Kategoriarkiv: Artikler

Artikler

Feature: Samerne byder velkommen til Sápmi

Berlingske Tidende, 13. januar 2001

Samerne byder velkommen til Sápmi

En skiferie eller en vildmarksferie
kan ikke lægges meget bedre end i Härjedalen, Sveriges tag. Her er et
kæmpemæssigt system af både kultur- og naturvandrestier og måske det længste skiløjpesystem i Norden. Samtidig er det her Sápmi, samernes land, begynder – og de vil gerne have besøg.

Af Søren Søgaard

Da Eva Teilus Rehnfeldt i 1937 var en lille pige på 8 år, blev hun opmålt i en maskine, som skulle vise, om hun
var et rigtigt menneske, eller måske bare en afart, en mindreværdig, en humanoid, som evolutionen havde sendt ud
på et sidespor. De svenske racebiologer kom til hendes barndoms land i Jokkmokk med deres mekanismer og fotografiapparater for at dokumentere, at samerne var mindre, mere krogbenede og dummere end rigtige mennesker, og samerne måtte klæde sig af for dem og finde sig i, at deres hoveder blev målt op og deres kroppe affotograferet.

Dengang måtte samer ikke bo i rigtige huse og deres børn ikke gå i skoler, og de havde heller ingen almindelige borgerlige rettigheder. Så sent som i 1952 flyttede Eva fra sted til sted i en pulk, som blev trukket af en ren. Dengang kunne man flytte alt, hvad man ejede, i 4 – 5 pulke. Nu er hun 71 år gammel og med en betydelig større oppakning flyttet til Funäsdalen i landskabet Härjedalen, hvor hun
blandt andet er guide på fjeldmuseet.

Härjedalens Fjällmuseum i Funäsdalen, som er indstillet til EU’s museumspris, er i allerhøjeste grad et besøg værd. I en bygning, der arkitektonisk ligger meget tæt op ad den lokale byggeskik og nærmest smyger sig ind i fjeldsiden, får gæsterne et betagende indblik i den kultur, jægere og bønder skabte i dette hårde landskab, da de kom hertil for 10.000 år siden. Indtil 1645 var det norsk, og der er stadig mange norske særtræk i sprog og byggeskik og
selvfølelse hos dem, der bor her.

Samerne infiltrerede museumsprojektet, da det blev til, og det er lykkedes at opstille en særlig samisk afdeling i en rund, kåtelignende sal yderst i bygningen. Eva viser stolt rundt i museet, som via et overdådigt ovenlys åbner sig mod Funäsfjeldets store bjerghammer, så bygning og fjeld næsten bliver et. Selv den særlige samiske
sang, jojken, med dens specielle toneskala er det lykkedes at bevare og udstille via en række hovedtelefoner i et lille galleri, hvor jojken kan indtages med udsigt til den isdækkede sø. Men alligevel er Eva ikke helt tilfreds. I museets sal ser vi et diasshow om Härjedalen, landskabet som Gud gemte. Her får vi at vide, at jægerne i sin tid
trængte op i den uberørte vildmark sydfra.

“Uberørt,” fnyser Eva. “Det var aldeles ikke uberørt, for samerne var her allerede. Det er der slet ingen tvivl om, for der er masser af fund, som viser det. Men mange svenskere har stadig svært ved at erkende, at vi overhovedet eksisterer.”

Funäsdalen ligger tæt ved den sydligste grænse for sydsamerne i Sverige, men selv er Eva Teilus Rehnfeldt nordsame og har stadig rener hjemme i Jokkmokk, som hun betaler den lokale sameby for at tage sig af. Hvor mange rener har hun da? “Ja, hvor mange penge har du?” spørger hun med et skævt smil i sit brede ansigt med de høje kindben. “Rener er penge. Man spørger vel ikke mennesker, hvor mange penge de har!”

Det samme spørger jeg Christine Rensberg om. Jeg får naturligvis det samme svar, og jeg har endnu ikke mødt en same, som svarede anderledes. Sådan er det bare. Christine bor i Brändåsen godt 30 km syd for Funäsdalen, et lille samfund af samer midt i fjeldskoven. Hendes mand, Veikko, arbejder med samebyens rener, Christina laver sameslöjd, som ikke er sløjd i vores forstand, men højt udviklet kunsthåndværk af renskind og andre naturmaterialer. De 50 samer i
Brändåsen bor i 16 ens huse, hver på oprindeligt 72 kvadratmeter, som myndighederne byggede til dem i 1954, omtrent på det tidspunkt, da det blev tilladt for samer at bo i firkantede huse. Selv er Christine den sidste indbygger i Brändåsen, som er født i en kåte, samernes traditionelle, runde, tipi-lignende hytter.

Christine laver især tasker, støvler, veste og pelse af renernes skind. Hun er lattermild og bevæger sig hurtigt, mens hun fortæller om sin produktion, som mennesker kommer langvejs fra for at købe. Hun behøver ikke at annoncere, for mund til øre er fuldt ud tilstrækkeligt til den produktion, hun ønsker at afsætte. En rentaske koster 6.000 kroner og tager mindst en uge at fremstille. Christine er ikke i tvivl om sit arbejdes værdi og kender godt sit ry. Hun arbejder bevidst
med design og forsyner alt, hvad hun laver, med sit personlige logo, som også findes på hendes stilsikre business-card. Hun viser sit sidste værk frem: en fantastisk vest, syet af skind fra renernes ben med en krave af vildmink. Hun skal have 12.000 for den og er ikke i tvivl
om, at den bliver solgt, for turisterne, især tyskere, kører gerne den lange vej ud til den lille sameby i skoven for at hilse på og handle. Og de er velkomne, for Christine er en moderne forretningskvinde, selv om hun utvivlsomt også er en ægte same med rener og det hele.

Og hun glemmer aldrig, at Brändåsen i virkeligheden er et tvangsforflyttet samfund. I 1954 blev samerne hentet ned fra deres bopladser ved Käringsjöen, 20 km længere oppe i fjeldet mod grænsen til Norge, og anbragt her af de svenske myndigheder, som havde besluttet, at deres gamle levesteder skulle laves om til et naturreservat. Deres gamle bosteder blev revet ned. Nu bor de her i en ren sameby, den sydligste i Sverige, og gæster er velkomne, også til renslagtningerne, som foregår i byens runde renfold. Den er tom nu, for samerne må ikke længere slagte deres rener uden dyrlæger, og de arbejder ikke lørdag/søndag.

Christines datter Marja går i skole i Tännäs, 15 kilometer væk. Hun fortæller, at det ikke længere er en mobninggrund at være same i svensk skole. Ingen råber “jävla lapp” efter hende. Nu bliver hendes identitet nærmest bekræftet den anden vej rundt, for det er altid samerne, som må holde for, når der skal fortælles ‘interessante’ historier om urfolk, rener og livet i fjeldskoven. Men det er okay, mener hun. Hun ved i hvert fald, hvem hun er, og er ikke i tvivl om sit eget værd.

Samerne kommer man lettest i kontakt med via deres nyoprettede samecenter, Galltije, som ligger i den tidligere toldbygning på Köbmangatan 58 i Östersund, hvor det spraglede samiske flag med
polarcirklen nu vajer. Her arbejder Reino Jillker, som er den ny tids same. Han er 44 år, uddannet civiløkonom og journalist og er nu en del af samecentrets ledelse. Reino kan ikke tale samisk, men både hans far og hans mor er samer (hvilket er ved at være en usædvanlig ting på grund af den store indgiftning). Han er svensk uddannet og mangler fuldstændig tilknytning til renhold eller anden traditionel samisk kultur, og han har en svensk samleverske og svenske venner. Hvorfor er han same? Og ville han være same, hvis den traditionelle,
renholdende kerne af samer forsvandt? Han er ikke i tvivl. “Jeg er same, fordi svenskerne har gjort mig til det,” forklarer han. Hele hans skolegang indtil gymnasiet var præget af mobning og slagsmål, og han oplevede ofte, at der blev råbt efter hans forældre på gaden. “Jeg fik tampet min samiskhed ind af det omgivende samfund.” Men hvorfor ikke bare opgive og tilpasse sig svenskerne? Reino ser på mig med et lille, smil i sit samefjæs: “Hvorfor bliver I danskere ikke bare tyskere? Eller svenskere for den sags skyld?”

Jegprøver at finde et godt svar, men det er ikke let. Eva med sine rener og sit museum, Christine med sine pelse og tasker og civiløkonomen Reino hænger sammen på en uudgrundelig, men absolut følelig måde. Her i Härjedalen begynder deres
Sápmi, og vi må gerne besøge dem, hvis vi ønsker at vende hjem med mere end turistindustriens præfabrikerede underholdningsoplevelser.

Reinohar givet mig en folder, der oplyser, at jeg for hundrede kroner kan blivefadder til en renkalv, hvis jeg ønsker at støtte samerne. Tænk at få sin egen ren – det var måske en idé! Her i begyndelsen af november falder sneen allerede i fjeldskoven. Jeg er på vej hjem, men jeg vil hellere end gerne vende tilbage med et par ski på nakken.

Boks:

Vejen til Härjedalen.

Lettest er det at flyve til Östersund over Stockholm, men man kan også køre de 1100 km fra Helsingborg ad indlandsvejen, som går igennem noget af den smukkeste vildmark i Sverige. Hvis man sigter direkte på Funäsdalen er det lettest at flyve til Röros i Norge og så køre ind over grænsen. Ad den vej kan man være på plads i skiområderne på kun tre timer fra Stockholm. Se også www.funasdalsfjall.se.

Boks:

Samerne er Skandinaviens urbefolkning, som er indvandret østfra, efterhånden som isen gav plads. Der er o. 70.000 af dem i Norge, Sverige, Finland og Rusland, afhængigt af hvordan man bestemmer en same. De kalder deres område Sápmi. 17 – 20.000 samer bor på svensk område. Omkring 10 procent er aktive inden for renhold. Først for få årtier siden ophørte den aktive diskrimination af samerne. I 1990’erne har de fået sameting, rådgivende forsamlinger, i alle deres hjemlande. Læs mere på
www.samefolket.se.

Artikler

Anmeldelse: Ole Sønnichsen og Mark Kramer, Virkelighedens fortællere – ny amerikansk journalistik

Prent, oktober 2003

Virkeligheden som fortælling

Først var der ’new journalism’, så kom den litterære journalistik og nu hedder den herskende trend ’fortællende journalistik’. Som de to foregående retninger har den til formål at holde på læserne ved at gøre verden anskuelig og engagerende. Men den stiller store krav til journalisternes etik.

 

Af Søren Søgaard

 

Når Tom Hallman skriver sine historier om virkeligheden, er han meget bevidst om, at virkelighed og fortælling ikke er det samme. Virkeligheden har ikke en begyndelse, en midte og en afslutning. Det har en fortælling. Virkeligheden betyder heller ikke noget ud over sig selv, men det må en fortælling gøre, hvis den skal være læseværdig. En fortælling skal gøre virkeligheden til et symbol på noget for at give mening, og derved kommer fiktive og faktiske fortællinger til at ligne hinanden mere, end man måske umiddelbart skulle tro.

                 Så når Tom Hallman arbejder med sine fortællinger om virkeligheden laver han først en plan. For ham har gode historier tre afsnit: et komplikationsfokus, et udviklingsfokus og et løsningsfokus, hvor hovedpersonen (for sådan en skal der være i en fortælling) først kæmper med sit problem, derefter begynder at se en vej ud, og endelig finder ud af, hvad han eller hun skal gøre for at gøre en ende på problemet.

Dette og meget mere kan man læse om i en ny udgivelse, Virkelighedens fortællere, fra Journalisthøjskolens forlag Ajour, der udsender så mange udmærkede bøger, som andre end journalister kan have interesse i. Bogen består af fem oversatte artikler fra amerikansk presse, hvoraf tre har fået Pullitzerprisen og en fjerde har været nomineret. Derudover er der interviews med de repræsenterede journalister om genren og deres arbejdsmetoder samt en afsluttende etisk kommentar af skrivepædagogen Roy Peter Clark.

 

Journalisten som forfatter

Fortællende journalistik er som genre en sammensmeltning af de fiktive genrers fortælleteknikker med journalistens forpligtelse på virkeligheden. Det er sådan set ikke noget nyt, for det har vi kendt længe som featureskrivning. Måske kan man sige, at fortællende journalistik blot er featureskrivning drevet til yderste konsekvens.

                 Det betyder, at journalisten både i research og tekst optræder som den neutrale iagttager, fluen på væggen, der på intet tidspunkt er en del af begivenhederne og på intet tidspunkt giver sig til kende som andet end en fortællerstemme og en fortællerposition. Denne position kan til gengæld skifte lige så hurtigt og ubesværet som fortælleren i fiktionen: fra alvidende fortæller til ledefigursfortæller til rent scenisk iagttager. Kun jeg-fortælleren er bandlyst. På samme måde er alle fremstillingsformer tilladt: foldet kronologi, flashbacks, dialog, indre monolog, synsvinkelskift osv. Det eneste krav, der skal overholdes, er, at alt skal være dokumenteret, intet må digtes til. En indre monolog kræver, at en person har fortalt om den til journalistens blok, en dialog, at journalisten har overværet den, et synsvinkelskift, at alle parter har været en del af researchen osv.              

                 De artikler, der præsenteres i bogen, har det tilfælles, at de beskæftiger sig med tilværelsens grundvilkår og stærke menneskelige følelser. To handler om forældres kamp for deres handicappede børn, en om en forfærdelig tredobbelt mordsag i Florida, en om kvindelige mexicanske sæsonarbejdere i USA og endelig en om bomben i Oklahoma City og den senere henrettelse af bombemanden. De fire første er meget lange og har været bragt som føljetoner, den sidste er ikke længere end en almindelig lang nyhedshistorie og er medtaget for at vise, at fortællende journalistik udmærket kan praktiseres kort.

                 Ud over de meget læseværdige historier fortæller de fem journalister (eller forfattere om man vil) om deres arbejdsmetode og skriveproces, som de har et meget bevidst forhold til, og her er der virkelig gode ting at hente for mennesker, der arbejder med skrivning, hvad enten de selv er praktiserende eller underviser i det.

                 Her får vi noget at vide om at observere, at få ting ned på blokken, at strukturere og få overblik, at fortælle sin historie frem, om skrivefasen, om balancegangen mellem fakta og fiktion og om de etiske problemer, der er knyttet til genren.

 

Problemer og muligheder

At fortællende journalistik ikke er uden problemer, har skandalerne i amerikansk presse tydelig vist, sidst da verdens måske mest ansete avis, The New York Times, fyrede chefredaktøren, efter at det havde vist sig, at en af avisens stjernereportere, Jayson Blair, i årevis havde opdigtet store dele af sine historier, og at en anden, Rick Bragg, havde sat historier i avisen under sit eget navn, selv om han ikke selv havde skrevet dem. Det hører med til den ironiske virkelighed, at netop Rick Bragg er en af bidragyderne til bogen, hvilket viser, at verden ikke er fuldkommen.

Heller ikke i Danmark er vi uden erfaringer med etiske problemer i forbindelse med journalistik. Således viste en undersøgelse for nylig, at en stor  del af de studerende på Journalisthøjskolen snød med deres journalistik på samme måde som Jayson Blair, dvs. at de opdigtede scener og kilder eller pyntede på deres citater.

Men vi skal nok komme til at se mere til den fortællende journalistik. Dagspressen er tilsyneladende i permanent krise, og et eller andet må tydeligvis gøres for at holde på læserne. I mellemtiden kan f.eks. lærere have stor fornøjelse af en bog som Virkelighedens fortællere, der dels vil gøre dem klogere på en spændende genre, dels vil sætte dem i stand til at gøre deres egen skriveundervisning langt mere spændende og vedkommende, end de traditionelle skolegenrer giver mulighed for.

                

Ole Sønnichsen og Mark Kramer, Virkelighedens fortællere – ny amerikansk journalistik, 352 sider, 348 kroner, Journalisthøjskolens forlag Ajour.

 

Artikler

Essay: Tekst og kvalitet – noter fra tekst- og skrivelandskabet

Fremstillingens kunst, Gymsprog 2000

Se som pdf: PDF

Af Søren Søgaard
undervisningskonsulent på Berlingske Tidende

Søren SøgaardJeg tror – for fanden jeg ved! – at enhver kan skrive, eller mere præcist: kan komme til det. Det betyder ikke, at ethvert cykelbud kan blive Shakespeare … Men det betyder, at ethvert cykelbud kan finde SIN skrift, en, vi ikke har haft før, fordi det skide cykelbud bare ikke har skrevet før.
Det kræver bare, som alt andet, et Helvedes arbejde – det er såmænd det hele.

 

Dan Turéll
1.  Der er gode tekster, og der er dårlige tekster. Vi er ikke i tvivl, når vi møder dem: Gode tekster er levende, fyldt med former, farver og bevægelse; de taler til vore sanser og vore følelser samtidig med, at de ind imellem husker at løfte sig så meget, at vi hele tiden kan forstå, hvad meningen er og derved føle os klogere og rigere. Dårlige tekster er grå, kedelige og statiske; de vækker ingen billeder, ingen farver og ingen forestillinger. Dårlige tekster hænger frit i luften; de har ingen forbindelse til sansninger og oplevelser, og de letter heller aldrig så meget, at læseren kan få det store billede. Dårlige tekster er produceret af bogholdere, hvis vigtigste mål er at få regnskabet til at stemme, tegnene sat på plads og opgaven løst efter forskrifterne.

 

Tyrkernes rige er blevet stort, og en dag skyder deres stærke kanoner Konstantinopel i grus. Kejser Konstantins by holdt i over 1000 år, og så er det slut med det østromerske rige. Snart har tyrkerne erobret Balkan, men ved Østrig gør de holdt. Her har habsburgerne taget magten. De vil herske over Alperne, men det vil de stolte bønder i Schweiz ikke finde sig i. En sommeraften samles de unge mænd i engen og sværger, at de vil kæmpe for friheden og befri deres land.

 

2. Når mennesker skriver tekster, der er så grå, at de aldrig selv ville finde på at læse dem frivilligt, kan der være flere grunde til det. En kan være den gode, gamle udøvelse af magt gennem sproget, som her i 150-året for den demokratiske grundlov stadig er et problem rundt omkring. En anden kan være, at man ikke har noget at sige og derfor gør sit bedste for at skjule det i et uanskueligt sprog. En tredje kan være tilpasning: Hvis man ikke ved, hvad man skal gøre. kigger man efter sidemanden eller efter, hvad man plejer at gøre i den organisation, man er havnet i. Og endelig kan det skyldes uvidenhed, som altid vil være den underliggende årsag til tilpasningsstrategierne, men ofte viser sig at være den underliggende årsag til hele misèren.

 

 

OPSLAG

 

Idriftssættelse af adgangskontrolsystemet udsættes
hermed i ca. 14 dage på grund af igangværende færdiggørelse
af adgangskortene og dermed initiering af system.

 

3. Uvidenhed betyder ikke, at mennesker ikke har gået i skole og ikke har lært at stave, men det betyder, at de ikke har lært, hvad skrivning er. De har måske lært, at skrivning er disposition og stavning, eller nogle formelle ting, men de har ikke lært, hvad skrivning egentlig er, hvad der driver skrivning, hvad der foregår inde i hovedet, når man skriver, og hvad man kan gøre. Det er det, jeg mener med uvidenhed. Der er måske så mange som 600.000 funktionelle analfabeter i Danmark, som alle sammen har gået i skole og lært at læse og skrive. De kan læse et ord plus et ord plus et ord plus et ord, men de kan ikke læse tekster. De er ikke ordblinde, men de tror ikke på, at skriften er mulig. Hvis de kommer på de rigtige kurser og først får aflært det, de lærte i skolen, kan de sagtens både læse og skrive, for der er jo ikke noget i vejen med dem. De er blot en del af et kontinuum, der går fra minimalskriveren, som, fordi det er ubehageligt, skriver så lidt som muligt så sjældent som muligt og aldrig sætter noget på spil, til den, der godt kan og føler glæde ved det. Man kan kalde det tillært inkompetence.
Ingen er født som analfabeter. Analfabetisme er altid noget man har lært i skolen.
4. Ingen er født med at kunne skrive. Skrivning er altid noget, man har lært. At nogle mennesker så er bedre til det end andre, skyldes måske nok talent – men det kunne også tænkes, at de gode bare har lært det bedre. Skriftsproget er det første fremmedsprog, vi lærer, ikke kun på grund af bogstaverne og alt det formelle – det, man kan kalde mekanikken i sproget – men også fordi ordenes lyde, betydning og selve grammatikken faktisk er ret meget forskellige fra det talte sprog. Og skrivningens hemmelighed består i alt væsentligt i, at skriveren fra starten føler, at skrivning er noget, der kan lykkes. Fra starten! Man kan sammenligne skolegang og læring med et skib, der sejler ud på åbent hav. Hvis det ved udsejlingen forbi havnemolen kommer bare 1/2 grad ud af kurs, ser det ikke ud af så meget i begyndelsen, men efter 9 eller 12 års sejlads 1/2 grad ude af kurs er man ret langt væk fra det sted, hvor man skulle have været. Sådan er der mange, der har haft det med skrivning i skolen. Og med matematik. Og med alt muligt andet. Derfor gælder det om at finde den rette kurs så tidligt som muligt.
For at skrive gode tekster skal man tro på, at det er muligt at sige noget.
Det er et stort held, at de små børn kommer i skole med et talesprog. Hvis vi skulle lære dem at tale, ville halvdelen af befolkningen være stumme.
Don Murray
5. En vigtig grund til de skriveproblemer, mange mennesker vitterligt har, ligger i de to forskellige måder, de har lært sprog på. De fleste udtrykker sig meget lettere mundtligt, end de gør skriftligt, og det er ikke så mærkeligt. For da de som børn lærte at tale, lærte de det ved simpelthen at gøre det, og når de lavede fejl, blev de støttet og opmuntret af de voksne, som syntes, at deres fejl var sjove og nuttede. En stor del af livet i skolen går med at finde og rette fejl, og det bliver hurtigt så som så med skrivelysten, hvis det eneste formål med skrivningen bliver fejlfinding og kritik fra læreren. Og uden skrivelyst, ingen skrivelæring. Derfor er det vigtigt, at bruge så meget af talesproget, som man kan, hvis man vil gøre skrivning bedre og hurtigere. Først og fremmest må man vænne sig til at tale med andre om det, man laver, og holde op med at betragte skrivning som et privat mareridt. Og så skal man skrive så tæt på det talte sprog, som skriftsprogets regler tillader. Man skal skrive med ørene!
Når mennesker kommer ud af skolen, kommer de ud i et miljø, det slet ikke ligner skolen. Her skal de så gøre noget på skrift, og det første, de opdager, er, at der ikke findes ret mange steder, hvor de skal gøre det, de har lært.
Hvad gør man så? Så tilpasser man sig.

 

Hermed vil jeg venligst anmode redaktionen om gengivelse af nedenstående indlæg, og ligeledes anmodes om en god placering i håb om, at så mange som muligt gøres opmærksom på denne interessegruppe i byen.

 

6. Hvad skal man stille op med alle de dårlige, grå, statiske, fjerne og tilpassede tekster? Man kan selvfølgelig holde dem ud i stiv arm og give dem et serviceeftersyn: de kan f.eks. have en forkert rækkefølge i informationerne, (meget almindelig fejl ved danske stile!), verbalsubstantiver, passive konstruktioner, sammensatte ord, papirord, klicheer og floskler, unødvendigt fagsprog eller forsnosket syntaks. Man kan lave sådan et service-eftersyn og vise, at det er dårlige tekster og vise det til skriveren, men det bliver han ikke nødvendigvis bedre af. De fleste grå tekster er ikke grå, fordi skriveren ikke kender sine mekaniske mangler. De er grå, fordi skriveren ikke fungerer som skriver. Skrivere bliver kun bedre ved at skrive.
Man kan ikke gøre skrivere bedre ved at reparere tekster.
7. Den bedste måde at lære at skrive på er at skrive, jo mere jo bedre, og at snakke med nogen om det, mens man gør det. At cykle er også den bedste måde at lære at cykle på. Men det går bedre, hvis man hele tiden ved, hvad man gør, og hvorfor man gør det, og hvis man har nogen til at støtte sig, indtil man er sikker. For at lære at skrive godt er det vigtigt at skrive meget. For at skrive meget skal man have lyst. For at have lyst er det vigtigt at skrive om virkeligheden, om noget, man har forstand på, eller noget, der ligger en på hjerte.
Men det vigtigste er måske at skrive til mennesker, som har andre interesser i læsningen end at få noget at rette i.
Interessen for kurset er stor, og det tilrettelægges derfor således, at kurset bliver gentaget flere gange, således at skoler, der geografisk set er beliggende i nærheden af hinanden, kan deltage samtidigt.

 

8. Gode tekster er tekster, der rører ved begge hjernehalvdele. Gode tekster er tekster, der starter i kroppen og ender i kroppen. Og undervejs kan de gøre alt mulig andet. Al god skrivning starter med sanserne, med observationer og iagttagelse, med at se og høre, skændes med folk og knytte følelser til. Al god skrivning starter med, at man fylder sin blok, for man ved ikke, hvad man har oplevet, før det står på blokken. Det er et kneb fra journalistikken, der jo netop handler om dagen, om det konkrete, om at fortælle det største gennem det mindste. Man kan gøre verden større og større, indtil det konkrete møder det abstrakte i metaforen. Den berømte abstraktionsstige er i virkeligheden en cirkel, hvor det mest abstrakte møder sanserne igen i metaforen. Dårlige tekster ligger altid midt imellem. Gode tekster er tekster, som i det konkrete kan finde den ene ting, som udtrykker det hele. Hold øje med vorten; find vorten, resten af manden er ligegyldig, men find vorten. Det er gode tekster.
Metaforen i alting. The Big Bang.
9. Mennesker lever ikke i virkeligheden, men i symbolske repræsentationer af virkeligheden. Kulturen består af de symbolske systemer, som vi benytter os af til at konstruere den virkelighed, vi lever i. I vores kultur er skriftsproget det vigtigste symbolsystem og dermed også den vigtigste adgang til kulturens fælles virkelighed. Derfor burde alle fag have elementer af skrivning i sig i alle timer, men vel at mærke skrivning som fører til erkendelse og virkelighedskonstruktion, ikke mekanisk skrivning, som skal sendes til en bogholder og fordeles på debet og kredit. God undervisning kan beskrives, den kan ikke foreskrives. Og det samme gælder den skriveproces, der kan føre frem til de gode tekster.
De gode tekster kan man kun lave, hvis man får lov til det.
Originalitet består ikke i at sige noget, som ingen har sagt tidligere, men i at sige præcis det, du selv synes.
James Stephen