Prent, februar 2006

De sande fortællinger
Den norske journalist Linda Dalviken har komponeret en bog om et af de redskaber, som mange håber kan medvirke til at redde den trykte presse: fortællende journalistik. Om det projekt vil lykkes, mangler vi svar på, men bogen er en inspirerende samling af fortællinger, som også undervisere vil kunne drage nytte af, selv om det teoretiske måske er lidt løst i kanterne.

Af Søren Søgaard

At de traditionelle dagblades oplag ikke har det godt, er næppe nogen hemmelighed. Set over de sidste fem år er det samlede oplag faldet med 10%, og kurven ser stadig ud til at pege nedad. Det er derfor ikke mærkeligt, at dagbladene udfolder alle mulige anstrengelser for at standse nedgangen og helst vende den.
                     

Som så meget andet, der har med journalistik at gøre, er USA landet, der viser vej. Men det er interessant, at der i Norden og ikke mindst i Danmark i de senere år har været en stigende interesse for de længere historier, måske på grund af vores tradition for crossovers mellem realistiske forfattere og journalistik, f.eks. Herman Bang og Pontoppidan.

Den norske journalist Linda Dalviken præsenterer den nye retning i en bog, der består af samtaler med nordiske, især danske, journalister sammen med eksempler på deres arbejder, garneret med Dalvikens refleksioner.

På bedste journalistiske vis begynder bogen med et repræsentativt eksempel på det, den handler om, nemlig Lene Brøndums gribende 3. persons-fortælling Farvel Josefine om hendes eget tab af et nyfødt barn, en serie, som har været bragt i Jyllands-Posten. Derefter følger et kapitel fortælleteori, hvor Dalviken forklarer forskellen på en historie og en fortælling og sætter den fortællende journalistik ind i en litteraturteoretisk ramme. Her vil en del litterært skolede læsere nok blive uenige med hende, når hun præsenterer fortællerpositioner som den alvidende og den personale fortæller, men i bogens sammenhæng kan hendes begreber godt fungere.

Resten af bogen består af eksempler med kommentarer af forfatterne, både om teknik og om etiske problemer i forbindelse med den nye måde at researche og skrive på, et lille tilbageblik på tidlige fortællere som Herman Bang, en afrunding om forskellen på fiktion og journalistik, som bygger på Roy Peter Clark, samt en opsummering af den fortællende journalistiks nødvendighed.

Selv et par kritiske røster levnes der plads til, men dog ikke mere end en side. De repræsenteres af Niels Ufer som fortaler for den klassiske journalistik og Kristian Lindberg, som mener, at mennesker står til halsen i små, ligegyldige fortællinger og står i fare for at drukne i ord. Det er ellers nok en diskussion, som det ville være interessant at se udfoldet lidt bredere.

Men hvad er så fortællende journalistik? Kort fortalt drejer det sig om at fortælle om virkeligheden med fiktionens redskaber. Til forskel fra den traditionelle journalistik, som trækker det interessante langt frem og fortæller i beretning og med citater, så er den fortællende journalistik bygget op over plotmodeller fra fiktionens skriveværksteder, f.eks. problem – forløb – løsning – refleksion. I stedet for at berette fortæller den i scener, dialog og tankereferater, finder det store i det små, har blik for den afslørende detalje, har en hovedperson med en mission, fortæller ud fra en bevidst fortællerposition og skal indeholde en slutning.

Det siger sig selv, at en sådan måde at fortælle på kræver plads, og de omtalte og citerede eksempler er da også meget lange, f.eks. Flemming Christiansen og Kim Fabers Skyggen og 50 sekunder, som mange vil huske fra Politiken.

Ifølge Dalviken er der gode grunde til at dyrke den fortællende journalistik i dagbladene. Den

• Bliver læst af flere
  
• Gir overblik i kaos
  
• Tilbyder identitet og drømme
  
• Gør avisen tidløs
  
• Er en modvægt mod kendisfokuseringen
  
• Giver et mere nuanceret billede av virkeligheden
  

Politiken har selv undersøgt læsernes interesse for den fortællende journalistik. Om føljetonen Skyggen, som var på 14 kapitler, sagde læserne, at 11,1 % havde læst dem alle, 22,8 % nogle afsnit, mens 36,5 % ikke havde læst nogen af dem. Om det er opmuntrende eller ej kan vi overlade til de professionelle fortolkere at afgøre.

Lad det være nok i denne sammenhæng at anbefale Linda Dalvikens bog som en inspirerende samling af historier og refleksioner, både for skrivere og for mennesker, som kunne tænke sig at undervise i at skrive om virkeligheden på en anden måde.
Også selv om hun ikke er helt formfast i fortælleteorien.

Linda Dalviken, Fortællende journalistik i Norden, 194 sider, 248 kroner, Forlaget Ajour.