Dette er scenen: Bag et langt bord sidder de tre dommere, der også fungerer som anklagere. Foran bordet en stol til delinkventen, og på hver side stole til bisidderne. Lyset er skarpt og hvidt fra lysstofrør i loftet. Atmosfæren er tyk af kridtstøv, fugtige gummistøvler, svage spor af leverpostej og dårlig samvittighed.
Den anklagede er lille og tynd, og efterhånden som seancen skrider frem, runder han ryggen og bliver langsomt tyndere og tyndere.
Der er forældrekonsultation på skolen.
De tre dommere kigger lidt på hinanden, skubber knitrende nogle papirer rundt og starter f.eks. samtalen sådan her:
“Hvordan synes du så egentlig det går?”
“Meget godt…”
“Du synes det går meget godt?”
“Jah, det…det synes jeg da…”
“Nå! Det forbavser mig, for det synes vi faktisk ikke!”
“Nåh…”
“Hvorfor synes du det går meget godt?”
“Det ved jeg ikke…”
“Hvad er det du synes er godt?”
“Det…det ved jeg ikke…”
“Synes du det går godt med kammeraterne?”
“Jah, det…det ved jeg ikke…”

Der går ca. et kvarter. Den anklagede får ikke mange chancer, og hans to bisiddere har svært ved at komme ind, mens de tre på den anden side af bordet afvikler deres planlagte strategi for afhøringen.
Til sidst rømmer faderen sig forsigtigt og spørger:
“Øhh, jamen er der slet ikke noget, han er god til?”
Det viser sig, at det er der. Han er faktisk mægtig god til dansk samt nogle forskellige småting, som hurtigt kan nævnes og gøres færdige, “for de er jo ikke noget problem.”
Det er der derimod så meget andet, der er.
Faderen og moderen ved, at deres barn finder skoledagen interesseløs og dræbende kedsommelig. De ved også, at han har haft mange små nederlag undervejs, som tilsammen vejer tungt på hans spinkle ryg, og at flere af lærerne har gjort ham bange for at spørge, hvis der er noget, han ikke forstår. Men det kan de jo ikke så godt sige her, hvis de skal være loyale over for den skole, som fylder så meget i deres barns liv.
Og problemet er, at den skole efterhånden har overbevist deres barn om, at der er en lang række ting, han ikke kan. De ved, at han har mange talenter, men af en eller anden grund er det ikke rigtig noget, skolen kan bruge til noget. Det er ikke hans talenter, skolen er interesseret i. Det er hans fejl.
Ligesom så mange andre børn var han i starten ivrig og fascineret af skolen og af bogstavernes og tallenes magi. Men i skolen lærer man ting på en anden måde end udenfor. Da han var lille og lærte at tale, lærte han det ved simpelthen at tale, og når han sagde noget forkert, blev han støttet og opmuntret af de voksne, som syntes, at hans fejl var sjove og nuttede. Men i skolen er der ikke mange, der synes, at fejl er nuttede. I ganske mange år har skolen for ham været en fejlfindingsanstalt, og det vigtigste, han har lært, er at holde en lav profil. Hvis man ingenting laver, kan man jo ikke lave fejl. Og jo mindre man investerer, jo mindre er risikoen for nederlag. Det gælder om at begrænse skadernes omfang fra starten.

Hoveddommeren kigger strengt på den skyldige: “Der er kun én ting at gøre,” siger hun strengt. “Knofedt. Du skal bare bruge noget mere knofedt. Er det en aftale?”
“Jah, det…det tror jeg nok,” siger den anklagede. Han ved stadig ikke, hvad han er god til, eller hvor han skal vokse sig bedre i alt det, han ikke kan. Der er ikke meget, der tyder på, at hans skoledag vil blive mere spændende, hans nederlag færre eller hans lærere mere engagerede i ham.
Han er fundet skyldig og er blevet idømt knofedt samt et halvt års yderligere skolegang.

        Indtil den næste forældrekonsultation.