Prent, april 2004

Fortælling og virkelighed

 Af Søren Søgaard

 

”Det er sgu’ da en god historie,” siger redaktøren glad og kigger rundt i redaktionslokalet. Det, han mener, er, at det endnu engang er lykkedes journalisten at vælge noget ud af det kaos af fænomener og hændelser, der omgiver os, og løfte det op over den ikke-fortællelige baggrund ved at give det betydning i form af en fortælling.

Dette er grundlaget for hele den menneskelige kultur og dermed også for det enkelte menneskes selvforståelse. At fortælle andre noget er det, der adskiller mennesket fra alle andre arter.

For mennesket er det eneste dyr på kloden, der ikke lever i virkeligheden. Alle andre dyr end mennesket lever i et umiddelbart forhold til den fysiske virkelighed, der omgiver dem, og til de vilkår, de er henvist til at leve eller dø under. Men menneskets mærkelige hjerne gør, at vi i stedet for virkeligheden konstruerer symbolske repræsentationer af virkeligheden i form af fortællinger, som vi fortæller og diskuterer med hinanden. De skaber den verden, vi lever i, og det er gennem dem, vi forstår, hvad virkeligheden er, og også finder ud af, hvem vi selv er.

Vi er mest bevidst om det, når vi læser romaner eller ser film, men den litterære fremstilling af verden er ikke en særlig finkulturel opfindelse for de sofistikerede. Det er simpelthen den måde, vi erkender verden på hver eneste dag.

Og som i en roman, hvor en fortæller lægger en verden frem og fortolker den fra en bestemt synsvinkel, gør vi det samme med vores eget liv og vores egen identitet fra morgen til aften. Vi fortæller os selv forfra og om igen, og derved bliver vi virkelige, ikke kun for andre, men også for os selv. Mennesker uden fortællinger er lige til psykoterapien, hvis ikke de er åbenlyst sindssyge.

                      Som psykologen Jerome Bruner siger, lever vi alle i et hav af fortællinger. At vi ikke er specielt opmærksomme på det til hverdag skyldes, at vi ligesom fiskene er de sidste, der bliver opmærksomme på det selvfølgelige hav, vi lever i. At beskæftige sig med fortællingens natur og struktur trækker os ud af vandet, så vi kan få et overblik over det medium, vi lever vores liv igennem.

                     Fortællinger er ganske enkelt al erkendelses grundlag. men de er mere end det, for ved at fortælle verden til hinanden, ændrer vi ikke blot vore hjerner, men den samlede sum af fortællinger i et samfund bliver til en slags kæmpestor kollektiv hjerne, der er fælles for alle medlemmerne af samfundet, sådan at vi ikke kun har adgang til vore egne, individuelle hjerne, men altså også til denne overhjerne, som udgør selve kulturen.

                      Så til de mennesker, som tror, at de er noget særligt, fordi de har digtet en historie, kan man kun sige: Fald bare ned – vi gør det alle sammen. Hver dag.