fortolkning af nedskrevne tekster, der førte til disse revolutionerende intellektuelle udviklinger på et tidspunkt, hvor nabofolkene i Mellemøsten hovedsagelig anvendte deres skrift til at føre lister over lagerbeholdninger og lignende.

Den alfabetiske skrift har bredt sig til vidt forskellige sprog og er blevet tilpasset deres specielle lydsystemer ved indførelse af særlige bogstaver og tegn. I Norden fandtes omkring 200 e.v.t. et særligt germansk alfabet, runerne, som blev benyttet så sent som i 1300-tallet.

Men selv en god fonografisk skrift er ikke nogen simpel afspejling af talesproget. Krav om ords genkendelighed vil altid føre til en vis konservatisme i retskrivningsnormerne, og da talesproget ofte udvikler sig hurtigere end skriftsproget, kan afstanden mellem de to sprog blive ganske stor, som man f.eks. ser det på dansk og engelsk.

På den anden side har de nye personlige elektroniske medier som blogs og e-mails og især chat og sms, givet anledning til udvikling af et nyt skriftsprog, som i højere grad, end vi før har kendt, er påvirket af talesproget på grund af den umiddelbare udveksling, som har elimineret tidsfaktoren og givet en ny nærhed. Det har resulteret i en hel række nye stavemåder samt tegn og udtryk for bl.a. følelser, en talesprogsagtig syntaks og en afslappet holdning til retskrivningen. Disse personlige skriftmedier har ikke eksisteret ret længe, og hvad virkningen af deres nye skriftsprog vil blive på længere sigt, har vi til gode at se.

Skrift og kultur

Alle skriftsproglige folk opfatter skriften som så stort et mirakel, at den som udgangspunkt har været betragtet som en gave fra guderne. Egypterne kalder for eksempel deres skrifttegn for hieroglyffer, hvilket betyder hellige tegn, og troede, at Thot, gudekongen over oldtidens Naukratis – visdommens og skriftens gud – havde givet menneskene skriften som en gave. De troede derfor også, at hieroglyfferne besad en magisk kraft, som indvirkede på alle aspekter af deres liv og død, som for eksempel høst, husholdning, fødsler, sygdom, gravritualer og overgang til den næste verden. Hieroglyffer kunne f.eks. anvendes mod sygdom. Man skrev helbredende formularer direkte på huden og tillagde disse en magisk kraft, som ville helbrede den syge. Hieroglyffer blev også anvendt på smykker og amuletter for at afværge alt ondt. Også de nordiske runer blev anvendt magisk, især de tidlige runer.

Overalt, hvor skrift opfindes og indføres, ser vi en voldsom udvikling i handel, produktion, kunst, videnskab og regeringskunst, og vi har vanskeligt ved at forestille os et civiliseret samfund uden nedskrevne love og uden bøger, aviser, e-mails og andre former for skriftlig kommunikation. Uden skriften ville vi også være historieløse i den forstand, at vi nok ville have en række fortællinger og myter om fortiden, men de ville ikke være særlig præcise, og jo længere tilbage, fortiden befinder sig, jo mere upræcise og fantasifulde ville de være.  Faktisk er kontrasten mellem vores viden om fortidige perioder med skrift og fortidige perioder uden skrift så stor, at vi henlægger dem til to forskellige forskningsområder og kalder de første forhistoriske og de sidste historiske i egentlig forstand.

Skriften bidrager i meget høj grad også til skabelsen af en følelse af fællesskab, af etnisk og national bevidsthed. I Kina er det meget tænkeligt, at det store land med dets mange sprog, dialekter og racegrupperinger for længst ville være faldet fra hinanden uden den fælles skrift. På samme måde spiller den arabiske skrift en stor rolle for fornemmelsen af enhed inden for Islam og den hebraiske skrift for jødedommen og for den moderne stat Israel. Hvis man sammenligner de etnisk og sprogligt forskellige kinesere med deres fælles skriftsprog med de nordamerikanske indianere, som ingen skrift havde og følgelig aldrig overvandt deres skæbnesvangre splittelse i folk og stammer, bliver sammenhængen tydelig.

Gevinster og tab

Men selv om opfindelsen af skriften og dernæst et praktisk anvendeligt arkiveringssystem på papir har givet mennesket større fordele end nogen anden intellektuel bedrift i dets historie og uden for enhver tvivl har været en grundlæggende forudsætning for menneskeartens succes på Jorden, har skriften også været genstand for kritik og er i nogle sammenhænge blevet betragtet som et kulturtab.

I overgangen fra mundtlig til skriftlig kultur ændres en række af de grundlæggende forhold, som på mange måder gør den mundtlige kultur mere intens, konkret og meningsfuld end skriftkulturen med dens tendenser til distancering og abstraktion. Endnu i vor tid er det muligt at iagttage rent mundtlige kulturer, f.eks. blandt afrikanske stammefolk, hos de australske aboriginere og blandt visse asiatiske folkeslag, for hvem det er karakteristisk, at hele deres viden om, hvordan de skal leve og overleve, og hele deres fortolkning af verden og af den mening, deres tilværelse giver, befinder sig i deres hukommelse og typisk udtrykkes narrativt, dvs. i form af fortællinger. Og hvor skriften er tilbøjelig til at bevæge sig i retning af analytisk abstraktion og refleksion, beskæftiger historiefortællingen sig med de holdninger, relationer, reaktioner og værdier, som allerede er kendt i stammesamfundet, hvor alle ved, hvordan man skal opføre sig. Det var det, Jesus gjorde med sine mundtlige lignelser, netop i opposition til de ”skriftkloge.”

Mennesker i mundtlige kulturer lever derfor ikke i et distanceret og abstrakt forhold til deres verden, men konkret og praktisk, og den ældre generation værdsættes for dens hukommelse og for dens lager af uvurderlige historier om stammens liv. Undervisning foregår ved efterligninger og praktiske øvelser i tæt forbindelse med omgivelserne og med hinanden. Erfaringer og oplevelser er subjektive og fælles. Landsbyens historiefortæller interagerer med sit publikum i en sådan grad, at det er vanskeligt at sige, hvem der egentlig er ophav til den historie, der bliver fortalt, og den mundtlige historiefortælling er hverken abstrakt eller intellektuel, men gør flittigt brug af visuelt billedsprog, billedtale og oplevelser, som alle kender. Og hvor skrivningen fremmer distance og individualisering, knytter det talte ord personer sammen i fællesskaber. Forfatterrollen og adskillelsen mellem forfatter og publikum er et typisk produkt af skriftkulturens distancering.

Sokrates’ bekymringer

Allerede i 400-tallet f.v.t. lader Platon i dialogen Faidros filosoffen Sokrates, karakteristisk nok ved hjælp af en historie, udtrykke sin bekymring over de potentielle tab, der fulgte med de forholdsvis nye læse- og skrivefærdigheder. Sokrates, der aldrig selv skrev en linje, men virkede gennem det levende ord og den mundtlige dialog (som vi dog næppe ville have kendt noget til i dag uden Platons skrifter!), fortæller sin unge ven Faidros den gamle egyptiske legende om gudekongen Thot, som bragte sine opfindelser til Thamos, gudekongen over hele Egypten. Thamos var imponeret, men havde ikke meget til overs for den opfindelse, Thot anså for sin største bedrift, nemlig skriften, som han mente ville skabe glemsomhed i sjælen hos dem, der lærer den, og kun give dem et skin af visdom i stedet for sand visdom.

Thamos (og Sokrates) havde ret et langt stykke hen ad vejen. Igen og igen har opdagelsesrejsende ladet sig forbløffe over ”mindre civiliserede” folkeslags evne til at huske og memorere. Polynesierne havde for eksempel lange genealogier, som blev mundtligt overleveret på samme måde som de islandske genealogier før nedskrivningen af sagaerne på Island, hvor den såkaldte lovsigemand hvert år mundtligt fremsagde loven på Altinget, før nedskrevne love blev grundlaget for samfundet. Mange primitive folkeslag har omfattende samlinger af trylleformularer, eventyr, sange og fortællinger, som udelukkende overleveres mundtligt, og det kan være vanskeligt for os at tro, at de hellige Vedaer i Indien, som i omfang langt overstiger Bibelen, blev overleveret mundtligt alene efter hukommelsen og helt ned til de mindste detaljer, før den indiske skrift blev indført.

Skriften har utvivlsomt undermineret hukommelsens oprindelige livfuldhed og kraft, men over for Thamos’ indvending kunne Thot med rimelighed have hævdet, at hans opfindelse fjernede en byrde fra mennesker og satte dem fri til nye former for produktiv virksomhed. Skriften gør det muligt for mennesker, især mennesker, som lever i moderne, komplicerede civilisationer, at beskytte deres hukommelse mod overbelastning med alle mulige ligegyldige detaljer, men overlade dem til papiret, indtil der bliver brug for dem. Vores biblioteker og andre lagringsfaciliteter indeholder en enorm mængde tanker og kendsgerninger, som kan bringes til live, ofte efter hundred- eller tusindvis af år, og bidrage til kvaliteten af den tænkning, som til syvende og sidst er civilisationens udviklingsmaskine.

Skriftsprog og virkelighed

Når mennesker nedskriver tanker og budskaber, som ellers ville passere forbi i mere flygtige former, og derved eksternaliserer dem i en form, som kan kontrolleres og diskuteres, fører det også til refleksioner over sproget selv. Dette gælder især for de alfabetiserede skriftsprog, som naturligt giver en støre indsigt i sprogets struktur end for eksempel en billedskrift. Alfabetet sikrer f.eks., at vi hører vores tale som opdelt i elementer, der kan brydes ned til fonemiske segmenter. Kinesiske læsere af traditionelle skrifttegn opfatter ikke sådanne fonemiske segmenter, mens kinesiske læsere af det alfabetiske pinyin-tegnsystem gør. Men det ser ud til, at det alfabetiserede skriftsprog har langt mere dybtgående virkninger end de blotte sproganalytiske.

Det kunne se ud til, at det græske alfabets overlegne teknologi og indlæringen af skriftsprogsfærdigheder er uløseligt forbundet med overgangen til det, man kan kalde den moderne bevidsthed og de forståelsesformer, der konstituerer den. Men som man bl.a. kan se af den måde, børns historier efter femårsalderen ændrer sig på i retning af de voksnes mere prosaiske verden (og i takt med reduktionen af synapserne i børnenes hjerner), ser det samtidig ud til, at skriftens objektivisering og distancering gør menneskers opfattelse af og adgang til virkeligheden vanskeligere.

Det er denne forskel, mange voksne i deres personlige liv tænker tilbage på, når de tænker på barndommens intenst sansede, mytiske og billedrige barndom, som efter skolegang og uddannelse blev stadig mere fremmed for dem.

Symbolsk virkelighed og fortælling

Thamos’ indvending mod skriften peger på et forhold af grundlæggende betydning: Skriften var ikke blot en frigørelse fra byrde og ikke kun en gevinst. Efterhånden som skriften vandt frem og erstattede den mundtlige, billedrige mytiske bevidsthed med dens levende verden af historier, blev virkeligheden i stigende grad udtrykt i symboler, som skulle afkodes med øjet og intellektet i stedet for med øret, følelserne og kroppen. Adgangen til virkeligheden blev mere indirekte og fjern og var ikke længere en intens deltagelse i en umiddelbar, dyb og meningsfuld livsvirkelighed. Mennesket begyndte i stigende grad at leve i rent symbolske virkeligheder, som for ganske mange mennesker, ikke mindst for eleverne i vores skoler, kan virke uhåndgribelige og fremmedgørende.

Kieran Egan, Professor of Education ved Simon Fraser University og Co-Director, Imaginative Education Research Group (IERG) (2003) argumenterer overbevisende for, at børn i deres udvikling i et vist omfang gentager den kulturhistoriske overgang fra en mundtlig til en skriftlig kultur, når de træder ind i skolesystemet og erhverver de skriftsprogfærdigheder, vores kultur bygger på. Men når børn i vores skoler modtager undervisning i skriftsproglighed og andre rationelle færdigheder, kan vi se et tab af mytiske evner, som ligner det kulturelle tab fra mundtlighed til skriftlighed, især et tab af metaforiske og narrative færdigheder. Og det er ikke så godt, for på den måde kan vi risikere at miste lige så meget gennem fremmedgørelse og intellektuel og emotionel udtørring, som vi vinder gennem erhvervelsen af den analytiske forståelse. Et besøg i en gymnasieklasse, som under lærerens vejledning beskæftiger sig med litterær analyse, vil være en god illustration af dette forhold.

Når vi betragter uddannelsessystemets angreb på den mundtlige kulturs flydende metaforiske og narrative evner, kan vi uden videre konstatere, at forringelsen af disse evner kan være mere eller mindre omfattende. Det afhænger bl.a. af, om skriftsprogsundervisningen opmuntrer og stimulerer til anvendelsen af metaforer og fortællinger, eller om den modvirker og undertrykker den. Det, det gælder om, er at finde en metode, der maksimerer gevinsterne og minimerer tabene.

Så måske kan man, når man udfører de sædvanlige skriveaktiviteter i skolen, gøre noget for at bevare verden intens og virkelig ved at være bevidst om og dyrke forskellene på talesprog og skriftsprog og huske, at talesproget ikke blot er en slags ukorrekt eller ufuldstændigt skriftsprog.

Og måske kan vi så også gøre det lettere for eleverne at undgå at forvilde sig i symbolske virkeligheder (læs: ideologier, religioner, abstraktioner) og hjælpe dem til at holde fødderne, og psyken, solidt plantet i deres konkrete livsverden.

Vores forhold til metaforer og fortællinger er en vigtig målestok for, hvor meget vi kan risikere at miste. Metaforer udvikler sig tidligere og lettere end logikken, både historisk og i vores individuelle udvikling, og metaforer er grundlæggende antirationelle og kreative, fordi de fører adskilte områder sammen på nye og overraskende måder, fører til nye indsigter og ofte er den eneste måde at sige noget på – fordi metaforerne med deres sansede billedsprog siger det, man netop ikke (rationelt) kan sige, og derved ændrer tilhørerens forståelse. Et bud på, hvad det præcis går ud på, giver forfatteren Tom Kristensen os, når han siger:

 I dag er jeg så dejlig fri/for refleksionens tandbid,/er kun en lille delirist,/en purpurprik af vanvid.

 Tom Kristensen, “Fribytterdrømme”, 1921

Litteratur

Bailey, A. et al. (2008):Kina, Globe.

Bruner, J. (1986): Actual Minds, Possible Worlds. Harvard University Press.

Bruner, J. (1998): Uddannelseskulturen. Munksgaard.

Bruner, J. (1999): Mening i handling. Klim.

Bruner, J. (2004): At fortælle historier. Alinea.

Eco, U. (2006): Seks vandringer i fiktionens skov. Alinea.

Egan, K. (2003): Evolution og læseplan, Gyldendal.

Fibiger, J., Maibom, I. & Søgaard S. (2011) Skriftens veje. Academica.

Fredens, K. (2006): Mennesket i hjernen. Academica.

Goldberg, E. (2005): Visdommens paradoks. Dansk Psykologisk Forlag.

Gulløv, E. (1999): Betydningsdannelse blandt børn. Gyldendal.

Hourani, A. (1994): De arabiske folks historie, Gyldendal.

Jacobsen, H. G. & Skyum-Nielsen, P. (1996): Dansk sprog, Schønberg.

James, W. (1963): Psychology, Fawcett Publications, Inc.

Jean, G. (1993): Skriftens historie gennem 6000 år, Roth Forlag.

Jensen, H. (1970): Sign, Symbol, and Script, London, George Allen and Unwin Ltd.

Platon, Faidros, oversat og udgivet af Niels Henningsen, Det lille Forlag 1997.

Roberts, J. M. (1990) The Penguin History of the World, Penguin.

Sigmundsson, H. & Haga, M. (red.) (2007): Udvikling af færdigheder hos børn. Dansk Psykologisk Forlag.

Turner, M. (2000): Den litterære bevidsthed. P. Haase & Søns Forlag.

MediaWatch, 12. oktober 2008

Uforståelig lukning af Avisen i Undervisningen

(Se mere på
http://mediawatch.dk/blogindlaeg/livsfarligt-signal-fra-dagbladene

Prent, april 2008

Journalistikken under pres

Det store scoop er en ny debatbog af Troels Mylenberg, som har meget at sige om medierne og journalistikken, især meget dårligt.  Hans gennemgang af den danske medieverden i en brydningstid er primært rettet til fagets (kommende) udøvere, men er måske af større interesse for lærere, som ønsker ammunition til en ”mediekritisk” undervisning.

Prent, november 2007

Når ordene strejker
 – om skriveblokeringer og skriveangst
Findes skriveblokeringer? Hvis du lider af sådan en, er du ikke i tvivl.
Men hvor kommer de fra, og hvad kan man gøre ved dem?
Svaret er ikke enkelt, men trøst dig: Du kan snakke og især skrive dig ud af dem.

Prent, maj 2007

Er det tekstillustration eller annonce?
Alle er enige om, at annoncer og redaktionelt indhold er to vidt forskellige ting, og at læserne ikke må bringes i tvivl. Men der er mange måder at svæve rundt om den regel på. En af dem er at flyve i varmluftballon.

Af Søren Søgaard

Egentlig er det meget enkelt: Redaktionel tekst og annoncer må ikke blandes sammen, altså ikke i aviserne. Det kan man læse i de såkaldte ”Vejledende regler for god presseskik”, som blev formuleret af medieansvarsudvalget i betænkning nr. 1205/1990 og gengivet som bilag til bemærkningerne til den nugældende medieansvarslov. I reglernes afsnit B, som handler om ”Adfærd i strid med god presseskik”, står der i punkt 4, efter punkterne om beskyttelse af privatlivet, nænsomhed over for selvmord og beskyttelse af ofre for forbrydelser: ”Der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionel tekst. Tekst og billeder foranlediget af direkte eller indirekte merkantile interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse.”

Det har alle aviser og blade naturligvis taget til efterretning, og en hurtig rundtur i de trykte mediers normsæt viser en forbavsende enslydende regel med hensyn til adskillelsen af ”redaktionel tekst” og annoncer. Uanset om man henvender sig til en landsdækkende avis som Jyllandsposten, en gratisavis som Nyhedsavisen, fagbladet Fag og Arbejde, Atuagagdliutit/Grønlandsposten, Ugeavisen Odense eller en ugeavis som Lokal-Bladet Budstikken i Sønderjylland, får man en stort set enslydende besked, som i gennemsnit kan gengives sådan her: ” Enhver annonce, der efter bladets skøn kan forveksles med redaktionel tekst, skal øverst i annoncen forsynes med ordet ’ANNONCE’ og en satsstreg.”

Og kreative formater og løsninger er der mange af i medierne. Produkter bliver f.eks. omtalt i deres redaktionelle stof, f.eks. i et livsstilstillæg eller boligtillæg til en avis eller i et tv-program, hvor studieværten f.eks. besøger et byggemarked, en messe eller en virksomhed i en knivskarp balance mellem reklame og redaktionelt stof, og i en del tilfælde er der utvivlsomt tale om skjult reklame. Andre eksempler på kreative løsninger kan være

• en aftale mellem f.eks., en avis/et blad og en virksomhed om omtale af virksomheden og/eller dets produkter,
  
• annoncer, der er bestilt af annoncører, og som bliver udarbejdet af det blad, der bringer annoncerne (de såkaldte “advertorials” eller “promotions”).
• pressemeddelelser fra erhvervsdrivende, der er udformet som redaktionel tekst og derfor ofte uden videre kan indgå som en nyhed i medierne
  
• en svøbannonce, dvs. en annonce, hvor avisens omslag (forside, side 2 samt næstsidste side og bagsiden) udgør én, stor annonce. Forsiden af en avis er jo ellers traditionelt forbeholdt de redaktionelle hovedoverskrifter og nyheder
  
• aviser og blades temanumre eller tematillæg eller selvstændige annoncetillæg, som følger med dagbladene. Der kan være tale om livsstilstillæg og særtillæg om f.eks. have, biler, mode og rejser; Forbrugerombudsmanden har bemærket, at betegnelsen ”annoncetillæg” ikke betyder, at tillægget herefter frit kan indeholde både annoncer i de sædvanlige kendte former og annoncer i form af omtale af virksomheder og virksomheders produkter
  
• gratis aviser og gratis blade, som under ét kan betragtes som annoncer, f.eks. blade som Idé-Nyt, Hus og Have og Bolig og fritid
  
• blade, som udgives af erhvervsdrivende til forbrugere. Det er blevet almindeligt, at virksomheder udgiver blade til forbrugerne som led i virksomhedens markedsføring. I udseende og indhold ligner disse blade almindelige uge- og månedsblade.
  

På alle disse områder har Forbrugerombudsmanden og /eller Pressenævnet grebet ind i løbet af de sidste ti-femten år og bragt vildfarne medier tilbage på dydens smalle vej, for det er ikke kun de vejledende regler for god presserskik, der er i spil her, men også Markedsføringsloven, hvor det i § 4 hedder: ”En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes.” Overtrædelse af § 4 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det vil sige, at en virksomhed, som reklamerer på en måde, så det ikke kan ses, at det er reklame, kan få en bøde. Og sidste år udsendte Forbrugerombudsmanden Reklameidentifikation – skjult reklame, Forbrugerombudsmandens vejledning, juli 2006, som på mange måder er spændende læsning og kan give alle interesserede et overblik over en meget vildtvoksende græsplæne, hvor ukrudtet synes at blive ved med at skyde op.

Det er i denne sammenhæng, man skal se den oplevelse, læserne fik i trafikavisen Urban d. 20. marts og i gratisavisen dato en uge senere, d. 27. marts. Her sejlede læserne lige ind i tre farvestrålende varmluftballoner på en højreside midt i tekster om henholdsvis rejser og udlandsstof. Der hænger de bare, tre balloner i forskellige størrelser og med tekstomløb, uden forbindelse til teksten eller noget andet på siden i øvrigt. Ballonerne viser sig at være det, man kalder ”teasere”, for på det næste opslag sejler de videre på venstresiden (stadig omgivet af tekst om rejser og udlandsstof) og fører os så i mål på højresiden: En helsides annonce for onsdagslotto (med samme farveholdning som ballonerne, naturligvis), som lover os en ekstra fødselsdagslodtrækning om 10 ballonsafarirejser med 10 x 1 mio. i lommepenge.

Hvad er nu det? En skjult reklame, som bør anmeldes til forbrugerombudsmanden? En sammenblanding af redaktionel tekst og annoncer i strid med de vejledende regler for god presseskik? Det mener Allan Lillelund, annoncedirektør på Urban og dato, ikke. ”Det er klart, at en annonce som denne her har været oppe at vende i chefredaktionen et par gange, fordi der jo skal være et helt tydeligt skel mellem redaktionel tekst og annoncer, men det mener vi også, der er i det her tilfælde,” siger Allan Lillelund. ”Vi overholder selvfølgelig de gældende regler, men vi vil også gerne gøre vore kunder tilfredse, og det er den balance vi mener er i orden her, fordi ballonerne fører direkte ind i annoncen. Der skal mere og mere til i form af kreative formater og løsninger i det bombardement af informationer, mediebrugere udsættes for, og faktisk synes jeg, at lige netop den annonce er rigtig god.”

Men uanset hvordan det nu forholder sig med teasere og andre varmluftballoner, er der nok at holde øje med i et marked, hvor kreativiteten tilsyneladende er uudtømmelig, samtidig med at kampen om annoncekronerne bliver stadig hårdere: personer (kendte og ukendte) anvendt som reklamesøjler, duftmarkedsføring, vennehvervning, forhandlerpræmiering, sponsorering, skjulte reklamer på konferencer, i spillefilm, kunstværker, radio- og tv-programmer og oplysninger fra det offentlige samt kreativitet over for børn og unge, på internettet, m.m.m. Onsdagslottos lille ballonsafari ind over opslagene i Urban og dato vil måske vise sig at være noget af det mere uskyldige, vi som læsere og mediebrugere i øvrigt vil blive udsat for i de kreative formaters og løsningers ekspanderende univers.

Prent, februar 2006

De sande fortællinger
Den norske journalist Linda Dalviken har komponeret en bog om et af de redskaber, som mange håber kan medvirke til at redde den trykte presse: fortællende journalistik. Om det projekt vil lykkes, mangler vi svar på, men bogen er en inspirerende samling af fortællinger, som også undervisere vil kunne drage nytte af, selv om det teoretiske måske er lidt løst i kanterne.

Af Søren Søgaard

At de traditionelle dagblades oplag ikke har det godt, er næppe nogen hemmelighed. Set over de sidste fem år er det samlede oplag faldet med 10%, og kurven ser stadig ud til at pege nedad. Det er derfor ikke mærkeligt, at dagbladene udfolder alle mulige anstrengelser for at standse nedgangen og helst vende den.
                     

Som så meget andet, der har med journalistik at gøre, er USA landet, der viser vej. Men det er interessant, at der i Norden og ikke mindst i Danmark i de senere år har været en stigende interesse for de længere historier, måske på grund af vores tradition for crossovers mellem realistiske forfattere og journalistik, f.eks. Herman Bang og Pontoppidan.

Den norske journalist Linda Dalviken præsenterer den nye retning i en bog, der består af samtaler med nordiske, især danske, journalister sammen med eksempler på deres arbejder, garneret med Dalvikens refleksioner.

På bedste journalistiske vis begynder bogen med et repræsentativt eksempel på det, den handler om, nemlig Lene Brøndums gribende 3. persons-fortælling Farvel Josefine om hendes eget tab af et nyfødt barn, en serie, som har været bragt i Jyllands-Posten. Derefter følger et kapitel fortælleteori, hvor Dalviken forklarer forskellen på en historie og en fortælling og sætter den fortællende journalistik ind i en litteraturteoretisk ramme. Her vil en del litterært skolede læsere nok blive uenige med hende, når hun præsenterer fortællerpositioner som den alvidende og den personale fortæller, men i bogens sammenhæng kan hendes begreber godt fungere.

Resten af bogen består af eksempler med kommentarer af forfatterne, både om teknik og om etiske problemer i forbindelse med den nye måde at researche og skrive på, et lille tilbageblik på tidlige fortællere som Herman Bang, en afrunding om forskellen på fiktion og journalistik, som bygger på Roy Peter Clark, samt en opsummering af den fortællende journalistiks nødvendighed.

Selv et par kritiske røster levnes der plads til, men dog ikke mere end en side. De repræsenteres af Niels Ufer som fortaler for den klassiske journalistik og Kristian Lindberg, som mener, at mennesker står til halsen i små, ligegyldige fortællinger og står i fare for at drukne i ord. Det er ellers nok en diskussion, som det ville være interessant at se udfoldet lidt bredere.

Men hvad er så fortællende journalistik? Kort fortalt drejer det sig om at fortælle om virkeligheden med fiktionens redskaber. Til forskel fra den traditionelle journalistik, som trækker det interessante langt frem og fortæller i beretning og med citater, så er den fortællende journalistik bygget op over plotmodeller fra fiktionens skriveværksteder, f.eks. problem – forløb – løsning – refleksion. I stedet for at berette fortæller den i scener, dialog og tankereferater, finder det store i det små, har blik for den afslørende detalje, har en hovedperson med en mission, fortæller ud fra en bevidst fortællerposition og skal indeholde en slutning.

Det siger sig selv, at en sådan måde at fortælle på kræver plads, og de omtalte og citerede eksempler er da også meget lange, f.eks. Flemming Christiansen og Kim Fabers Skyggen og 50 sekunder, som mange vil huske fra Politiken.

Ifølge Dalviken er der gode grunde til at dyrke den fortællende journalistik i dagbladene. Den

• Bliver læst af flere
  
• Gir overblik i kaos
  
• Tilbyder identitet og drømme
  
• Gør avisen tidløs
  
• Er en modvægt mod kendisfokuseringen
  
• Giver et mere nuanceret billede av virkeligheden
  

Politiken har selv undersøgt læsernes interesse for den fortællende journalistik. Om føljetonen Skyggen, som var på 14 kapitler, sagde læserne, at 11,1 % havde læst dem alle, 22,8 % nogle afsnit, mens 36,5 % ikke havde læst nogen af dem. Om det er opmuntrende eller ej kan vi overlade til de professionelle fortolkere at afgøre.

Lad det være nok i denne sammenhæng at anbefale Linda Dalvikens bog som en inspirerende samling af historier og refleksioner, både for skrivere og for mennesker, som kunne tænke sig at undervise i at skrive om virkeligheden på en anden måde.
Også selv om hun ikke er helt formfast i fortælleteorien.

Linda Dalviken, Fortællende journalistik i Norden, 194 sider, 248 kroner, Forlaget Ajour.

Prent, marts 2005

Journalistik for skoleelever

Journalist Rikke Viemose har skrevet en bog om journalistik for folkeskolens ældste klasser, som både vil være lærebog, manual og skaber af kritisk bevidsthed. Det er en stor mundfuld, som godt kan give fordøjelsesvanskeligheder.

Af Søren Søgaard

”Skriv en avis er en teoretisk og praktisk mediehåndbog, der kan anvendes i både dansk- og medieundervisningen i folkeskolens overbygning. Skriv en avis er tilrettelagt så den kan bruges kronologisk i et forløb, hvor klassen producerer sin egen avis – fra idéudvikling og målgruppetænkning til selve avisproduktionen med interview, skrivning, layout og evaluering efter udsendelsen.”

                      Sådan præsenterer bogen sig selv, og det skal være sagt med det samme, at det er en meget tiltalende og indbydende udgivelse, læseren får i hånden, lækkert layoutet i et godt format med en gennemtænkt brug af farver, billeder, bokse og typografier.

                      Bogen har tre hovedærinder. Dels vil den være en undervisningsbog i avismediet (og altså ikke en ’mediehåndbog’), dels en manual til brug for elever, der med lærerens hjælp ønsker at producere deres egen avis, og derudover vil den ifølge det elevrettede forord gøre eleverne kritiske, ikke kun over for pressen, men også over for deres egne arbejdsmåder og produkter.

                      Disse tre formål forsøger bogen at opfylde ved i ti kapitler at beskrive sider af avisens anatomi fra redaktionens opbygning over idéudvikling, layout, journalistiske genrer og skrivning til det færdige resultat. Efter hvert af kapitlerne er der direkte anvisninger til eleverne, der fortæller dem, hvad de skal gøre for at kunne gøre noget lignende i deres egne avisprojekter. For at kunne udføre opgaverne, er det nødvendigt at tilegne sig den viden, der ligger i kapitlerne.

                       Stilistisk er der stor forskel på disse to tekstforløb i bogen. I den anvisende del tales der enkelt og direkte til de unge, mens den fremstillende del ligger i et andet og lidt mere snakkende leje, der ofte kommer til at virke som tekst til en anden målgruppe.

                      F.eks. er oversigten over genrerne næppe klar nok til at fungere som et effektivt værktøj for unge, der måske ser dem for første gang. Erfaringsmæssigt er forskellen på journalistiske tekster og den almindelige skoleskrivning noget af det, skoleelever og såmænd også mange lærere har vanskeligst ved at håndtere, og derfor er det vigtigt, at f.eks. en genreoversigt bliver så præcis og overskuelig som muligt.

                      I det hele taget er præcision og overskuelighed en nødvendighed for novicer, og det er derfor ikke nogen særlig god idé, som bogen gør det, at problematisere størrelser som pressens roller, genrefasthed, journalistik over for annoncer, billeder og billedetik osv., før eleverne har opnået en sikker mestring af både begreber og håndværk. Det er halsløst at være kritisk, før man er blevet vidende.

Hverken bogen eller den tilhørende lærervejledning indeholder en litteraturliste, og det er en skam, for undervejs igennem bogen er der mange elementer, som virker bekendte fra andre sammenhænge. F.eks. er der dispositionel og ofte også verbal overensstemmelse mellem adskillige passager i denne bog og andre udgivelser, bl.a. fra Avisen i Undervisningen, og præcise citater og krediteringer af forlæggene ville have klædt bogen.

 Det får være, som det være vil, kan man mene, hvis altså bare den nye sammenskrivning fungerer. Det gør den imidlertid ikke altid. Det er f.eks. ikke så godt, at det eksempel på dummylægning, der præsenteres i layoutafsnittet, indeholder et par af de løsninger, som bogen selv angiver som mindre gode, og i øvrigt ikke benytter sig af sine egne gode råd med hensyn til opslagslayout i tabloidformatet.

Således kan man sige, at den pæne bog på samme tid vil for lidt og for meget. En skarpere vinkling omkring manualen sammen med mere præcise definitioner og oversigter ville have gjort den til et bedre værktøj. Så kunne man senere have udgivet en mere reflekterende og problematiserende bog for de øvede.

                      Til bogen hører en lærervejledning, som egentlig ikke tilføjer ret meget i forhold til bogen selv.

Rikke Viemose, Skriv en avis, 128 sider, 175 kroner, Dansklærerforeningens forlag. Lærervejledning kan bestilles fra Dansklærerforeningens hjemmeside, www.dansklf.dk

November 2004
Statens Pædagogiske Forsøgscenter truet af nedlæggelse

Regeringens lovkatalog for 2005 rummer bl.a. et forslag om nedlæggelse af SPF fra 2006. Dermed fjerner undervisningsministeren med et pennestrøg et kraftcenter for pædagogisk udvikling uden at opstille et reelt alternativ. Taberen bliver folkeskolen.

Af Søren Søgaard

Den 5. oktober i år blev SPF’s konstituerede rektor Poul Erik Christoffersen indkaldt til møde i undervisningsministeriet og fik her kort at vide, at undervisningsminister Ulla Tørnæs har besluttet at ophæve SPF, sådan at skoledelen lukker fra august 2006. Ministeren havde intet at indvende imod forsøgsskolens arbejde, men kunne blot meddele, at hun ønsker et andet set-up for den fremtidige skoleudvikling.

                      Hvordan denne udvikling skal varetages blev ikke klart. Ministeren ønsker at anvende de midler, der tages fra SPF, mere målrettet ude i folkeskolen, hvor de samme ting, som i dag foregår på centret, skal varetages, men bare af andre. På samme måde ønsker Ulla Tørnæs, at SPF’s udadvendte aktiviteter skal fortsætte også efter 2006, men hvordan det skal foregå uden en forsøgsskole som laboratorium og forankring, står heller ikke klart.

Lyn fra en klar himmel

Meddelelsen kommer som et chok for både de ansatte på centret og for de mange samarbejdspartnere og interessenter, der indgår i SPF’s vidtstrakte netværk. Kontakterne mellem SPF og ministeriet over de sidste tre år har ellers været uden tegn på det, der nu er sket. For to år siden besøgte Ulla Tørnæs selv SPF og udviste kun venlighed og interesse, og for et år siden blev SPF ved et embedsmandsbesøg fra ministeriet spurgt, om centret kunne påtage sig nye opgaver i forbindelse med de ældste elever, hvilket SPF svarede bekræftende på. Siden har der kun været tavshed, en tavshed, der nu altså er blevet brudt med meddelelsen om nedlæggelsen.

Megen udvikling for få penge

Beslutningen om nedlæggelsen er ikke let at forstå. Virkeligheden på SPF er et summende laboratorium, hvor man udvikler nye prøveformer, pædagogisk nytænkning, nye undervisningsmidler og –metoder og afprøver pædagogiske teorier i praktisk undervisning. Samtidig fungerer SPF sammen med Ungdomsbyen og deres mange samarbejdspartnere fra ind- og udland som et kompetencemiljø, hvor  folkeskoleklasser, lærerstuderende og lærere mødes med erhvervsfolk og undervisere fra andre uddannelsesformer til kurser og projekter, der udvikler alle deltagerne og giver lærere mulighed for at reflektere over pædagogisk teori og deres egen praksis.

                      Alt dette får ministeren for en nettoudgift for staten på kun 10,6 mio. kroner. De penge ønsker ministeren i stedet at anvende bredt i folkeskolen, men det er ikke let at se, hvordan en tynd spredning af de samme penge på kommunerne vil kunne give et lige så stort kompetenceafkast, som når de bliver anvendt på et centralt, udviklingsorienteret sted, hvor et bredt og engageret pædagogisk miljø giver kvalitet for pengene.

Visionerne

Forsøgsskolen på Statens Pædagogiske Forsøgscenter trues med nedlæggelse midt i en brydnings- og innovationstid. Den fremtidige skoleudvikling skal løse et utal af udfordringer fra et hurtigt skiftende samfund, hvor nye og længere uddannelser bliver uomgængelige. SPF har forberedt sig på en fremtid inden for de næste ti år, hvor stort set ingen forlader skolesystemet før tidligst efter det 12. skoleår, og hvor forestillingen om, hvad undervisning er, har ændret sig radikalt sammen med indhold, metoder, aktiviteter og organiseringsformer. Lærergruppen på SPF vil i denne fremtid være bredt sammensat med deltagelse af undervisere, som også har et professionelle virke uden for skolen, og de vil være deltagere i internationale netværk, hvor de også varetager løsning af rekvirerede opgaver i de nye demokratiske stater i f.eks. Østeuropa, Afrika eller Mellemamerika. Eleverne på skolen vil gennemføre deres læring i et miljø, der er præget af stor faglighed, forandringsparathed, fleksibilitet, samarbejde, kreativitet, innovation og iværksætterånd, og lærergruppens alsidige uddannelser og kompetencer vil sikre en levende formidling af forsøgsskolens resultater til alle interessenter.

                      Hvis altså skolen får lov til at leve. Som det ser ud nu, forekommer undervisningsministerens beslutning og begrundelse vilkårlig og nærmest uforståelig, og det er vanskeligt at se, hvordan og i hvilket regi de opgaver, SPF indtil nu har løst, skal varetages.

Taberen kan kun blive folkeskolen, som ved en lukning af SPF mister et pædagogisk laboratorium og et efteruddannelsessted for lærere, som ikke let lader sig erstatte.

Prent, oktober 2004

Journalistikkens grundlæggende værktøj

Kurt Strand fra interviewprogrammet Profilen på DR1 har skrevet en bog om interview for journalister. Han har tænkt den som en håndværksbog til sine kolleger i alle medier, men den kan være god at få forstand af for de lærere, der gerne vil skærpe indsigten i det, der foregår på tv-skærmen eller avissiderne, eller ligefrem anvende journalistik som en del af undervisningen.

Af Søren Søgaard

I et interview forløb et spørgsmål/svar sådan her: Sp.: ”Ville embedsværket ikke bryde sammen, hvis topembedsmænd går, fordi de er uenige i regeringens politik?” Sv.: ”Jeg tror, der er noget galt med dit spørgsmål.”

Et andet forløb sådan: Sp.: ”Socialdemokratiet er i virkeligheden to partier og Henrik Dahl, det har du skrevet en hel bog om?” Sv.: ”Ja, det må jeg tilstå. Øh – kunne du ikke være lidt mere præcis med hensyn til, hvad du gerne vil høre?”

                 Begge eksempler er hentet fra Kurt Strands nye bog om interview og viser, hvad der kan ske, når spørgsmålet, interviewets ultimative værktøj, anvendes forkert, i det første eksempel fordi det er lukket, og i det andet fordi det er upræcist.

Interviewet er en af de grundlæggende journalistiske discipliner og er både en genre i sig selv og en metode, der indgår som en bestanddel i de fleste andre genrer. For at forstå journalistikkens væsen og særpræg er det derfor uomgængeligt nødvendigt at skaffe sig en vis indsigt i interviewets mekanik fra planlægning til udførelse, hvad enten det drejer sig om et interview i et færdigt tv-format, som f.eks. Profilen, et skrevet interview i en avis eller et researchinterview, der skal bruges som råstof i en anden genre.

                 Kurt Strands bog Interview for journalister gennemgår omhyggeligt og systematisk alle faser i arbejdet, lige fra den første indskydelse over idé, vinkling , research, planlægning og aftaler med interviewpersonen til spørgeteknikken og den endelige analyse af produktet. Hvert kapitel foregribes af en lille scene fra virkeligheden, der konkretiserer det efterfølgende tema, ligesom teksten er gennemvævet af både gode og dårlige (og underholdende) eksempler på det, kapitlet handler om.

Som udgangspunkt slår bogen fast, at et interview ikke er en samtale mellem to ligeværdige parter, der diskuterer hinandens synspunkter og opfattelser. Et interview består af to roller, en interviewer og en interviewperson, og det bør stå krystalklart for begge parter, at de ikke har samme formål med deres møde. En meget stor del af bogen drejer sig derfor om, hvordan især intervieweren skal håndtere dette asymmetriske møde.

Til undervisningsbrug er især den grundige gennemgang af arbejdsmetode, spørgeteknik og historiestrukturer anvendelige. Det er en særdeles nyttig og produktiv pointe, at et godt interview er et resultat af god forberedelse og gode spørgsmål, at en god forberedelse kan ødelægges af dårlige spørgsmål, men at gode spørgsmål ikke kan redde en dårlig forberedelse.

Specielt tre kapitler er interessante for læreren i samfundsfag, nemlig kapitel 5 om den professionelle interviewperson og kapitlerne 9 og 10 om iscenesættelsen og de kontrakter, der indgås mellem interviewer og interviewperson, før det hele går løs.

Der ligger et foruroligende perspektiv i det forhold, at det jo ikke bare er de såkaldte professionelle interviewpersoner som politikere og virksomhedsledere, der omgiver sig med medierådgivere og spindoktorer og tager kurser i at håndtere journalister.  De ”rigtige” journalister tager også kurser i, hvordan medierådgivere og spindoktorer forbereder deres arbejdsgivere på at håndtere netop journalisterne. Og det ser ud til, at det ofte er de samme mennesker, der underviser begge parter, sådan at forholdet mellem dem i løbet af 90’erne har udviklet sig til et slags selvfødende mediecirkus. Og Gud nåde den, der ryger i maskinen uden at være forberedt!

Kurt Strands bog er ikke en akademisk undersøgelse af en genre, men en håndværksbog, der udspringer af en praksis og ser verden fra journalistens perspektiv. For den akademisk skolede kan den måske nok her og der komme til at virke som en lidt selvhøjtidelig beskæftigelse med banaliteter, men til gengæld rummer den en erfaringsbaseret indsigt i en side af mediebilledet, som ellers kun vanskeligt er tilgængeligt for udenforstående.

Og bogens understregning af idéens, fokuseringens og vinklingens betydning for resultatet af arbejdet er en støtte til de lærere, som mener, at deres elever kommer til at skrive bedre, hvis de ved, hvad det er, de vil fortælle, og hvorfor. Og det er jo ikke så ringe endda.

Kurt Strand, Interview for journalister. Spørgeteknik, skarpvinkling og struktur. 225 sider, 299 kroner, Forlaget Ajour.

Berlingske Tidende, 6. juni 2004

Pendlercykel til den praktiske gris

Nærtrafik: Honda Innova 125 er et nyt bud på, hvordan man kan håndtere den tætte trafik i byerne. Den er billig, giver en vis komfort, kører rigtig langt på literen, men har problemer med målgruppen. Mulige nye kørekortregler i fremtiden kan blive dens chance.

Af Søren Søgaard

”Hvad i alverden er nu det for en ting, du kommer trillende på der,” udbryder min motorcykelinteresserede ven, idet jeg jokker Innova’en ned til frigearet og sætter den fra mig på dens lille sidestøtte. ”Det ligner sgu’ da en jordmoderknallert, der leder efter sin mælkekasse!”

                 Og det kan man måske godt sige. Honda Innova 125 er en lidt mærkelig fremtoning med sine store, smalle hjul, skærmen foran benene samt kædekasse og kickstarter. Som en slags mc-verdenens okapi ligner den en blanding af forskellige arter som knallert, scooter og letvægtsmotorcykel. Benskærmen giver mindelser om fortidens knallertkørere, der sammenbidt stred sig igennem alt slags vejr, fordi de ikke havde råd til en bil, men på Innova er den smukt designet og integreret med det scooterlignende karosseri til en smal og enkel form, som giver god beskyttelse til underben og fødder.

Alternativ bytransport

Men Innova er netop ikke beregnet til mennesker, der ikke har råd til en bil, tværtimod. Innovas tiltænkte ejer har nemlig sådan en, men kan bare ikke komme til at bruge den fornuftigt, fordi den by, han bor i, er fuldstændig fyldt op af alle mulige andre biler. Derfor vil han overveje at flytte over på denne 125 ccm til hverdagspendlingen. Og det er der en række fordele ved.

                 Først og fremmest er Innova ekstremt billig. For kun 20.000 bliver man her kørende på to hjul med en kultiveret firetaktsmotor, der i modsætning til de langsomme 45-knallerter med deres totaktsmotorer ikke griser, er let og nem at håndtere og kører laaaangt på literen. Jeg fik ikke målt forbruget præcist i løbet af testperioden, men det rækker i hvert fald op til 50 km på literen ved blandet kørsel.

                 Den effektive motor, som kan startes både elektrisk og med kick, ligger vandret i bunden af stellet, hvilket giver et lavt tyngdepunkt og en rigtig god balance. Den enlige cylinder spinder som en symaskine, og drejningsmomentet ligger solidt nok til at trække fra bunden i andet gear, også med to på og op ad bakke. Accelerationen rækker rigeligt til at give den nødvendige bevægelsesfrihed i byen og på almindelige veje. Teoretisk ligger topfarten på 105 km/t, men det gælder i hvert fald ikke i modvind, så andre veje end motorvejen vil normalt være at foretrække. I hverdagens myldretid snor Innova sig imidlertid som en ål i vandet gennem bilkøerne, og gedigne sidespejle uden vibrationer sørger for, at orienteringen bagud i trafikken er i orden. Standse kan den også med skivebremse foran og tromlebremse bag.

Gearskiftet er usædvanligt. Koblingen er automatisk, så skiftet foregår ved at dreje af for gassen og træde ned på gearpedalen. De fire gear ligger nedad fra 1 til 4, ligesom på de gamle engelske motorcykler. Ved stop i fjerde, f.eks. ved en lyskurv, træder man den ned til frigear og kan så ellers fortsætte med at geare op ved at træde ned. Nedgearinger undervejs foregår med en hælpedal. Systemet fungerer meget godt, men kræver lidt øvelse, hvis man vil undgå ryk, specielt ved nedgearinger og koldstart. For at hjælpe piloten med at finde ud af, hvor han eller hun befinder sig i rækken af gear, indeholder instrumenthuset en meget tydelig gearindikator med lysende trinmarkeringer.

Problemer med målgruppen

Helt så praktisk som en scooter er Innova dog ikke. Under sædet er der et lille rum, men det er ikke stort nok til en hjelm, så den må man tage med sig, og en madpakke og en cola er nok til at fylde det op. Foran kan der heller ikke stå noget, men bagagebærere er på vej som ekstraudstyr, så man kan komme til at købe ind på den uden at have en rygsæk på sig.

                 Til gengæld giver de store, smalle hjul god kørekomfort. Gyroeffekten gør Innova meget retningsstabil og afslappet at køre, men nogen kurvefræser er den ikke. Det er næppe heller meningen med dette forsøg på at løse de betrængte byboeres pendlerproblem.

Det, man her får, er et pænt og praktisk transportmiddel til hverdagens almindeligste opgaver. Her er stort set ingenting at pudse og holde rent, kæden løber i en lukket kædekasse, og frontens aerodynamik giver god beskyttelse mod både vind og vejr.

Det kan imidlertid være lidt vanskeligt at se, hvem Innova 125 egentlig henvender sig til i Danmark. Den er bygget til alle aldre og køn, som ikke har mc-ambitioner, men har mod på at køre på to hjul, hvis de kan få noget nemt og næsten vedligeholdelsesfrit ved siden af bilen.

Men som reglerne er nu, er Innova jo en motorcykel i Danmark. Det betyder, at der skal et særligt mc-kørekort til at køre den, og egentlige motorcyklister vil næppe falde for en hybrid som Innova. I det sydlige Europa, hvor motorcykler som Innova sværmer som insekter i byerne, gælder der imidlertid de samme regler for 125 ccm som for EU-knallerter hos os, dvs. at de kan køres med et bilkort.

Hvis vi nogensinde når frem til sund fornuft af den art i Danmark, vil lette motorcykler af Innovas type kunne blive et positivt bidrag til en opløsning af trafikpropperne i de betrængte byer og en renere luft i gaderne.

Boks:

Honda Innova 125

Motor: Encylindret, luftkølet vandretliggende motor med 1 overliggende knastaksel og 2 ventiler. Boring 52.4 mm, slaglængde 57.9 mm, kompression 9,3:1, slagvolumen 124,9 ccm, ydelse 9 hk ved 7.500 o/m, drejningsmoment 10,0 Nm ved 5.000 o/m. 1 stk. 18 mm APB-karburator. El- og kickstart.

Transmission: 4 gear med automatisk centrifugalkobling, kædetræk i lukket kædekasse.

Stel m.m.: Enkelt rørramme i stål. Akselafstand 1240 mm. Sædehøjde 798 mm. Teleskopforgaffel uden justering, bagest svinggaffel med 2 støddæmpere uden justering. 17 tommer stålfælge med eger, foran 70/100 dæk, bag 80/90 dæk.

Bremser: Foran 1 stk. 220 mm skive med 2-stemplet caliper. Bag 110 mm tromle.

Vægt mv.: 99,5 kg tør. Tankkapacitet 3,7 liter. Vægt/kraft-forhold 11,05 kg pr. hk.

Præstationer: Topfart o. 105 km/t, 0 til 100 ikke målt.

Pris: 21.745 kroner inkl. levering.

Foto: Britta Søgaard og Søren Søgaard

Billedtekster:

1.     Honda Innova 125: Et bud på en praktisk løsning på nærtransport og pendlerbehov med plads nok til to. Skjoldet skærmer underbenene godt, og kæden løber i en lukket kædekasse.

2.     Store hjul, effektiv forgaffel og skivebremse foran sikrer betryggende køreegenskaber, også med to på.

3.     Klassisk instrumentering med speedometer, benzinmåler og en meget tydelig gearindikator til det specielle gearskifte.

4.     Benzinpåfyldningen foregår under sædet, hvor bagagerummet også befinder sig. Men meget andet end to liter mælk kan der ikke være.

5.     Det særprægede gearskifte har en hælpedal til nedgearing, ligesom i de gode, gamle dage.

6.     Nydelige detaljer, en ren udstødning og noget så usædvanlig som en kickstarter. Den virker.

7.     Hondas design fornægter sig ikke. Denne bagdel kunne lige så godt have siddet på en stor motorcykel.