Kategoriarkiv: Artikler

Artikler

Rejsereportage: En same er aldrig alene

Berlingske Tidende, 12. september 1999

En same er aldrig alene

Midt ude i vildmarken, på grænsen mellem Jämtland og Lappland i Sverige, har samerne deres egen verden. Rejseliv tog på besøg.

Af Søren Søgaard

“Jeg troede ikke, I kom,” siger Odd Bjørnar anerkendende,

da min svenske ven Stig og jeg lægger vores oppakning i lyngen uden for hans kåte langt oppe i fjeldet. Vejret er barsk, og Odd Bjørnar og hans storfamilie af samer bor ikke ligefrem i et turistvenligt område. Efter at den absolut sidste grusvej slap op 30 km. fra hovedvejen mellem Strömsund og Gäddede, har vi gået opover og ledt efter dem i 3 1/2 time, men nu har vi fundet dem, og alt er godt.

Vi befinder os i samernes sommerlejr ved Lobbasjöen, 250 km. nord for Östersund, midt ude i vildmarken på grænsen mellem Jämtland og Lappland i Sverige. Disse samer tilhører Jiingevaeri Sameby, hvis hovedbeskæftigelse er pasningen af de ca. 4.800 rener, som de året igennem driver fra skovene op på fjeldet og ned igen i overensstemmelse med de otte årstider, renernes livscyklus deler deres tilværelse op i. Sommerlejren her ved Lobbasjöen ligger lige under trægrænsen og det nøgne fjeld, og renerne er i øjeblikket omkring 20 kilometer væk, ovre i Norge på den anden side af fjeldet.

Odd Bjørnar byder os inden for i kåten, hvor han bor med sin kone Britt og deres to sønner, Nils Mattias på 6 og Pär Björn på 17, samt Tanya, som er 18 år og fra Murmansk i Rusland, men nu har besluttet sig for at blive her og blive svensk same. Vi bliver beværtet med tørret og røget renkød og hjemmebagt brød med friskfanget fisk fra den sø, vi kan se nede i dalen. Og så naturligvis med kaffe, som alle drikker, og som hele tiden koges frisk på smedejernskomfuret i kåtens midte. Vi er ankommet og accepteret.

Samerne her er ikke til turister, og intet i denne sommerlejr er beregnet på turisme. Vi må gerne være her, men det er først, efter vi har vist, at vi kan gå i fjeldet og i øvrigt kan klare os selv, at de for alvor gider at snakke med os. Vi slår teltet op i en lavning med dværgbirk oven over selve lejren på en plet, hvor der tydeligvis tidligere har stået en kåte, og hvor der er en smule læ for den bidende vind og den drivende finregn, som tungt trækker ind over fjeldet fra den norske side. En af lejrens ældste samer, Ingemar på 63 år, betragter os skeptisk med sit brede læderansigt, mens vi fumler med stænger og pløkke. En gang imellem spidser han munden og suger luft ind med en skarp lyd, men det er også hans eneste kommentar.

Temperaturen er ikke over 5 grader her i juli, og til natten falder den yderligere. Vi går i soveposerne med alt tøjet på og er enige om, at vi kan blive hygiejniske, når vi kommer tilbage til Östersund. Det er ellers ikke, fordi man ikke kan komme i bad. Midt ude i fjeldet støder vi på en stor gryde kogende vand og en splitternøgen samekvinde i et plastikbadekar ved siden af. Hun nægter på det bestemteste at
lade sig fotografere, og vi skynder os ud af hendes luftige badeværelse igen.

Dette er en arbejdende lejr, hvor beboerne i to sommermåneder er optaget af at mærke renkalvene fra foråret og så i øvrigt tage sig af flokken. Selve lejren består af en halv snes kåter af forskellige størrelser samt et par hytter. En kåte er en slags kegleformet hytte med røghul i taget, et omvendt kræmmerhus bygget af kløvede
nåletræsrafter, birkebark og græstørv. Den ligner den slags tipier, man kan se indianerne bo i i de klassiske westerns, bare i fast form. Bohavet består af det meget vigtige brændekomfur i midten, nogle få hylder, birkeris på gulvet, dækket af kludetæpper, samt evt. et enkelt lille bord på lave ben til at spise på.

Her leves livet, og her sidder vi i den lange lyse aften og nat og taler sammen, mens børnene går i seng omkring os, efterhånden som de bliver søvnige. Britt er kristen, men hun ved også, at fjeldet er fyldt med kræfter. Nogle steder har mere kraft end andre, det kan man mærke, når man går i vildmarken. Og fordi hun har gået i svensk skole og senere taget universitetskurser i jura og andre nyttige ting, ved hun, at der er meget, svenskerne ikke har styr på. Det velsmagende vand, vi bliver budt på gentagne gange i løbet af sådan en aften, springer fra en kilde på toppen af fjeldet. ”Men vand kan jo ikke løbe opad”, siger Odd Bjørnar. ”Der må være en kraft oppe i himlen, der trækker vandet op og ud af fjeldet.” Og samer, som dør derude uden at blive fundet, vandrer omkring i vildmarken og kan hjælpe, hvis man kommer i vanskeligheder. Pär Björn, den ældste søn, har set dem mange gange. Nogle af dem går i samernes tøj fra gamle tider, lavet af skind. “Man er aldrig alene derude”, siger han alvorligt. “Man kan altid få hjælp”. Også rener kan af forskellige grunde blive ‘seiv’, sådan at de både findes og ikke findes, og ofte kan man møde store renhjorde, som ikke efterlader sig spor. Seiv-rener kan også blande sig med den rigtige renflok og måske føre dem på afveje.

Hergælder det om at slå ørene ud og lytte sig ind i et univers, som er ret meget anderledes end en københavners, men som er langt bedre egnet til overlevelse. Samernes børn lever deres liv i fjeldet, og ingen har opsyn med dem. Der findes ingen samepædagoger og fritidsordninger her. Når de ikke deltager i arbejdetsammen med de voksne, findes der til gengæld en række pædagogiske fortællinger
om en besjælet verden, som holder dem på plads, og Mattias på 6 år er ikke det mindste i tvivl om, at man bliver taget af Nøkken, hvis man leger i elven, eller at den næste kalv bliver født blind, hvis man leger med ilden.

Her oppe på grænsen til Norge er hunde og heste de vigtigste arbejdsredskaber, og det er som at befinde sig i en skandinavisk western at se samerne arbejde. Terrænet er barsk, og den valgte hesterace er svensk nordlandshest. “Islandske heste dur ikke”, erklærer Odd Bjørnar. “De er ikke stærke nok til fjeldet”. Hans egen hest har flækket en hov, som han har spændt sammen igen med en
hjemmelavet anordning, men han er bange for, at hesten er ude af arbejdet for resten af sommeren. “Men samernes bedste hjælper er nu myggene”, erklærer Britt. De holder nemlig renerne samlet og driver dem til fjelds fra de lavereliggende skove. En anden god hjælp har de af nordmændenes fåreflokke, som kommer længere op mod trægrænsen om sommeren. Rovdyrtrykket på renerne er nemlig stort, og svenskerne vil ikke lade samerne skyde de ulve, bjørne, jærv og ørne, som tager deres rener. Det hænder jo nok alligevel, men fårene er gode, fordi rovdyrene foretrækker dem. De er simpelthen lettere at fange. “Renerne er ligesom samerne”, forklarer Odd Bjørnar. “Når de går i skoven, nipper de lidt til lavet her og lidt der, og så går de videre, fordi de ved, at der kommer andre efter dem, som også skal have noget at spise. Men fårene er mere som svenskerne: de bliver på et sted, indtil de har hærget det fuldstændig, inden de fortsætter”.

Odd Bjørnar er egentlig norsk same, men det betyder ikke noget her. Han har aftjent sin værnepligt i Norge, men aldrig været i Oslo. I det hele taget har han kun været i en stor by en gang, dengang da samerne tog til København for at demonstrere i anledning af den radioaktive forurening efter Tjernobyl. En by er ikke et sted for ham.
Bortset fra alt det idiotiske, der foregår, er det jo ikke til at finde en
vejkant at lade sit vand i, hvis man skulle blive trængende, og maden smager heller ikke godt. Det kan han sige med munden fuld af frisk fanget ørred, som Pär Björn netop har bragt ind nede fra søen.

Dette er en boble, en fortryllet verden for en storbybo, og det er meget let at lade sig forføre af den og at romantisere den. Det taler vi også med samerne om, og de ved det godt. Om vinteren bor de nede i dalen, i rigtige huse, og de har også penge i banken og politisk indflydelse. Men alligevel er deres verden anderledes end vores, og selv om Stig og jeg synes, vi er seje her i fjeldet, har vi en klar fornemmelse af, at vi er skrøbelige væsener i den vældige natur
omkring os. Det er hele civilisationen, der holder os i live, og i modsætning til samerne er vi alene. For samerne kunne leve videre her sammen med alle de vandrende forfædre, selv om resten af verden forsvandt.

På vejen ned møder Stig og jeg to samepiger, som er på vej op. De er teenagere, 16-17 år gamle, og vi genkender dem oppe fra lejren. Hver af dem bærer på en stor rygsæk Vi hilser og snakker lidt. Det viser sig, at de har været en tur nede hos en fjeldbonde for at hente varer, som samelejren har bestilt pr. radiotelefon inde fra Gäddede. Varerne bliver kørt ud tilbonden, og samerne henter dem så til fods. Det er en tur ned ad fjeldet og op igen på omkring seks timer. Men i dag er det ingen sag, for vejret er godt. De smiler i solen og fortsætter opover, og vi trasker videre ned modcivilisationen, bilerne, indkøbscentrerne, medierne, underholdningen og
afslutningen på det tyvende århundrede.

Boks:

Vejen til samerne er ikke så ligetil. Man må have en kontakt til dem først, f.eks. gennem Jämtlands Län i Östersund i Sverige. Jeg satte min motorcykel på Oslobåden for at spare en køredag og kørte så fra Oslo til Östersund på en dag ad indlandsvejen, som er perfekt til motorcykler. Fra Östersund gik det godt 200 km. videre nordpå i Stigs gamle Golf, og til sidst var der kun fødderne tilbage over det åbne fjeld. Men disse samer kommer faktisk snart en tur til København og kan træffes på den store Jämtlandsmesse på Hotel Scandinavia d. 14. og 15. oktober.

Artikler

Essay: Den tillærte inkompetence

Dansklærerforeningens fællesskrift 1998

Se som pdf: PDF

Af alle indgangsniveauer i faget dansk er det første det vigtigste. Og i virkelighedens verden findes der slet ikke noget udgangsniveau, med mindre der skulle ske det, at verden stivnede i en færdig og endelig form, og alle historier holdt op. Det sprog, der skulle bruges til at beskrive denne tilstand, ville være det endelige udgangsniveau.
Undervejs kan man så opstille alle mulige standarder og krav, men det karakteristiske for dem vil altid være, at de er vilkårlige i den forstand, at de lige så godt kunne have været opstillet anderledes, og at deres evne til at forudsige de målte personers fremtidige præstationer er ret langt nede i nærheden af nul. Verden er fuld af beretninger om fremragende mennesker, som fik deres fremtidsudsigter malet i triste farver ved deres “udgangsniveauer”.
Indgangsniveauet i skolen forudsætter, at børnene møder op med et rimeligt fungerende sansemotorisk apparat samt et talesprog, og det er et stort held for os alle, at de fleste faktisk gør det, for, som Don Murray ynder at udtrykke det, hvis skolen skulle lære de små børn at tale, ville halvdelen af befolkningen forblive stumme.
Herfra sejler de så ud på det store hav af uddannelser og andre socialisationer i den kultur, vi alle driver rundt i. Og hvis de passerer ydermolen til det åbne hav på ret kurs, skulle de ikke have problemer. Men starter de ude af kurs, bare en halv grad, stiller sagen sig anderledes. En halv grad er der ikke mange, der lægger mærke til, herregud, hvad er en halv grad? Men hvis man sejler ni eller tolv år en halv grad ude af kurs, ender man ret langt fra, hvor man skulle have været, og jo længere tid, der går, jo vanskeligere bliver det at få plimsolleren rettet ind.

Jeg siger dette også ud fra et meget personligt perspektiv. Mine egne børn har haft meget forskellige læringsforløb. Den første var heldig (tænk, at man skal sige det!) og havde i sin skoletid kreative, rummelige lærere (i hvert fald i dansk), som interesserede sig for elevernes forståelse af verden og gjorde dem glade og trygge ved sig selv og dermed produktive. Den anden havde snæversynede, formalistiske, fejlfindende bogholdere, der underviste ud fra en overbevisning om egen ret og gjorde deres elever usikre og passive.
Jerome Bruner fortæller om det sted i hans liv, der bestemte hans senere karriere som uddannelsespsykolog. Han lavede på det tidspunkt rotteforsøg i et laboratorium for at finde ud af, hvad stress betyder for læring. Rotternes opgave var at finde vej ud af en labyrint. Hver gang de valgte forkert, blev de straffet med et lille stød. En del af rotterne var forud blevet stresset med strøm i et andet miljø, sådan at lige meget hvad de foretog sig, fik de det lille stød. De friske rotter løste opgaven efter gennemsnitlig 20 forsøg. De stressede rotter brugte 170. De havde lært, at de ingenting kunne, og at intet nyttede.
I skolen underviser vi efter et princip, som kan forekomme lige så besynderligt i det omfang, vi følger det. Vi opmuntrer eleverne til at gøre deres bedste, hvorefter vi belønner dem med en dårlig karakter. Derefter siger vi, at de skal gøre det igen. Og igen, og igen. Og på et tidspunkt undrer vi os over, at de ikke gider mere.
Dansk er skolens vigtigste fag, for sproget er ikke blot et mekanisk værktøj, der sætter os i stand til at kommunikere tanker og erkendelse. Tanker og erkendelse kan slet ikke tænkes uden. Sproget konstruerer selve vores verden og dermed alt, hvad vi ellers kalder fag i vores uddannelsessystem. Da Adam gik rundt i Edens have og gav alle ting navne, blev verden til, ikke før. Og læg mærke til, at det var Adam og ikke Gud, der opfandt sproget. Det fattige sprog er et fængsel, en fattig verden med fattige tanker, som vi kun kan kompensere for ved hjælp af billeder og drømme.
Fra vi er ca. seks år gamle bliver vi tosprogede. Ved siden af talesproget kommer skriftsproget, det første fremmedsprog. Skriftsproget har en række fordele frem for talesproget. En af dem er, at man bliver nødt til at eksplicitere alting for at kunne skrive. En anden er skriftsprogets permanente karakter, der betyder, at man gennem skriften eksternaliserer sine indre oplevelser og erkendelser, sådan at de bliver til ydre genstande, der kan betragtes fra alle sider og forhandles med andre mennesker. Sproget, og især skriftsproget, bliver derfor til kulturskabte erkendelsesværktøjer, som vi bruger til at benævne og fortolke verden omkring os. Og som vi ved fra den hermeneutiske cirkel, bygger alle fortolkninger på et samspil mellem helhed og dele. Delene får deres betydning af helheden, som på den anden side igen består af delene. Men helheden er altid større end summen af de dele, den består af, og helheden kommer altid først. Man skal først forstå skoven, før man kan forstå de enkelte træer. Og de enkelte gader i byen får først mening, når man forstår hele byen. Derfor skal romaner læses i ét hug, og tekster skrives med det indre blik stift rettet mod historien.
Det er derfor absurd at tro, at man kan lære mennesker det mystiske og berusende skriftsprog blot ved at lære dem at stave, eller at man kan gøre mennesker interesseret i litteratur ved at lære dem litterær analyse. Stavning og analyse er mekanik, skrivning og litteratur er helhedsoplevelser og helhedsfortolkninger. Først når helhederne er på plads, og mennesker er trygge ved deres egne kræfter som fortolkere og konstruktører, kan man kigge på mekanikken.
Så når vi snakker om indgangsniveauer, er det vigtigt, at mennesker tager sproget i besiddelse til det, det er beregnet til: at konstruere oplevelser og mening. Det er faktisk muligt at lære små børn at læse ved at lære dem at skrive egne historier med ført hånd uden at spekulere på mekanikken, omtrent som de lærer at tale. Det er muligt at gengive trætte 7.-klasser troen på, at det er spændende og morsomt at skrive, ved at tilbagegive dem magten over deres egne historier og deres egen virkelighed. Og det er muligt at samle mennesker op efter gymnasiet og sende dem på opdagelse i deres egne verdener, hvis man giver dem lov til at hjælpe sig selv og hinanden med at konstruere skriftsproglige helheder, der altid vil være større end summen af de dele, de består af.
Niveauer burde derfor slet ikke handle om elevers målelige (?) præstationer efter gud ved hvilken undervisning. Niveauerne burde handle om undervisningen. Således burde skriftlig dansk deles op i to niveauer, som man kunne kalde fx skrivning og mekanik. Skrivning skulle handle om at indsamle, fokusere og forme gode historier om verden, som kan læses og forhandles med andre uden utidig indblanding af bedrevidende bogholdere. Mekanik skulle så handle om bogholderiet, de mekaniske dele i sproget, som bedst indlæres mekanisk, og uden at den skrivendes personlighed er på spil. Sandt er det i hvert fald, at jo mere, man skriver, jo bedre bliver man til det, og jo lettere lærer man også mekanikken. Man kan lære at stave ved at lære at skrive, men man kan ikke lære at skrive ved at lære at stave.
En elev i 9. havde skrevet en stil om et billede fra det 19. århundrede, som virkelig havde gjort indtryk på hende. Det var en glimrende tekst, fokuseret på billedets vigtigste historie, elegant vekslende mellem beretning, beskrivelse og sceniske mellemspil med spændende tempusskift og god struktur. Læreren gav hende stilen tilbage med et 8-tal, røde streger under nogle få stavefejl og en kort melding om, at der burde have været flere analytiske iagttagelser.
Eleven havde gjort sit bedste og investeret et stykke af sin person i en god tekst. Læreren havde gjort sin pligt og anvendt sin målestok. Hvis eleven går rundt med en vag følelse af at være en stresset rotte i en labyrint, er det jo ikke lærerens skyld.
Jerome Bruner
Forskningsprofessor i psykologi ved New York University, en af hovedpersonerne bag den såkaldte ’kognitive revolution’ og bag kulturpsykologien. Seneste bogudgivelse på dansk er Uddannelseskulturen, som udkom på Munksgaard i 1998.

Don Murray
Faldsklærmssoldat under 2. verdenskrig, forfatter, journalist og lærer, professor emeritus i engelsk ved University of New Hampshire. Klummeskriver ved Boston Globe og en af verdens kendteste skrivepædagoger. Har optrådt flere gange i Danmark, men ingen af hans bøger er desværre oversat. Gode titler er Writing for Your Readers, A Writer Teaches Writing og Write to Learn.
Artikler

Klumme: Retten er sat

Berlingske Tidende, 29. marts 1995
Retten er sat

Dette er scenen: Bag et langt bord sidder de tre dommere, der også fungerer som anklagere. Foran bordet en stol til delinkventen, og på hver side stole til bisidderne. Lyset er skarpt og hvidt fra lysstofrør i loftet. Atmosfæren er tyk af kridtstøv, fugtige gummistøvler, svage spor af leverpostej og dårlig samvittighed.
Den anklagede er lille og tynd, og efterhånden som seancen skrider frem, runder han ryggen og bliver langsomt tyndere og tyndere.
Der er forældrekonsultation på skolen.
De tre dommere kigger lidt på hinanden, skubber knitrende nogle papirer rundt og starter f.eks. samtalen sådan her:
“Hvordan synes du så egentlig det går?”
“Meget godt…”
“Du synes det går meget godt?”
“Jah, det…det synes jeg da…”
“Nå! Det forbavser mig, for det synes vi faktisk ikke!”
“Nåh…”
“Hvorfor synes du det går meget godt?”
“Det ved jeg ikke…”
“Hvad er det du synes er godt?”
“Det…det ved jeg ikke…”
“Synes du det går godt med kammeraterne?”
“Jah, det…det ved jeg ikke…”

Der går ca. et kvarter. Den anklagede får ikke mange chancer, og hans to bisiddere har svært ved at komme ind, mens de tre på den anden side af bordet afvikler deres planlagte strategi for afhøringen.
Til sidst rømmer faderen sig forsigtigt og spørger:
“Øhh, jamen er der slet ikke noget, han er god til?”
Det viser sig, at det er der. Han er faktisk mægtig god til dansk samt nogle forskellige småting, som hurtigt kan nævnes og gøres færdige, “for de er jo ikke noget problem.”
Det er der derimod så meget andet, der er.
Faderen og moderen ved, at deres barn finder skoledagen interesseløs og dræbende kedsommelig. De ved også, at han har haft mange små nederlag undervejs, som tilsammen vejer tungt på hans spinkle ryg, og at flere af lærerne har gjort ham bange for at spørge, hvis der er noget, han ikke forstår. Men det kan de jo ikke så godt sige her, hvis de skal være loyale over for den skole, som fylder så meget i deres barns liv.
Og problemet er, at den skole efterhånden har overbevist deres barn om, at der er en lang række ting, han ikke kan. De ved, at han har mange talenter, men af en eller anden grund er det ikke rigtig noget, skolen kan bruge til noget. Det er ikke hans talenter, skolen er interesseret i. Det er hans fejl.
Ligesom så mange andre børn var han i starten ivrig og fascineret af skolen og af bogstavernes og tallenes magi. Men i skolen lærer man ting på en anden måde end udenfor. Da han var lille og lærte at tale, lærte han det ved simpelthen at tale, og når han sagde noget forkert, blev han støttet og opmuntret af de voksne, som syntes, at hans fejl var sjove og nuttede. Men i skolen er der ikke mange, der synes, at fejl er nuttede. I ganske mange år har skolen for ham været en fejlfindingsanstalt, og det vigtigste, han har lært, er at holde en lav profil. Hvis man ingenting laver, kan man jo ikke lave fejl. Og jo mindre man investerer, jo mindre er risikoen for nederlag. Det gælder om at begrænse skadernes omfang fra starten.

Hoveddommeren kigger strengt på den skyldige: “Der er kun én ting at gøre,” siger hun strengt. “Knofedt. Du skal bare bruge noget mere knofedt. Er det en aftale?”
“Jah, det…det tror jeg nok,” siger den anklagede. Han ved stadig ikke, hvad han er god til, eller hvor han skal vokse sig bedre i alt det, han ikke kan. Der er ikke meget, der tyder på, at hans skoledag vil blive mere spændende, hans nederlag færre eller hans lærere mere engagerede i ham.
Han er fundet skyldig og er blevet idømt knofedt samt et halvt års yderligere skolegang.

        Indtil den næste forældrekonsultation.
Artikler

Klumme: Hvorfor går børn i skole?

Berlingske Tidende, 5. oktober 1994

Hvorfor går børn i skole?

Samtale ved middagsbordet:
“Far, hvorfor skal børn egentlig gå i skole?”
“Tjah, det ved jeg såmænd ikke. Hvorfor tror du de skal?”
“Det ved jeg ikke. Fordi de voksne siger vi skal. For at lærerne kan have et arbejde.”
“Hmm. Ja, hvis det er den eneste grund, så tror jeg vi melder dig ud af skolen i morgen. Er det ok?”
Prikken i frikadellerne.
“Altså, hvis jeg skulle vælge mellem at gå i skole og ikke at gå i skole, så vil jeg nok helst gå i skole.”
“Hvorfor dog det? Du kunne jo blive hjemme og lave hvad du havde lyst til 8 timer hver dag!”
“Jo, men det er nok lidt usmart. Det er også kedeligt ikke at snakke med kammeraterne.”
“Du kunne jo bare møde dem, når de får fri fra skole, så.”
“Ja, men måske skal jeg også lige lære noget.”
“Hvorfor dog det?”
“Så jeg kan finde ud af ting, ikke?”
“Ting?”
“Ja, læse f.eks.”
“Jamen, det kan du jo godt i forvejen”
Mere prikken i frikadellerne. Lidt panderynken.
“Jeg synes mest det er spild af tid. Hvorfor skal børn dog bruge så meget af deres barndom på at sidde der og høre lærerne ævle. Vi kan alligevel ikke huske det meste af det. Jeg vil sådan set gerne gå i skole, men kun 4 timer om dagen. Ikke mere end 4 timer. Resten er altså spild af dejlig tid!”
“Men I gør da vel ikke altid det samme i timerne!?”
“Joh, lærerne står og snakker, og så skal man lave et eller andet. Det er det samme med dem alle sammen. Og så bliver de sure og råber op, hvis man laver et eller andet de ikke lige synes. Det hele er kedeligt.”
“Det hele?”
“Ja, for det er jo deres arbejde, ikke? De gør det jo hver dag, og så gider de ikke lave noget skægt ud af det.”
“Hvad synes du bedst om i skolen?”
“Formning. Og så frikvartererne. Men de er også kedelige.”
“Ikke andet?”
“Joh, jeg kan lide at skrive, men vi får næsten aldrig lov til at læse op og sådan noget. Og så kan jeg lide emneuge og at lave ting. En gang lavede vi en regnskov ude på gangen, det kunne jeg godt lide! Men vi skal mest lave det, lærerne siger.”
“Hvad synes du er kedeligst i skolen?”
“Det ved jeg ikke. Det meste. Jeg hører ikke så meget efter. Jeg tænker meget på andre ting, ting jeg kan lide.”
Vi snupper lige et par frikadeller til. I morgen er det lørdag…

 

 

Artikler

Essay: Af en endnu levende censors erindringer

Berlingske Tidende, 7. maj 1991
Af en endnu levende censors erindringer
Af Søren Søgaard

Studentereksamen!!

Set i bakspejlet er det
forunderligt, som systemet virker. Jeg mener, tusindvis af elever og lærere mødes hvert år under urimelige forhold, hvoraf det værste er antallet af ofre, som skal køres igennem salamimaskinen på en arbejdsdag. Uden pauser, bortset fra en kort (og ofte kummerlig) frokost, uddeler læreren endelige domme over lange rækker af unge mennesker. Og vi må håbe, at alt går til på bedste måde, for mange fremtider afgøres her, i studentereksamens kværn.

Censor er på en mærkelig måde både tilskuer og deltager i dette drama. En garvet censor må så kunne sammenfatte sine erfaringer til gavn og glæde for fremtidige ofre. Right? Lad os se på sagen.

Jeg er på et gymnasium i en sjællandsk provinsby. Det er første eksamensdag, sidst på dagen, som ikke har været meget opløftende. Læreren er flink og rar, smiler opmuntrende til sine elever og forsøger at støtte dem, som han bedst kan, uden dog direkte at forære dem noget. Men han er ikke særlig god til at eksaminere, og eleverne har været søde og gennemsnitlige hele dagen. Det er svært at bevare koncentrationen og huske den ene fra den anden, og når jeg lader blikket glide ned over karakterlisten, ser det bedrøvelig jævnt ud med en tendens til tyngde.

Jesper
Ind kommer Jesper, dagens sidste.

Tingene ser straks lidt lysere ud. Jesper er i fin form, velklædt og smilende, ser direkte på folk, trykker i hånden, præsenterer sig med for- og efternavn, bevæger sig spændstigt rundt i lokalet, velforberedt og selvsikker. Fra forberedelsen har han en stak notater med. Eksaminationen begynder.

Når jeg nu tænker tilbage, kan jeg måske godt huske, at læreren havde et lidt bekymret udtryk i øjnene, tror jeg.

Under alle omstændigheder udvikledeeksaminationen sig hurtigt i retning af det skinbarlige nonsens. Jesper havdefaktisk ikke begreb skabt om noget som helst, der blot havde den svageste forbindelse med stoffet. Men med stor energi hagede han sig fast i censor (mig), afviste ethvert tilnærmelsesforsøg fra læreren og for fort i sin
vankundighed, smilende og overbevisende. Indtil han pludselig, efter ca. ti minutter, afbrød sig selv og gav sig til at diskutere, hvilken karakter han med rimelighed kunne forlade lokalet med.

Det havde læreren og jeg ikke megen lyst til. Med nogen vanskelighed fik vi i fællig afsluttet eksaminationen og sendt Jesper ud. Velvilligt takserede vi ham til et 03. Det gik læreren så ud og fortalte ham. Han kom skyndsomst tilbage igen og lukkede døren bag sig. Ilokalet på den anden side gav Jesper sig til at råbe, og et øjeblik efter kunne vi høre den umiskendelige lyd af inventar, der blev knust mod vægge og gulv.

Vi overvejede situationen. Sammen kunne vi nok havde nedlagt Jesper, men det ville ikke se så godt ud i EkstraBladet. Telefon var der ikke i lokalet, og selv om der havde været, hvad så?
Politi? Ikke godt! Så vi besluttede at ride stormen af, forudsat han altså ikke kom ind til os for at aflive os, hvilket en del af råbene højlydt stillede i udsigt.

Efter tre-fire stole og et enkelt bord løjede stormen af, og vi afsluttede dagen. Om han blev student, og evt. hvordan, ved jeg ikke.

Lysette
Eller Lysette i Nordsjælland. Hun kommer ind i leopardbukser, med en tændt pibe i hånden og håret i en meget trafiksikker farve. Hun har sort læbestift på, bander og svovler i vaskeægte nørrebrosk dialekt, siger hverken goddag eller noget som helst, men går
“lige løs på lortet”, som viser sig at være en sammenligning af to
guldalderdigtere, nemlig Winther og Aarestrup.

Hvordan skal det dog gå! Hvordan?
Hun er fremragende. Bag den sproglige forklædning er der ikke noget i vejen. Efter 5 minutter går det med stigende undren op for mig, at der faktisk ikke er en eneste krog i opgavens tekster, hun ikke til overflod har forstået. Og ikke alene synes hun, at guldalderdigtning, især Aarestrup, “fandme er skide lækkert”, men hun fører os rundt i hele periodens værdiunivers og historiske virkelighed med suverænt overblik og i en forbløffende blanding af gadesprog og akademisk fremstilling. Efter 20 minutter er jeg overbevist. Lysette får 13.
“Det er sgu OK”, mener hun. Så vidt jeg ved, læser hun nu filosofi.

Lærke
I København møder jeg Lærke. Hun er oppe i historie. Jeg har lagt mærke til hende tidligere. Hun er enormt tjekket og smuk, læner sig op ad væggen i elegante stillinger og ryger med rør, taler og smiler, flirter med både lærer og censor. Da hun kommer ind efter forberedelsestiden, er hun dog stille og tavs. Eksaminationen begynder i tavshed. Læreren smiler opmuntrende til Lærke. Han er bange for at hyle hende ud af den og vil lade hende begynde selv. Sympatisk. Efter et antal minutter bliver situationen dog uholdbar, og læreren siger forsigtigt: “Nå, Lærke, vi må jo se at komme i gang. Hvad med at….”
Lærke begynder uden varsel at skrige. Hun falder hen over bordet og trommer med sine små, velplejede hænder i bordpladen:
“Nej…nejnejnej…jeg vil ikke…åh NEJ!”

Vi kigger rædselsslagne på hende og forsøger febrilsk at tysse hende ned. Hvad mon folk ude på gangen tænker? Lærke skriger ufortrødent videre et stykke tid, indtil læreren får hende rejst op,
giver hende vand og smøg, går lidt frem og tilbage med hende. Det tager nogle minutter. Da hun er blevet rolig, sætter hun sig igen og smiler blegt til mig.

Jeg smiler faderligt tilbage.
Læreren virker nu mere nervøs end Lærke. Han kigger forsigtigt på hende og forsøger sig: “Nå, Lærke, mon ikke vi…” Nye skrig fylder rummet, små hænder trommer. Osv. Jeg mener, at tiden nu må være gået. Vi får dysset Lærke ned, får hende rejst op og gelejdet udenfor.

Tjah, meget mere end 00 kan man jo ikke få for at møde op og skrige. Fuld af ruelse går læreren ud for at meddele resultatet. Jeg går med, for alle tilfælles skyld.

Udenfor står Lærke, smukt draperetop ad væggen, helt cool, rygende på sit rør. “Nå, ja ja, jeg tænkte det jo nok. Vi ses til næste år!” Hun skruer sig elegant ned ad gangen og vinker bagud over ryggen.

Hvis tur er det så?

Ole
Ole er enormt flittig og intens.
Han ser oprigtigt på lærer og censor og giver os ret i alt. Og international politik er altså bare SÅ interessant. Et problem dukker op: I et bestemt område bør status quo bevares. Læreren spørger: “Jamen, hvad ER da status quo?” Ole tænker sig om i nogle tanketunge øjeblikke. “Det er en by,” siger han afgjort og læner sig tilbage i stolen. Læreren er desorienteret. “Er det en by,” spørger han overrumplet.
“Ja,” fastslår Ole, og før nogen kan forhindre det, er han oppe ved
det store verdenskort. “Og den ligger der!” Han anbringer en finger i
Det Ydre Mongoli, lige vest for Ulan Bator.

Så farer der en uundskyldelig, men forståelig djævel i læreren. “Er der da nogen særlig grund til, at den skal bevares?” Et minuts tid er situationen kaotisk, men læreren er også hårdt ramt. Dagen før havde en elev anbragt Asien i Zaire. En anden havde
udkæmpet Vietnamkrigen i Korea.

Og sådan går eksamensdagene. 12 eller 15 elever på rad og række, hver med deres liv, problemer og historier.
Censor lærer dem at kende i 20 eller 30 minutter af deres liv, og de har alle krav på opmærksomhed, indlevelse og retfærdig behandling. Og den konventionelle visdom er ikke i tvivl: Går det godt for en klasse, er det, fordi eleverne er begavede.
Går det dårligt, er læreren dum.

Censor er kun på gæstevisit.
Eleverne passerer revy, alt for mange pr. dag. Når man tænker tilbage, flyder de sammen til en slags standardelev, som ikke findes. Jeg ved, at der er små kurser i at gå til eksamen. I at klæde sig, gå og stå, komme ind og gå ud, indlede, tale med det rigtige tonefald og med det rigtige kropssprog osv. osv.

Men jeg tror ikke på det. Når det kommer til stykket, kan man godt bande sig gennem Aarestrup og Winther. Og hvadhjælper det at beherske det rigtige kropsprog, hvis inventaret knuses, og status quo er en by i Det Ydre Mongoli.