Prent, april 2004
Journalistik som håndværk
Her er en værktøjsbog til kommunikationsmedarbejdere i virksomheder og institutioner, som undervisere kan have en hel del fornøjelse af. Ikke mindst, hvis de skulle rode sig ud i noget, der gør dem til pr-ansvarlige på deres skole.
Af Søren Søgaard
Lærere i både grundskole og ungdomsuddannelser vil kende journalisten Eva Tverskov fra hendes udgivelser på Dansklærerforeningens Forlag. Især den manualagtige At skrive journalistik har været meget brugt til undervisning i skriftlig fremstilling, men mange vil også nikke genkendende til At skrive historier og At skrive sætter spor fra samme forfatter og forlag.
Nu har Eva Tverskov sammen med sin tvillingebror Kim Tverskov, der også er journalist, begået en ny bog, som denne gang udkommer på Journalisthøjskolens udmærkede forlag Ajour. Den er målrettet til kommunikationsmedarbejdere i virksomheder og institutioner og indeholder derfor en del fagligt/teknisk stof, som kun indirekte vil være til gavn for en underviser i skolevæsenet. Det drejer sig især om kapitler om kommunikationsstrategier, pressekontakt, krisestyring i virksomheder og etiske problemer i forbindelse med jobbet som informationsmedarbejder.
Men bogens første halvdel indeholder til gengæld meget brugbare værktøjskapitler for lærere. Som sædvanlig i en Tverskov-bog er vi meget nede på jorden her, dvs. fri for tyngende teoretiske overvejelser. De første kapitler handler om at tænke journalistisk, vinkle, strukturere, interviewe, rydde op i sit sprog samt redigere, og lidt om coaching er der også. Vinklen er overalt praktisk og koncentrerer sig om, hvad man kan gøre, når man sidder med fingrene i kagedegen. Hvordan er det nu lige med nyhedskriterierne? Hvordan laver man rubrikker og mellemrubrikker, billedtekster, anslag og faktabokse? Og hvordan går man sit sprog efter i sømmene, så det kommer til at formidle det, man gerne vil? Overalt er der masser af konkrete eksempler, mere end der er teoretiske forklaringer.
Bogens scoop er anskuelighedsundervisning i genrer og modeller i form af omskrivninger af H.C. Andersens eventyr ”Det er ganske vist”. Genrerne beskrives nemlig ikke særlig omfattende eller indgående. Det er stort set kun den berømte omvendte nyhedstrekant, der beskrives. I stedet vises genrerne som konkrete omskrivninger i avisopsætninger som nyhedsreferat, nyhed til nettet, baggrund, portræt, leder og såmænd også som pressemeddelelse. Hvad genrerne gør, og hvorfor de er der, får vi ikke noget at vide om, men til gengæld får vi dem at se i overensstemmelse med det journalistiske grundprincip: Don’t tell it, show it. Således bliver det kendte eventyr om de fem fjer, der bliver til fem høns, f.eks. til noten ”Blodbad på Fyn” og baggrundshistorien ”Høns skal have kærlighed”. Meget morsomt og anskueligt og lige til at flytte over på overheads, der helt sikkert vil piffe undervisningen op.
I bogen ligger der en iboende konflikt, som ikke løses, nemlig den konflikt, der ligger i forskellen på at bedrive journalistik efter de ideelle journalistiske normer og så at være ansat som informationsmedarbejder i en virksomhed. Bogen understreger journalistens forpligtelse til uafhængig research, kompromisløs jagt på den rigtige historie, at være i sandhedens tjeneste og at dække modtagerens behov.
Men spørgsmålet er, om informationsmedarbejderen i virkeligheden ikke har et helt andet job. Hvor den ”frie” journalistik dækker modtagerens behov, skal informationsmedarbejderen først og fremmest løse opgaver for sin arbejdsgiver, præsentere de rigtige historier de rigtige steder på den rigtige måde og derved i virkeligheden snarere dække afsenderens end modtagerens informationsbehov.
Det interessante er, at værktøjerne i begge tilfælde er de samme, selv om etikken ikke er det. Det kan en lærer godt få en helt del ud af, ikke mindst hvis han eller hun skulle gå hen og blive kommunikationsansvarlig på sin arbejdsplads. Så er der hjælp at hente i Tverskov og Tverskovs nye bog.
Eva Tverskov og Kim Tverskov, Sådan gør journalister. Håndbog for alle andre. 160 sider, 228 kroner, Forlaget Ajour.