MÜNCHEN, 2006 | Søren Søgaard

Se Det Danske Filminstitut www.dfi.dk/dfi/undervisning/münchen

TIL LÆREREN

Steven Spielbergs film “München” kan opfattes dels som et skift i Spielbergs filmproduktion, dels som en kommentar til den traditionelle agent- og spionthriller. Derudover kan den ses som en del af en ny bølge fra Hollywood, nemlig den politiske film

Ud over fermt fortalte underholdnings- og spændingsfilm som “Dødens gab”, “E.T.” og “Jurassic Park” omfatter Spielbergs produktion også mere historisk og politisk kommenterende film som “Solens rige”, “Schindlers liste” og “Saving Private Ryan”. I forhold til disse film, der kan være barske nok i deres skildring af drab og vold, men arbejder med mere traditionelle dramaturgier og optimistisk eller opbyggelige slutninger, ender “München” mere uafklaret og temmelig pessimistisk.

I forhold til den traditionelle agent-thriller er helterollen problematiseret i “München”. Filmens hovedperson, Avner, har ligesom James Bond “license to kill”, men de mennesker, han dræber, er ikke entydigt onde, og de drab, han udfører, bliver stadig mere dystre. I modsætning til James Bond går Avner ikke uberørt igennem voldshandlingerne, mens han børster støvet af sin hvide smoking og tager imod en frisk Martini.

Her i 2006, snart fem år efter angrebet på World Trade Center og tre år efter invasionen af Irak, ser det ud til, at stemningen i den amerikanske filmindustri er ved at vende. Verden er uigennemskuelig, det er vanskeligt at træffe moralsk rene beslutninger, og flere og flere sætter spørgsmålstegn ved Bush-administrationens sort-hvide fremstilling af tingenes tilstand i verden og de amerikanske motiver. Inden for det seneste år har vi set film som “Jarhead”, “Good Night, and Good Luck”, “Syriana”, “Looking for Comedy in the Muslim World” og nu altså “München”. Og der er flere på vej. I en vis forstand kan situationen sammenlignes med filmbølgen i 70’erne efter Vietnam og Watergate.

“München” har siden sin premiere været stærkt omdiskuteret, og dette undervisningsmateriale fokuserer først og fremmest på modtagelsen af filmen og på de kontroversielle ideologiske og moralske sider ved den. Materialet er tænkt til undervisning i samfundsfag, dansk og medier i folkeskolens ældste klasser og ungdomsuddannelsernes grundforløb.

Materialet består af flere dele: en baggrundsdel, der handler om de historiske begivenheder i 1972 og 1973 samt om den roman af journalisten og forfatteren George Jonas, som filmen er bygget over – og en filmdel, som beskæftiger sig med fortællingen i filmen. Desuden findes også to afsnit om modtagelsen af filmen; for at styrke mulighederne for en nuanceret diskussion er denne del af materialet præget af mange citater fra den amerikanske og danske kritik, som kommer ind på en række forskellige aspekter af filmen.

Det er tanken, at materialet (bortset fra afsnittet “Til læreren”) skal kunne printes og deles ud som undervisningsmateriale til eleverne. Det er ikke tanken, at materialet skal læses eller gennemgås som en helhed. Det er snarere ment som inspiration til undervisningen og repræsenterer forskellige indfaldsvinkler, som læreren kan vælge imellem i arbejdet med filmen. Der ligger forslag til arbejdsopgaver efter de enkelte afsnit; opgaverne er formuleret, så de kan bruges efter behov – til mundtligt arbejde, gruppearbejde, klassediskussioner eller skriftlige opgaver.

God arbejdslyst.

Søren Søgaard

Filmens credits:
Titel: “München”
Originaltitel: “Munich”
USA 2005
Instruktion: Steven Spielberg
Manuskript: Tony Kushner, Eric Roth
Udlejning: United International Pictures
Længde: 164 minutter
Vurdering: Tilladt for børn over 15 år

Medvirkende:
Avner: Eric Bana
Steve: Daniel Craig
Carl: Ciarán Hinds
Robert: Mathieu Kassovitz
Hans: Hanns Zischler
Ephraim: Geoffrey Rush

BAGGRUND – MASSAKREN I MÜNCHEN I 1972

Den 5. september 1972 ved halvfemtiden om morgenen, i De Olympiske Leges anden uge, sneg en gruppe på otte medlemmer af den palæstinensiske terrororganisation Sorte September sig ind i den olympiske landsby i München og videre ind i de israelske atleters kvarter. Her dræbte de under deres indtrængen to af de israelske sportsfolk og tog ni andre som gidsler.

Palæstinenserne forlangte frigivelse af over 200 fanger fra israelske fængsler samt frigivelse af Andreas Baader og Ulrike Meinhof, lederne af den tyske terrorbevægelse Rote Armee Fraktion, fra tyske fængsler. Baader og Meinhof var blevet arresteret af det tyske politi i juni samme år. Herudover forlangte terroristerne transport til lufthavnen, hvor et fly skulle stilles til rådighed og flyve dem og deres gidsler til Cairo i Egypten. Ifølge de overlevende gidseltagere var deres overordnede mål at udnytte alle mediers tilstedeværelse ved De Olympiske Lege til at gøre hele verden opmærksom på den palæstinensiske sag. Efter gidseltagernes mening var den palæstinensiske sag indtil da blevet ignoreret og betragtet som et lokalt problem af verdensopinionen.

I løbet af dagen og aftenen forhandlede tyske myndigheder på højeste plan med terroristerne, men uden resultater. På et eller andet tidspunkt blev det besluttet at bruge magt, og hermed indledtes et befrielsesforsøg, som fik katastrofale konsekvenser. Af forfatningsmæssige grunde kunne den tyske hær ikke sættes ind, og tyskerne afviste at lade en israelsk antiterrorgruppe flyve ind for at tage sig af terroristerne. I stedet fik politiet til opgave at klare problemet – en operation, som det tyske politi hverken var trænet i eller udrustet til.

Resultatet blev en lang og rodet ildkamp i mørket i Fürstenfeldbruck lufthavn, hvor alle gidslerne, fem af terroristerne og to politimænd blev dræbt. Det er usikkert, om alle gidsler døde af palæstinensiske skud, eller om nogle af dem blev ramt af politiets kugler. Hele gidselaktionen havde da varet 21 timer. Efter en mindehøjtidelighed den næste dag fortsatte De Olympiske Lege uanfægtet. Mark Spitz fra USA vandt sensationelt syv guldmedaljer i svømning, og yndige Olga Korbut fra Sovjetunionen blev alle tv-seeres yndling og fik tre guldmedaljer og én sølvmedalje i gymnastik.

De tre tilfangetagne terrorister blev nogle måneder senere udleveret til Libyen af de tyske myndigheder som følge af en palæstinensisk kapring af et tysk fly. I Libyen optrådte de som en slags tv-stjerner for den samlede verdenspresse. To af dem blev siden dræbt af den israelske sikkerhedstjeneste Mossad. Den sidste af de tre terrorister, Jemel Al-Gashey, lever stadig og gav i 1999 et interview til en dokumentarfilm om München-massakren. Han fortrød intet. Det vides ikke, om Jemel Al-Gashey stadig jages af israelerne.

Det meste af verden fordømte terroraktionen i München, og Israel angreb rutinemæssigt palæstinensiske flygtningelejre i Syrien og Libanon som gengældelse. Det havde Israel gjort før, men denne gang gjorde de mere end det. Det ligger nogenlunde fast, at den israelske regerings inderkreds sendte hemmelige grupper ud af landet – grupper, som havde til opgave at likvidere de formodede bagmænd til massakren i München. Det ligger i sagens natur, at det er vanskeligt at bevise de hemmelige israelske gruppers eksistens, men i månederne efter München-massakren blev den ene palæstinensiske lederskikkelse efter den anden myrdet rundt om i Europa. En af de hemmelige israelske grupper blev afsløret for verdensoffentligheden, da den i Lillehammer i Norge dræbte en marokkansk født tjener uden for hans lejlighed i den tro, at han var identisk med en af de mest efterstræbte palæstinensere, Ali Hassan Salameh, den mand, som formodedes at havde planlagt massakren i München. Fem israelere blev arresteret af det norske politi og siden dømt for drabet, og den israelske stat betalte erstatning til den dræbtes familie. Efter endnu flere forgæves forsøg blev den rigtige Salameh dræbt af en bombe i Beirut i 1979.

Forskellige kilder, også autoritative, antydede i årenes løb, hvad det var, der var foregået efter 1972, men først i 1984 dukkede en samlet fremstilling af begivenhederne op i form af en bog af den canadiske journalist og forfatter George Jonas med titlen “Vengeance: The True Story of an Israeli Counter-Terrorist Team”. Bogen udkom samme år på dansk under titlen “Øje for øje: en beretning om en anti-terrorist aktion”.

Hvad betyder det for israelerne, at gidselaktionen og massakren foregår i netop Tyskland? Kan det israelske svar ses som en reaktion på den tyske håndtering af sagen?
Diskuter, om det var i orden at lade De Olympiske Lege fortsætte efter massakren. Kunne det tænkes, at den israelske reaktion ville have været anderledes, hvis legene var blevet aflyst?

BOGEN BAG FILMEN “MÜNCHEN”

Filmen bekendtgør selv, at den er “inspireret af virkelige begivenheder”. De begivenheder, der refereres til, er beskrevet i den dokumentariske roman “Vengeance: The True Story of an Israeli Counter-Terrorist Team”. Den er fra 1984 og skrevet af den canadiske journalist og forfatter George Jonas. Bogen udkom samme år på dansk under titlen “Øje for øje: en beretning om en anti-terrorist aktion”. Filmen “München” er en filmatisering, en såkaldt adaptation, af denne roman.

“München” er dog ikke den første filmatisering af Jonas’ bog. Den første var en tv-film fra 1986 med titlen “Sword of Gideon”, som nøje følger Jonas’ bog, inklusive Avners problemer og sluttelige afgang fra Israels hemmelige tjeneste. Men tv-filmen berørte ikke de moralske komplikationer, som vi hører om i “München”. Moralen i “Sword of Gideon” kan udtrykkes kort: Man skal ikke lægge sig ud med israelerne!

Ifølge forfatteren er bogen blevet til på den måde, at et forlag satte ham i forbindelse med den mand, der i bogen og filmen kendes som Avner. Avner var en tidligere israelsk agent, der var utilfreds med den måde, han var blevet behandlet på af sit land og sine overordnede og nu var villig til at fortælle en fantastisk historie om begivenhederne efter massakren i München. Jonas gjorde, hvad han kunne, for at verificere Avners beretning, hvilket naturligvis kun kunne gøres indirekte, men Jonas blev overbevist om, at Avners beretning i det store og hele var sand. “Øje for øje” er altså nok en roman, men i lige så høj grad et stykke fortællende journalistik, som rekonstruerer begivenhederne på grundlag af kildeudsagn og research.

“Øje for øje” fortæller historien om en antiterrorgruppe, som af den israelske regering bliver sendt ud af Israel for at finde og dræbe elleve navngivne palæstinensere. Ingen af dem er tiltalt eller dømt for noget, men de formodes at stå bag massakren i München og andre terrorhandlinger og angreb på Israel. Drabene skal overbevise potentielle terrorister om, at Israel kan ramme dem overalt. Det er imidlertid vigtigt at ramme præcist, det vil sige kun mændene på listen og under ingen omstændigheder uskyldige mennesker, hvilket skal adskille israelerne fra terroristerne. Antiterrorgruppen finansieres via en bankkonto i Geneve og skal operere i årevis uden forbindelse til israelske myndigheder.

Bogens hovedhandling strækker sig fra oktober 1972 til foråret 1975, hvor Avner og Steve som de to tilbageværende gruppemedlemmer beslutter at afblæse aktionen og tage hjem til Israel. I mellemtiden har de dræbt otte af navnene på listen samt en del andre, men er også selv blevet mål for ukendte modstandere, som dræber tre af dem i en mystisk spejlkrig, der minder om en af John le Carrés agentromaner. Undervejs har flere af gruppens medlemmer, deriblandt Avner, også fundet tid til at tage hjem til Israel og kæmpe mod Egypten og Syrien i Yom Kippur-krigen i oktober 1973, hvorefter de genoptager deres mission (du kan finde oplysninger om Yom Kippur-krigen på: http://en.wikipedia.org/wiki/Yom_Kippur_War).

Avners beslutning om at trække sig tilbage bringer ham i konflikt med hans overordnede, som på forskellige måder forsøger at tvinge ham til at fortsætte som agent, men uden held. I bogens efterskrift oplyses det, at Avner stadig er i live og har bosat sig i Nordamerika. Han føler sig dårligt behandlet af sine foresatte, men er stadig loyal over for Israel, som han til hver en tid vil kæmpe for. Med hensyn til sine handlinger fortryder han intet og er overbevist om deres berettigelse. De eneste mareridt, han har, stammer fra hans barndom i en kibbutz. Af de elleve navne på listen blev otte dræbt af Avners gruppe, Salameh blev sprængt i luften af en anden israelsk gruppe i Beirut i 1979, én døde en naturlig død, og kun én er i live i dag, nemlig Mohammed Daoud, som under store sikkerhedsforanstaltninger lever i Damaskus i Syrien.

I et forord til en ny udgave af George Jonas’ “Øje for øje” giver Avner udtryk for, at reglen ‘øje for øje, tand for tand’ i Anden Mosebog (21:24) er det stik modsatte af følgende bud i Mattæus-Evangeliet (7:12) i Det Ny Testamente: ‘Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.’ Jesus siger også i Mattæus-Evangeliet (5:38-39), at vi i stedet for at gengælde ‘øje for øje’ skal vende den anden kind til. Diskuter forskellen på Jesus’ og Moses’ bud – og perspektivér dem i forhold til begrebet ‘hævn’ og situationer, hvor angreb på den ene part følges af stadig voldsommere angreb på den anden i en ond spiral. Hvorfor tror I, at begge disse bud findes i Biblen? Er det ene bud vigtigere at følge end det andet? Findes der tilfælde, hvor vi bør følge Moses’ bud i stedet for Jesus’?
Giv eksempler på forskellige former for hævn-akter – fra f.eks. jeres egen hverdag, fra den øvrige verden eller fra film, bøger m.v. Er det i orden at hævne sig? Hvordan ligner hævn retfærdighed, og hvordan er den forskellig fra retfærdighed? Når en bankrøver kommer i fængsel – kan man så betragte fængslingen som samfundets hævn? Eller er det en retfærdig straf? Hvad er forskellen på straf og hævn? Diskuter, om antiterrorgruppens handlinger er berettigede.

FILMENS HANDLING

Handlingen i filmen “München” udspiller sig over kortere historisk tid end i den bog, den er baseret på (“Øje for øje: en beretning om en anti-terrorist aktion” af George Jonas, 1984). Filmens hovedhandling begynder med massakren i München 5. september 1972 og slutter med Ephraims debriefing af Avner 23. juni 1973. Derefter følger en udtoning, der skildrer Avners liv i USA og hans vanskeligheder ved at komme ind fra kulden; udtoningen slutter med Ephraims afvisning af Avners invitation til at komme med ham hjem og bryde brød. Dermed stopper filmens handling før Yom Kippur-krigen, som er helt udeladt.

Filmen begynder med, at en gruppe berusede amerikanere (!) hjælper otte palæstinensere, forklædt som sportsfolk, over hegnet til den olympiske landsby, hvorefter vi får en skildring i dokumentarisk stil af gidselaktionen i München. Efter massakren beslutter en kreds af israelske ledere med premierminister Golda Meir i spidsen at sende en hemmelig gruppe ud af Israel. Gruppen – som er bemyndiget af den israelske regering, men reelt er ulovlig og i strid med international ret – skal opspore og dræbe elleve navngivne mænd, der formodes at stå bag begivenhederne i München og andre terrorhandlinger. Lederen af gruppen er Avner, som sammen med fire andre – Carl, Hans, Steve og Robert – går i gang med at løse opgaven. Efterhånden som de dræber den ene efter den anden på listen, begynder moralske spørgsmål at plage dem. Hvordan ved de, at disse mænd virkelig er skyldige? Gør Avners og hans gruppes handlinger dem ikke ligeværdige – eller snarere lige-uværdige – med de mænd, de jager? Især Carl, Robert og Avner overvældes efterhånden af moralske skrupler, og til sidst er Avner ude af stand til at fortsætte.

For at løse deres opgave bliver de gennem en mand ved navn Louis nødt til at samarbejde med en lyssky gruppe, der ledes af den gamle franske modstandsmand Papa. Gruppen forsyner dem med oplysninger og våben, men det står hurtigt klart, at Papa og Louis også samarbejder med andre, måske også med Avners gruppes modstandere. Snart bliver de viklet ind i et uigennemskueligt spil, hvor ingen ved, hvem fjenden er og hvem der hjælper hvem, og det går op for Avner og hans folk, at der også er nogen, der jager dem. Carl, Hans og Robert dræbes undervejs, og da kun Steve og Avner er tilbage, beslutter Avner at stoppe og bosætte sig i USA, mens Steve fortsætter som israelsk agent. Under et sidste verbalt opgør i en park i New York – med World Trade Centers tvillingetårne i baggrunden som et varsel om, hvad den eskalerende vold vil føre til – forsøger Ephraim at overtale Avner til at vende tilbage, men forgæves, og Ephraim ender med at vende Avner ryggen.

Den israelske premierminister Golda Meir siger i filmen: ‘Enhver civilisation finder det nødvendigt at gå på kompromis med sine egne værdier.’ Er I enige i det? Er det undertiden nødvendigt at gå på kompromis med sine værdier og sine forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt? Er nogle værdier absolutte og naturgivne, eller er alle værdier og normer forbundet med omstændigheder som f.eks. kultur, civilisation, religion eller andet?
Sammenlign Roberts insisteren på, at jøder skal være ‘retfærdige’, med den scene, hvor en tysk terrorist siger, at rigtigt og forkert ikke er andet end begreber. Handler Avners gruppe ud fra en tro på deres egen retfærdighed? Eller flirter de med tyskerens nihilisme ved at gå på kompromis med deres opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert? Eller bliver de simpelthen forråede af deres oplevelser, således at deres grænser for, hvad der er forkert, skrider? Hvor hører de arabiske terrorister hjemme i dette spektrum? Er terroristernes og antiterroristernes handlinger moralsk ligeværdige?
Papa citerer den linje i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente (9:11), der siger, at vi alle er bundne af ‘tid og tilfælde’. Forfatteren af Prædikerens Bog bemærker, at alle skal dø og at alt derfor er tomt og meningsløst. Er I enige eller uenige? Er enhver form for kamp meningsløs, fordi alle alligevel ender med at dø?
Diskuter især den scene, hvor Avners gruppe tager hævn over den kvindelige lejemorder, selv om de ikke har tilladelse til det fra de israelske myndigheder. Er den handling berettiget, enten taktisk eller moralsk?
Carl siger: ‘Jeg er født modvillig. Hvis jeg ikke kan kværulere, kan jeg ikke udføre mit job.’ Hvordan skal vi finde en balance mellem at adlyde og at kritisere de magtinstanser, vi er underlagt? Hvornår kan det være godt og konstruktivt at kværulere, og hvornår er det destruktivt eller spild af energi? Giv eksempler.

“München” placerer sig meget bevidst imellem forskellige filmgenrer. Filmens visuelle stil ligger tæt på filmstilen i de 70’ere, som også er filmens handlingsmæssige ramme. Især billedformatet, klipningen, den kornede billedkvalitet og brugen af zoom ligner fortællesproget i 70’er-thrillers som “Sjakalen”, “The French Connection” og “Tre døgn for Condor”, mens det reportageagtige, håndholdte kamera relaterer mere til en nutidig stil.

Det ligger også lige for at gøre temaerne i “München” tydelige ved at sammenligne Avner og hans mission med James Bond, for ligesom James Bond er Avner en agent med en ‘licens til at dræbe’, som sendes ud i verden af sin regering for at rydde op. Men i Avners univers er der ikke så mange smokinger, Martinier og smarte biler. Og mens Bond-filmene er bygget op ifølge en stram konventionel dramaturgi, som Spielberg selv anvender i mange af sine andre film, er forløbet i “München” mere kompliceret. Især fordelingen mellem helte og skurke og den manglende forløsning i slutningen er anderledes end den klare struktur i Bond-filmene.

Diskuter, hvilke episoder der er de vigtigste for handlingen i filmen. Tegn en tidslinje, hvor de vigtigste episoder plottes ind.
Skab klarhed over “Münchens” handling og tematik ved at udfylde en aktantmodel med de kræfter, der er på spil i filmen.

Giver →	Objekt →	Modtager
	↑
Hjælper →	Subjekt ←	Modstander

Diskuter især konfliktaksen og transportaksen, det vil sige hvem eller hvad der egentlig er modstandere og hjælpere, og hvem eller hvad der er i stand til at levere objektet til modtageren. Hvad er egentlig objektet?

Gør det samme med en James Bond-film og diskuter forskellene.
Filmens scener er præget af forskellige farvetoner, som medvirker til at skabe og forstærke en bestemt atmosfære ind over handlingen. Læg mærke til farverne, når handlingen foregår i for eksempel Mellemøsten (varme, solmættede farver, israelsk blåt i Israel), Grækenland (en slags ægæerblåt), Paris og London (diffust lys, regn og regngråt) og diskuter, hvad de forskellige paletter betyder for opfattelsen af handlingen.
Kostumerne er vigtige for personernes identitet. Læg mærke til de forskellige personers påklædning (Carls solide borgerlighed og pibe, Steves moderigtige halvfjerdsertøj, Hans’ cardigan) og diskuter, hvad den betyder for karakteristikken af dem.
Især Avners påklædning får karakter af rekvisit. Læg mærke til forskellene i hans påklædning og hele ydre fremtræden i de forskellige faser af handlingen (hans omhyggeligt soignerede velklædthed i begyndelsen af filmen og den gradvise forvandling til skødesløs cowboybuksestil i slutningen) og diskuter, hvad de siger om hans karakter og udvikling.

FORHOLDET MELLEM BOG OG FILM

Filmen “München” er som nævnt i de foregående afsnit bygget over George Jonas’ bog “Øje for øje: en beretning om en anti-terrorist aktion” fra 1984. Der er sket en del ændringer i historien, da bogen blev omsat til film, både tematisk og fortællermæssigt. Tiden er strammet op, således at handlingen udspiller sig over kun ni måneder (bogens handling udspiller sig over to et halvt år), og Yom Kippur-krigen er helt udeladt. Bogens nøgterne, registrerende fortællerstemme er afløst af et kamera, og oplevelsen af handlingen præges af suggestive farvetoninger og dramatisk lyssætning.

Avner og hans gruppe begynder i filmen deres mission med ret naive forestillinger om, hvad den indebærer. Ingen af dem har slået nogen ihjel før og har ikke gjort sig klart, hvad det kommer til at indebære. Efterhånden som drabene akkumulerer, trænger stadig mere alvorlige anfægtelser sig på. Er de mænd, som Avner og hans folk dræber, rent faktisk skyldige? Hvad er forskellen på Avners gruppe og de terrorister, de efterstræber? Vil likvideringerne overhovedet gøre noget bedre, eller vil hver eneste terrorist, de dræber, blot blive efterfulgt af flere, der er meget værre? I modsætning til bogens Avner-figur overvældes filmens Avner og hans hold af deres anfægtelser. Det antydes, at deres moralske kvaler er medvirkende til deres undergang.

Det kan være interessant at bemærke, at daværende general Ariel Sharon (senere premierminister i Israel, indtil han blev ramt af en hjerneblødning i januar 2006) i bogen nævnes som en af deltagerne i den gruppe, som beslutter at udsende likvideringsgruppen, men han er udeladt som figur i filmen. Her kan det som en spøjs sidebemærkning nævnes, at det er Sharons veninde Gila Almagor, der spiller Avners mor og er talerør for nogle af de mest radikale israelske synspunkter i filmen.

Journalisten og forfatteren George Jonas har på sin hjemmeside (www.georgejonas.ca) under overskriften “The Spielberg massacre” (under menupunktet “Journalism”) offentliggjort en redegørelse for det manglende samarbejde mellem ham og produktionsholdet bag filmen: Her leveres også en bidende kritik af Spielbergs holdning til begivenhederne i München og det, der fulgte efter. ‘Min bog handlede udelukkende om at få hævn over ondskaben, men så fik kongen af Hollywood fat i den,’ skriver Jonas.

‘Spielberg’s “München” følger teksten i min bog tæt nok. Men ånden er næsten den modsatte. “Øje for øje” hævder, at der er forskel på terrorisme og antiterrorisme; “München” antyder, at der ikke er. Bogen har ingen vanskeligheder ved at skelne en krigshandling fra en krigsforbrydelse; filmen finder det vanskeligt. Spielbergs film er bekymret over den moralske fælde, der ligger i at bekæmpe terror; min bog bekymrer sig over ikke at gøre det.

Her er der endelig noget, palæstinensiske terrorister og Mossad kan blive enige om: Min bog er noget vrøvl. Den eneste overlevende bagmand for massakren i München, Abu [Mohammed] Daoud, nummer to på Avners liste over mål, siger til Reuter, at “Øje for øje” er ‘fuld af fejl’. Han specificerer ikke, hvori de består. Israelske embedsmænd taler om mange ‘tekniske fejl’. De anfører heller ikke et eneste eksempel. Begge sider mener, at Spielberg skulle have bygget på deres historier snarere end på min. Det er et gennembrud, måske det første i Mellemøstens historie. Det overgår Oslo-aftalen. Hvis palæstinensere og israelere kan blive enige om én ting, vil de måske også med tiden finde andre ting, de kan blive enige om.’

Hvad er forskellen på ‘terrorisme’ og ‘modstandskamp’? Tag udgangspunkt i argumenterne i filmen og diskuter, hvem der har ret. Er den israelske stats brug af likvideringer også en form for ‘terrorisme’, eller er det en legitim anvendelse af statsmagt?
Find oplysninger om Sorte September og Rote Armee Fraktion på internettet eller biblioteket og diskuter, hvorvidt her er tale om terrorisme eller modstandskamp.
Avners mor optræder i to scener i filmen, begge gange i samtale med sin søn, som lider af moralske anfægtelser. Gør rede for hendes opfattelse og argumenter og tag stilling til dem. Skriv evt. et læserbrev, hvor I forholder jer til hendes oplevelser og holdning.
Hvordan er holdningen til konflikten mellem israelere og palæstinensere i jeres klasse/klassetrin/skole? Lav en anonym spørgeskemaundersøgelse, hvor I undersøger deltagernes opfattelse af, hvad problemet er, hvordan det er opstået, hvordan det kan løses samt deres opfattelse af de forskellige parter i konflikten.
Del jer op i to grupper. Den ene finder de israelske argumenter i filmen, den anden de palæstinensiske. Fremlæg jeres resultater for hinanden og gennemfør en diskussion ud fra de holdninger, I har fremlagt.
Gennemgå dagens/ugens/en periodes aviser og analysér, hvordan Israel, palæstinenserne og mellemøstkonflikten omtales. Knyttes der særlige træk til de forskellige parter i konflikten?
Er “München” en moralsk film? Hvorfor/hvorfor ikke?

Bestem filmens hovedtema og sidetemaer:

Hvilke problemstillinger behandler filmen?
Hvad er årsagen til problemerne?
Kan problemerne løses?
Hvordan?
Rækker problemerne ind i fremtiden?
Har du en løsning?

FILMENS MODTAGELSE I UDLANDET

“München” har fra første visning været stærkt omdiskuteret. De fleste filmkritikere synes godt om filmen, som får megen ros for sine kunstneriske kvaliteter.

De filmkritikere, som også er ideologer, deler sig i to skarpt adskilte grupper: de konservative, som angriber filmen voldsomt, og de liberale (eller ‘venstreorienterede’ i amerikansk sammenhæng), som roser den for dens problematisering af mellemøstkonflikten.

I Mellemøsten har begge parter i konflikten angrebet filmen. Israelerne betragter den nærmest som et forræderi (Spielberg er jøde), især efter at han med filmen “Schindlers liste” så klart havde vist verden jødernes trængsler og baggrunden for oprettelsen af staten Israel.

For Israel News Agency skriver Joel Leyden den 28. december 2005 under overskriften “Spielberg Munich Dangerous As It Rationalizes Terrorism”:

‘Steven Spielberg har begået et meget stort fejltrin. […] Spielberg beder Israel om at holde igen med sin krig mod terrorisme og at tænke over, hvad det er vi gør, når vi forsvarer os. Spielberg er en ven af Israel. Vi værdsætter hans kreative geni. Men at Spielberg skulle belære det israelske forsvar om, hvordan det skal gribe sin opgave an, ville svare til, at Mossad, Shaback, de israelske forsvarsstyrker og det israelske politi skulle belære Spielberg om, hvordan han skulle anvende lys, lyd og klipning.

Steven Spielberg kalder sin nye film “München” ‘en bøn om fred’. […] I et interview med Time Magazine forud for filmens premiere skjuler Spielberg ikke sin sympati for Israel og siger: ’De israelske sportsfolk, der blev myrdet i 1972, er aldrig blevet ordentligt hyldet.’ […] Spielberg tilføjer: ’Jeg er altid tilhænger af, at Israel reagerer magtfuldt, når det bliver truet. Samtidig løser en reaktion på en reaktion i virkeligheden ingen problemer. Den skaber blot en evighedsmaskine. Den region har i mange tiår været et hængedynd af blod for blod. Hvor skal det ende? Hvordan kan det ende?’

‘Steven, en krig slutter, når den ene side har lidt så store tab, at de bliver tvunget til at kapitulere. Det kaldes Powel-doktrinen. Brugen af overvældende magt er den måde, man vinder på. “München” leverer blot argumenter til de kræfter i Syrien, Iran, Gaza, Libanon og Saudi Arabien, som ønsker at udslette Israel. Steven, du kommer naivt til at spille rollen som landsforræder, og du er ikke engang klar over det.’

Paradoksalt nok bryder palæstinenserne sig heller ikke om filmen, og Joel Leyden refererer skadefro den overlevende terrorist fra Avners liste, Mohammed Daoud, som er blevet interviewet om filmen.

‘De fleste islamiske arabere ville alligevel aldrig vide, hvad din film “München” handler om. For de fleste arabere er Spielbergs film blot endnu en del af den enorme ‘jødiske mediesammensværgelse’. De mener, at teorien om den ‘jødiske mediesammensværgelse’ er den teori, der bedst kan forklare, hvorfor så mange mennesker i den vestlige verden sympatiserer med Israel frem for med palæstinenserne.

Et eksempel: Den palæstinensiske bagmand for og planlægger af München-massakren sagde forleden, at han intet fortrød og at Steven Spielbergs nye film “München” om begivenhederne ikke ville kunne forsone nogen. Mohammed Daoud planlagde angrebet i München på vegne af Sorte September, udbrydergruppen fra PLO, men deltog ikke i det og optræder ikke i filmen. Han udtrykte harme over ikke at være blevet konsulteret i forbindelse med filmen og beskyldte Spielberg for at lefle for den jødiske stat, og sagde: ‘Hvis han virkelig ville gøre det til en bøn om fred, skulle han have lyttet til begge parter af historien og skildret virkeligheden i stedet for at gøre sig til tjener for den zionistiske side alene.’ Daoud talte med Reuters i telefonen fra den syriske hovedstad Damaskus og sagde, at han ikke havde set filmen, men… ‘Da jeg for længe siden valgte at blive revolutionær kriger, forberedte jeg mig på at blive martyr. Jeg er ikke bange, for menneskers sjæle er i Guds hånd, ikke i Israels,’ sagde han.’

Afslutningsvis råder Joel Leyden Spielberg til at ‘tage de penge, du kommer til at tjene på “München”, og give dem til de tusinder af terrorofre, der stadig lider på de israelske hospitaler – dem, der har mistet en arm, et ben eller deres øjne. Begynd med babyerne og de små børn.’

Debbie Schlussel er en kendt amerikansk konservativ kritiker, hvis artikler offentliggøres i en række medier i USA. I FrontPageMagazine.com den 22. december 2005 skriver hun under overskriften “Spielberg’s Munich Pact” bl.a.:

‘Det er det, “München” handler om: ikke at gøre terroristerne vrede. Og at vi skal lægge os på ryggen, mens de angriber og dræber os. I Steven Spielbergs verden bringer det fred ikke at jagte terroristerne. I den virkelige verden bringer det mere blodsudgydelse ikke at jagte terrorister. […] Spielbergs Mossad-agenter sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal dræbe terrorister, som har myrdet uskyldige mennesker, når de blot vil blive erstattet af andre terrorister. Ud fra den samme bedrageriske logik kunne man spørge, hvorfor man i det hele taget skal have et retsvæsen? Bankrøvere, som bliver sendt i fængsel, bliver erstattet af andre bankrøvere. Det samme gælder for børnelokkere, voldtægtsmænd, Al Qaeda-terrorister osv. […] Det er filmens budskab: Øje for øje virker ikke. I stedet skal vi bare give vores fjender lov til at stikke begge vore øjne ud uden at kunne se en ende på det. Israel har prøvet Spielbergs vej, og landets erfaring var det stik modsatte af Spielbergs budskab.

Da Israel vandt Yom Kippur-krigen, da det jagtede terroristerne fra olympiaden, da det invaderede Libanon og havde Yassir Arafat i sigtekornet i Beirut, respekterede verden Israel – og det gjorde Israels fjender også. Og terroristangrebene stoppede eller aftog. Da Israel viste svaghed – undertegnede tomme fredstraktater som Oslo-aftalen; trak sig ud af det sydlige Libanon på en time; og forærede Gaza væk – ringeagtede verden Israel, og det samme gjorde de palæstinensiske terrorister. Det var da, terroristangrebene accelererede. Mange flere israelere er blevet dræbt og lemlæstet i de tolv år, der er gået efter Oslo-aftalen, end i de tolv år, der gik forud.’

Heroverfor står mere liberale kritikere, som dels forsøger at dele sol og vind mere lige, dels er betaget af filmen som film. I Christianity Today International skriver Peter T. Chattaway den 23. december 2005 under overskriften “Munich”:

‘Nogle af filmens kritikere har beskyldt Spielberg for så at sige at forråde sit eget folk, fordi hans film er kritisk over for den israelske taktik. Ikke alene sætter “München” spørgsmålstegn ved den praktiske anvendelse af snigmordsgrupper – Avners gruppe pumper rent faktisk, ved at bestikke forskellige terrorist-kontakter, israelske penge ind i terroristnetværket, og nogle af Avners ‘succeser’ skaber magtvakuummer, som udfyldes af slyngler som Carlos, også kendt som Sjakalen – den sætter også spørgsmålstegn ved sådanne gruppers moralske berettigelse. Carl antyder, at den taktik, der anvendes af israelerne og palæstinenserne, måske slet ikke er så forskellig, når det kommer til stykket, og Robert hævder, at jøder skal være ‘retfærdige’ i stedet for at synke til deres fjenders niveau.

Dette er foruroligende påstande, fordi, som Jonas udtrykker det, når antiterrorister som Avner og hans gruppe lægger vægt på ikke at ramme uskyldige civile, er der lige så stor forskel på terrorisme og det, de foretager sig, som der er mellem krigsforbrydelser og krigshandlinger. Men det ville være forkert at sige, som nogle har gjort, at filmen ved at stille disse spørgsmål er antisemitisk. Mens filmen er ambivalent i spørgsmålet om, hvorvidt Israel bør eksistere, udtrykkes dens kritik af antiterrorismen på en meget jødisk måde, og den kendsgerning, at det er jøderne, som kæmper med deres samvittighed, stiller dem i et ret fordelagtigt lys. I modsætning hertil sætter de få arabiske terrorister, vi møder, aldrig spørgsmålstegn ved deres metoder – metoder som selvfølgelig er langt værre, selv om filmen ikke er helt så klar på dette punkt, som den burde være.

Det er interessant, at Jonas, som nu er kommentator ved avisen National Post, er en canadisk konservativ og Spielberg en amerikansk liberal, så spændingen mellem disse to perspektiver gør “München” til et godt sted at begynde debatten om de rigtige svar på terrorisme. Som slutscenen gør det meget klart, er de problemer, USA kæmper med nu, problemer, som Israel og andre nationer har kæmpet med i lang, lang tid, og uanset om vi er enige eller uenige i Spielbergs fremstilling af spørgsmålet, skal han have anerkendelse for, at han har bedt os om at løse vore nuværende problemer ved at træde et skridt tilbage og se på det større historiske billede.’

For CBC.ca | Arts & Entertainment skriver Andre Mayer den 23. december 2005 under overskriften “Going to Extremes” og underoverskriften “Spielberg redefines himself with “Munich”, his masterpiece”:

‘Mens “München” er en dyster undersøgelse af voldens berettigelse i den israelsk-palæstinensiske konflikt, kan den også vise sig at være det sidste ord om spionfilm. Hvad enten det drejer sig om Jason Bourne-film eller Bond-serien, fremstiller spionthrillere generelt de gode som helt igennem gode og de onde som uforbederligt onde. Disse skillelinjer findes ikke i den virkelige verden – og heller ikke i “München”. Ved forskellige lejligheder i filmen møder Avner sine intetanende ofre, før han dræber dem, og bliver slået af deres menneskelighed. Disse mennesker er for det meste mænd og kvinder med familier og karrierer – som tilfældigvis bare er ekstreme nationalister. Er Avner og hans fæller meget anderledes? Og endnu vigtigere, er de mere retfærdige?

Takket være et dygtigt nuanceret manuskript af Eric Roth og Tony Kushner fremkalder “München” sympati og kynisme over for alle parter – selv over for den ideologisk promiskuøse Louis, hvis gruppe mistror alle regeringer og er loyale over for den side, der har det fedeste checkhæfte (hvis der er én part, som præsenteres helt igennem negativt, er det CIA, en usynlig tilstedeværelse, som synes at bistå og opmuntre alle parter for at fremme deres egen uklare dagsorden).

En del af det, der gør “München” så fascinerende, er Spielbergs beslutsomme fokusering på historien snarere end på den måde, den fortælles på. […] Men i sidste ende tilhører filmen Bana, der repræsenterer filmens skiftende moralske centrum, som forskubbes i løbet af handlingen. Efter først at stille sig tvivlende over for sin sag vokser Avner snart ind i sin rolle som hævnende engel.

Det er vanskeligt at overdrive, hvor modig “München” er. Spielberg satser her enormt højt – politisk, moralsk og kreativt. Resultatet er hans mesterværk.’

Gør rede for opfattelsen af “München” i de fire amerikanske anmeldelser og tag stilling til dem. Diskuter, hvilken opfattelse der yder filmen størst retfærdighed.
Skriv et læserbrev, hvor I kommenterer en eller flere af de amerikanske anmeldelser.
Del jer i to grupper. Den ene skal tage de konservative synspunkter på filmen, den anden de liberale. Gennemfør en diskussion, hvor I argumenterer for jeres side.
Studér USA’s rolle i filmen. I scenen i det sikre hus i Athen har Steve og Ali en magtkamp om, hvilken musik de skal høre i radioen, indtil de enes om en amerikansk popsang. Hvor og i hvilke forbindelser refereres der ellers til USA? Er USA ven eller fjende?
Filmen slutter med, at Ephraim afslår Avners invitation, vender ham ryggen og går sin vej. Hvordan skal denne slutning fortolkes?
I den samme slutning standser kameraet med World Trade Centers tvillingetårne midt i billedet, og dette motiv fastholdes under filmens afsluttende tekster. Diskuter den mulige sammenhæng mellem filmens hændelser og angrebet på World Trade Center den 11. september 2001.

FILMENS MODTAGELSE I DANMARK

I det store og hele har danske anmeldere taget godt imod “München”. Med Politiken som den mest markante undtagelse er der stort set enighed om, at “München” håndværksmæssigt er en god film. Vurderingen af dens budskab(er) varierer noget mere.

Mest begejstret er Weekendavisen, som bruger det meste af en side på en anmeldelse. Her skriver Bo Green Jensen, at Spielbergs film er en undersøgelse af, om det på længere sigt gav mening, at ‘gode’ israelske terrorister (!) efter 1972 forsøgte at hævne hvert af de mistede liv i München. Green Jensen er tilfreds med både form og indhold. Om filmens budskab skriver han:

‘Spielbergs film deler sol og vind lige. Det ligger dybt i selve præmissen, at den ikke vil promovere hævnen som forløser. Den vil heller ikke bygge et uforsonligt fjendebillede, men snarere nuancere modstandernes træk, så vi kan se, at de er mennesker, i det mindste på soldaternes niveau. I USA er filmen blevet kritiseret for at vaske sine hænder med olympisk selvretfærdighed. Det er præcis den egenskab, som vil gøre, at man tager den alvorligt i Europa. “München” er på Avners side og fremstiller Israels værdier sympatisk, men den er ikke rendyrket pro-israelsk, og den underkender ikke palæstinensernes sag.’

Green Jensen sammenligner filmen og dens atmosfære med de bedste af John le Carrés romaner, hvor uigennemskueligheden er en væsentlig del af pointen. Især amerikanernes rolle i filmen opfatter han som tvivlsom og fortolker det sådan, at deres aftaler med Sorte September er en del af problemet, fordi USA hellere end gerne spiller terroristgrupper ud mod hinanden for at fremme sine egne tvivlsomme interesser. Men ud over filmens behandling af det politiske og ideologiske stof er Green Jensen også begejstret over den som film:

‘Det er de politiske spørgsmål, som er på spil. Imidlertid vil filmen også en række andre ting. Især ligner den ofte en forelsket rekonstruktion af 70’ernes verden, som genskabes meget overbevisende af Janusz Kaminskis brede billeder og Rick Carters lækre produktionsdesign. […] Det er en af Steven Spielbergs mest gennemførte produktioner, og den fungerer på alle niveauer, fra en nervepirrende Hitchcock-pastiche, der i ånden fra “Sabotage” lader en uskyldig diplomatdatter være tæt på at blive det næste offer, til det retfærdige drab på en prostitueret hollandsk lokkedue. […] Instruktøren er vel allerbedst, når han kombinerer teknisk ekvilibrisme med sin særlige flair for fantastiske genrer, men her har han skabt en meningsfuld thriller, der følger hver af kunstens regler og tilfredsstiller alle genrens behov. Verden blev en anden efter München 1972. I Spielbergs film ser vi hvorfor og hvordan.’

Heroverfor står klarest Politiken, hvor Søren Vinterberg ser filmen som en (alt for) langstrakt kommentar til krigen mod terror:

‘En nation kan blive nødt til at gå på kompromis med sine egne værdier – for at forsvare disse værdier! […] Det er dette tophemmelige øje for øje-hævntogt, ministerpræsident Golda Meïr (spillet af Lynn Cohen) argumenterer for med den diskutable logik i Steven Spielbergs nye film. Og som fortællingen sætter på spidsen ved at dele synsvinkel med ham, der skal lede denne håndfuld statsautoriserede snigmordere. Helliger målet virkelig alle midler – ligesom for terrorister? Eller forråder den slags midler netop målet? […] Det paradoks er selvfølgelig blevet aktualiseret af ‘krigen mod terror’, og “München” kan ikke undgå at virke som historisk spejl for USA’s (og Danmarks) helt aktuelle Irak-dilemma – ligesom Spielberg med stof fra Anden Verdenskrig før har iscenesat diskutable etiske, politiske og militære pointer om humanisme, patriotisme osv. Men “Schindler’s List” og “Saving Private Ryan” kan “München” nu ikke måle sig med.’

Det værste ved filmen er efter Vinterbergs mening den måde, den bliver fortalt på. En af de store fejl er valget af skuespiller til hovedpersonen, som ikke er nuanceret nok til at gøre sine dilemmaer til andet end klichéer. Men også fortællingens struktur er der noget galt med:

‘… med et uvant dramaturgisk svigt fører Spielberg os gennem yderligere et par timers kulsort rejse ned gennem tilintetgørelsesteknikkernes onde, ja, monotone spiral – uden at nå dybere ned i dilemmaet.’

Mere positiv er Berlingske Tidende, hvor Mads Kastrup skriver, at der er gode grunde til at se filmen, bl.a. fordi det er længe siden, man sidst har set Hollywood beskæftige sig kvalificeret med samtidens store spørgsmål. “München” er ‘et værk, hvis seværdighed dårligt kan diskuteres løsrevet fra dets sag. Denne er til gengæld også den mest blødende i nyere verdenshistorie: Mellemøstkonflikten.’

Kastrup mener ikke, at “München” er et mesterværk, men en meget nødvendig film, og alene det, at den bliver angrebet fra begge sider i mellemøstkonflikten, ser han som et kvalitetskriterium:

‘Terror er noget skidt, men hævn gør ondt værre. Eller som Mahatma Gandhi udtrykte det: ‘At kræve øje for øje gør blot hele menneskeheden blind.’ Man skal altså se denne film, fordi den er mere end en film. Uanset om man finder den for jødevenlig – hvilket er den typiske palæstinensiske fordømmelse af “München”. Eller pladderhumanistisk og svigefuld – den typiske jødiske indsigelse mod det nye epos fra Spielberg… Om filmen som film er et mesterværk – hvilket den ikke er – bliver hermed næsten underordnet. Når dens to stridende parter begge forkaster den, er den allerede interessant.’

Kastrup roser Spielberg for hans vilje og hans vovemod og skriver:

‘Her er ingen deciderede onde, ingen absolut gode. Her er blot hævnens voldsspiral, der giver sin hævner en lektie for livet. Den, der sår vind, høster storm, som det hedder i et nylig omstridt citat i Danmark. Sådan er Spielbergs morale. Til sidst ender selv bødler som fjender – også blandt deres egne.’

Mere kritisk er Jyllands-Posten, hvor Johs. H. Christensen skriver:

‘Den vil for meget. Den vil være seriøs: En politisk thriller, men Spielberg dur ikke som politisk instruktør. Han vil fortælle en hævnhistorie, men hvem er det, hævnerne hævner sig på? Folk, som nok er skyldige, men ikke i det, de myrdes for. Den satser på spænding, men er ikke spændende nok: Enhver ved, at ingen sød lille pige bliver sprængt i luften i en Spielberg-film. Den vil være en art dialog mellem palæstinensere og israelere, men fortaber sig i klicheer. Den vil skildre omkostningerne for en mand, som foretager det skæbnesvangre moralske valg at blive hævner og lejemorder. Men dilemmaet hverken fastholdes eller uddybes.’

Nordjyske Stiftstidendes anmelder Lars Borberg kan rigtig godt lide filmen. Især dens fortællesprog, som ligger tæt på filmsproget i de 70’ere, den handler om. Men han kan også lide skildringen af de fem israelere og problematiseringen af deres opgave:

‘Filmen rokker ved myten om Israels benhårde, ufejlbarlige Mossad-agenter. Den fortæller i stedet om mænd, der brænder for deres sag, meget ligesom de terrorister, de jagter, og som er amatører et langt stykke ad vejen, også ligesom fjenden. Det kan meget let gå galt, og det er tæt ved hele tiden – nogle gange går det også galt, mens kampen bliver hårdere og sværere, jo mere ofrene og deres organisationer er på vagt.’Borberg kan specielt godt lide, at Spielberg ikke har konstrueret filmen over den sædvanlige berettermodel med en afrundet slutning, hvor alle løse ender samles:

‘Det er en uhyggelig, pågående og ubehagelig film, der ikke giver os nogen forløsning. For så ærlig er den nemlig også i forhold til den virkelighed den skildrer, at den ikke pynter sig med en dramatiseret, afrundet slutning, der binder sløjfen og gør det hele færdigt. For sådan er virkeligheden jo heller ikke. Den fortsætter…’

Fyens Stiftstidendes anmelder Helle Sihm mener, at ‘politik, religion, psykologi og moral ‘retfærdiggør’ Spielbergs meget lange action-drama “München”‘. Hun lægger vægt på psykologien i filmen og især på den måde, figurerne gestaltes på:

‘Filmen sørger for, at de 11, der skal myrdes, for det meste når at blive skildret som rigtige, levende, almindelige, måske endda helt sympatiske mennesker! […] En positiv forskel fra de gængse action-hævn-film er også, at det klart vises, hvor svært det er for en ’almindelig’ mand at dræbe et andet menneske, især hvis dette har vist sig venligt og behageligt, og er disse fem hævnere egentlig andet end snigmordere med en sag?’

Sihm sætter også pris på Spielbergs talent for at konstruere spænding i sine filmfortællinger:

‘Spielberg kan sin filmkunst: Går der for meget agent-action-vold i den, indklipper han en bid af München-myrderierne, så vi lige bliver mindet om, hvad det er, der styrer disse underholdende grusomheder, og falder tiden lang – og det gør den tit gennem disse 160 minutter – skubber en opvisning i spændingsklip os ud på stolekanten igen.’

Sihm er ikke i tvivl om München-massakrens betydning for den politiske udvikling og ser en klar sammenhæng mellem begivenhederne dengang og det, der siden fulgte:

‘Verdens første medieovervågede terrorhandling var München-massakren, og de voldsomme, direkte billeder og følelsesladede kommentarer opblussede et enormt had. Denne historie begynder i München og slutter, da 9 af de 11 på den ‘omvendte Schindlers liste’ er udryddet. Men vil terroren stoppe der? Avner blev forvandlet fra blid familiefar til effektiv dræbermaskine. Vil han kunne vende tilbage? Retfærdiggør ønsket om et land og et hjem alle midler? […] Filmens slutbillede, et uhyggeligt profetisk panorama ind over New York, hvor World Trade Centers tvillingetårne stadig knejser, giver det sørgelige, skræmmende svar.’

Kristeligt Dagblad står ret alene om at betragte filmen som pro-israelsk. Under overskriften “Agenter med samvittighedsnag” skriver Palle Schantz Lauridsen, at “München” er en politisk thriller, som er ‘en velsmurt genrefilm og et partsindlæg i Mellemøst-konflikten til fordel for israelerne.’

Schantz Lauridsen fremhæver antiterrorgruppens samvittighedskvaler og dens omhu med ikke at komme til at ramme uskyldige ’civilister’ – så derfor må filmen siges at hælde til den israelske side, mener han:

‘Filmen rejser nok spørgsmålet om, hvorvidt de israelske likvideringer juridisk set er i orden, men moralsk har israelerne filmen på deres side. […] Vi ser tydeligt, at Avner bekymrer sig voldsomt – og naturligt – for sin familie. Og at hans folk reagerer menneskeligt og er opmærksomme på, at deres aktioner ikke må ramme de forkerte. Dette selvfølgelig i modsætning til de ikke-individualiserede palæstinensiske terrorrister, der ikke skeler det mindste til, om der kommer civile tab. Det er altså et partsindlæg, Spielberg har skabt. Et af de blødere af slagsen, for så vidt de fem ikke blot er hensynsløse dræbermaskiner, men mennesker med moralske overvejelser.’

Schantz Lauridsen er imponeret af Spielbergs håndværk, men synes, at budskabet stiller sig lidt i vejen for fornøjelsen:

‘Den er filmet i en visuel stil og i farver, der bringer mindelser om 1970’ernes store politiske thrillere og er altså også på den måde gennemført velfortalt. Men der er tilsat mere end en knivspids oprustningsfilm for meget til, at den glider lige ned.’

Sammenlign modtagelsen af filmen med jeres egen oplevelse af den og diskuter, hvilken opfattelse I er mest enige i.
Sammenlign anmeldelserne og deres vinkler på filmen (find evt. anmeldelserne frem i deres helhed). Hvad lægger anmelderne størst vægt på? Hvordan begrunder de deres værdidomme? Hvem synes I bedst om?
Skriv selv en anmeldelse af filmen, hvor I både tager hensyn til dens kvaliteter som film og til dens ideologiske og politiske budskab. I kan finde en vejledning til at skrive filmanmeldelser i undervisningsmaterialet til filmen “Bedre end Beckham” på: www.dfi.dk/dfi/undervisning/bedreendbeckham/3.html

GODE LINKS

www.specialoperations.com/Counterterrorism/operation_wrath_of_god.html giver en gennemgang af de begivenheder, der fulgte efter massakren i München i 1972.
www.metacritic.com/film/titles/munich bringer en oversigt over den amerikanske modtagelse af “München”.
www.georgejonas.ca er forfatteren George Jonas’ hjemmeside. Her har han offentliggjort en omfattende kritik af filmen under overskriften “The Spielberg massacre”.