Prent, oktober 2003

Virkeligheden som fortælling

Først var der ’new journalism’, så kom den litterære journalistik og nu hedder den herskende trend ’fortællende journalistik’. Som de to foregående retninger har den til formål at holde på læserne ved at gøre verden anskuelig og engagerende. Men den stiller store krav til journalisternes etik.

 

Af Søren Søgaard

 

Når Tom Hallman skriver sine historier om virkeligheden, er han meget bevidst om, at virkelighed og fortælling ikke er det samme. Virkeligheden har ikke en begyndelse, en midte og en afslutning. Det har en fortælling. Virkeligheden betyder heller ikke noget ud over sig selv, men det må en fortælling gøre, hvis den skal være læseværdig. En fortælling skal gøre virkeligheden til et symbol på noget for at give mening, og derved kommer fiktive og faktiske fortællinger til at ligne hinanden mere, end man måske umiddelbart skulle tro.

                 Så når Tom Hallman arbejder med sine fortællinger om virkeligheden laver han først en plan. For ham har gode historier tre afsnit: et komplikationsfokus, et udviklingsfokus og et løsningsfokus, hvor hovedpersonen (for sådan en skal der være i en fortælling) først kæmper med sit problem, derefter begynder at se en vej ud, og endelig finder ud af, hvad han eller hun skal gøre for at gøre en ende på problemet.

Dette og meget mere kan man læse om i en ny udgivelse, Virkelighedens fortællere, fra Journalisthøjskolens forlag Ajour, der udsender så mange udmærkede bøger, som andre end journalister kan have interesse i. Bogen består af fem oversatte artikler fra amerikansk presse, hvoraf tre har fået Pullitzerprisen og en fjerde har været nomineret. Derudover er der interviews med de repræsenterede journalister om genren og deres arbejdsmetoder samt en afsluttende etisk kommentar af skrivepædagogen Roy Peter Clark.

 

Journalisten som forfatter

Fortællende journalistik er som genre en sammensmeltning af de fiktive genrers fortælleteknikker med journalistens forpligtelse på virkeligheden. Det er sådan set ikke noget nyt, for det har vi kendt længe som featureskrivning. Måske kan man sige, at fortællende journalistik blot er featureskrivning drevet til yderste konsekvens.

                 Det betyder, at journalisten både i research og tekst optræder som den neutrale iagttager, fluen på væggen, der på intet tidspunkt er en del af begivenhederne og på intet tidspunkt giver sig til kende som andet end en fortællerstemme og en fortællerposition. Denne position kan til gengæld skifte lige så hurtigt og ubesværet som fortælleren i fiktionen: fra alvidende fortæller til ledefigursfortæller til rent scenisk iagttager. Kun jeg-fortælleren er bandlyst. På samme måde er alle fremstillingsformer tilladt: foldet kronologi, flashbacks, dialog, indre monolog, synsvinkelskift osv. Det eneste krav, der skal overholdes, er, at alt skal være dokumenteret, intet må digtes til. En indre monolog kræver, at en person har fortalt om den til journalistens blok, en dialog, at journalisten har overværet den, et synsvinkelskift, at alle parter har været en del af researchen osv.              

                 De artikler, der præsenteres i bogen, har det tilfælles, at de beskæftiger sig med tilværelsens grundvilkår og stærke menneskelige følelser. To handler om forældres kamp for deres handicappede børn, en om en forfærdelig tredobbelt mordsag i Florida, en om kvindelige mexicanske sæsonarbejdere i USA og endelig en om bomben i Oklahoma City og den senere henrettelse af bombemanden. De fire første er meget lange og har været bragt som føljetoner, den sidste er ikke længere end en almindelig lang nyhedshistorie og er medtaget for at vise, at fortællende journalistik udmærket kan praktiseres kort.

                 Ud over de meget læseværdige historier fortæller de fem journalister (eller forfattere om man vil) om deres arbejdsmetode og skriveproces, som de har et meget bevidst forhold til, og her er der virkelig gode ting at hente for mennesker, der arbejder med skrivning, hvad enten de selv er praktiserende eller underviser i det.

                 Her får vi noget at vide om at observere, at få ting ned på blokken, at strukturere og få overblik, at fortælle sin historie frem, om skrivefasen, om balancegangen mellem fakta og fiktion og om de etiske problemer, der er knyttet til genren.

 

Problemer og muligheder

At fortællende journalistik ikke er uden problemer, har skandalerne i amerikansk presse tydelig vist, sidst da verdens måske mest ansete avis, The New York Times, fyrede chefredaktøren, efter at det havde vist sig, at en af avisens stjernereportere, Jayson Blair, i årevis havde opdigtet store dele af sine historier, og at en anden, Rick Bragg, havde sat historier i avisen under sit eget navn, selv om han ikke selv havde skrevet dem. Det hører med til den ironiske virkelighed, at netop Rick Bragg er en af bidragyderne til bogen, hvilket viser, at verden ikke er fuldkommen.

Heller ikke i Danmark er vi uden erfaringer med etiske problemer i forbindelse med journalistik. Således viste en undersøgelse for nylig, at en stor  del af de studerende på Journalisthøjskolen snød med deres journalistik på samme måde som Jayson Blair, dvs. at de opdigtede scener og kilder eller pyntede på deres citater.

Men vi skal nok komme til at se mere til den fortællende journalistik. Dagspressen er tilsyneladende i permanent krise, og et eller andet må tydeligvis gøres for at holde på læserne. I mellemtiden kan f.eks. lærere have stor fornøjelse af en bog som Virkelighedens fortællere, der dels vil gøre dem klogere på en spændende genre, dels vil sætte dem i stand til at gøre deres egen skriveundervisning langt mere spændende og vedkommende, end de traditionelle skolegenrer giver mulighed for.

                

Ole Sønnichsen og Mark Kramer, Virkelighedens fortællere – ny amerikansk journalistik, 352 sider, 348 kroner, Journalisthøjskolens forlag Ajour.